I år er det 400 år siden, Christian IV inviterede jøder til at tage ophold i Danmark, hvor de fik ret til fortsat at dyrke deres egen religion i et land, hvor der ellers ikke var religionsfrihed.
Jubilæet har givet anledning til at repetere jødernes danske historie, hvor det oftest er redningen af jøderne i 1943, der bliver fremhævet. Redningsaktionen er tæt på enestående i europæisk sammenhæng, men uden modhager er historien om jøderne i Danmark ikke. Heller ikke her i landet kan jødernes historie fortælles uden også samtidig at fortælle historien om antisemitismen.
Antisemitismens danmarkshistorie var netop temaet i det nyeste afsnit af Adam Holms "Kampen om historien" på P1. Denne gang var det mere nuanceforskelle end en egentlig kamp om historien, der foregik i studiet, hvor Holms gæster var kulturjournalist Bent Blüdnikow og historielektor Sofie Lene Bak. Grundlæggende var de to enige om, at historien om jøderne i Danmark er en dobbelthistorie, en historie med modsætninger, og at der er et særligt dansk udviklingsforløb for antisemitismen. Selv når europæisk antisemitisme smitter og kryber over grænsen til Danmark, udarter det sig ikke på samme brutale måde som sydpå; det er mere afdæmpet og reflekteret. Bak kaldte det ligefrem magisk. Hvad årsagen er til dette, havde de to i studiet ikke noget svar på.
Der var mange andre interessante pointer i samtalen. En af dem var, at der ikke er en en til en-sammenhæng mellem hadet og genstanden for hadet. Den tyske filosof Theodor W. Adorno skriver præcist om ”antisemitismens fleksible had”: når antisemitismen bryder løs, er der noget galt, uanset hvad jøden gør. Hvis han er rig, er det galt, og hvis han er fattig, er det galt, højreorienteret eller venstreorienteret etc. Jøden kan ikke gøre noget rigtigt i antisemitismens optik.
Det er værd at hæfte sig ved, at antisemitismen fandtes i Danmark, længe før der var jøder i landet. Den har rødder i kristendommen, men som Sofie Lene Bak påpeger, er der også her to sider af historien. I de bibelske skrifter finder man både vrede og foragt, men også tilgivelse for dem, der ikke ved, hvad de gør, og en forestilling om, at jøderne skal omvende sig før Kristi genkomst.
Der var kristne, der forsvarede jøderne og deres ret til at bevare deres religion, men en fremtrædende skikkelse som Sjællands daværende biskop, Jesper Brochmand, skrev eksempelvis også nogle år efter jødernes ankomst, at man ikke burde tillade jøder at bosætte sig i det danske rige.
Den religiøse antisemitisme klinger af i 1930’erne, hvor antisemitismen primært blev racistisk og biologisk funderet. I denne periode førte Justitsministeriet en aktiv kamp mod antisemitismen ved blandt andet at indføre racismeparagraffen i 1939. At en af Brochmands efterkommere, Hans Fuglsang-Damgaard, tog jødernes parti under Besættelsen, blev helt afgørende for, at en katastrofe for de danske jøder blev afværget, påpegede Bent Blüdnikow i P1-programmet.
Debatten viste, hvordan antisemitismens danmarkshistorie er en kompleks, dynamisk og modsætningsfyldt historie, hvor der altid også er eksempler på en anden side af fænomenet. En dybt fascinerende og interessant historie, som er vigtig at få formidlet til kommende generationer.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og sognepræst.