Johanne er kristen: Som barn forsøgte jeg at undgå at fortælle, at vi bad aftenbøn derhjemme

Som barn turde Johanne Aarestrup ikke tale for højt om den religiøse del af sit liv

Som barn turde Johanne Aarestrup ikke fortælle sine klassekammerater, at hun var på kristen sommerlejr. Her ses Luthersk Missions sommerlejr i 2016.
Som barn turde Johanne Aarestrup ikke fortælle sine klassekammerater, at hun var på kristen sommerlejr. Her ses Luthersk Missions sommerlejr i 2016.

Jeg er kristen. Punktum. For mig er det vildt grænseoverskridende at slutte den sætning med et punktum.

Hele mit liv har jeg sagt: ”Jeg er kristen, men bla bla bla...” Jeg har fortsat sætningen i frygt for at blive set som ekstrem, fundamentalistisk eller bare som en tør kiks.

Lad mig tage jer med tilbage til 3. klasse på Skærbæk Skole. Det er en varm dag, og solen kaster lys gennem ruderne, der er fedtede af små børnefingre. På tavlen har min klasselærer Betina skrevet ”Velkommen tilbage 3.b” og tegnet et flag. Det er første dag efter sommerferien, og blandt de solbrændte ansigter sidder niårige Johanne med et stort smil. Vi er ved at fortælle, hvad vi har lavet i ferien, og nu er turen kommet til mig. Jeg fortæller, at jeg har været i Tjekkiet med min familie. Jeg har været på spejderlejr og så har jeg været på en anden slags sommerlejr.

Den her situation er et billede på mange situationer i mit liv. For selvom jeg er glad, så sidder jeg alligevel med en lille klump af nervøsitet i maven. Den sommerlejr, jeg har været på, er en kristen sommerlejr. Klumpen i maven er der ikke, fordi det har været en dårlig sommerlejr – tværtimod. Den er der, fordi jeg er bange for, at jeg om lidt bliver spurgt: ”Hvilken slags sommerlejr?”. Og som jeg sidder der i klassen, orker jeg simpelthen ikke, at mine klassekammerater finder ud af, at det er en kristen sommerlejr.

Artiklen fortsætter under annoncen

I hele min barndom forsøgte jeg at undgå at snakke om, at vi bad aftenbøn derhjemme, og at jeg tog på kristen lejr. Jeg ved, at mange, der er opvokset i kristne familier, har det på præcis samme måde som mig.

Selvom vi går og siger, at Danmark er et kristent land, så er tro alligevel et tabu.

Jeg synes, vi skal blive bedre til at tale om tro. Jeg vil gerne fortælle jer, hvorfor jeg tror, vi ikke gør det, og hvad vi måske får ud af det, hvis vi tør tale om, hvad vi tror på.

Vi lever i et sekulariseret samfund, hvor kulturkristendom er langt det mest almindelige. Vi er vant til, at religion mest er noget, der handler om traditioner og kultur. Vi bliver konfirmeret for festen og gavernes skyld. Når vi vælger kirkebryllup, er det mest, fordi det er det, der matcher den store marengskjole bedst.

Vi tror på astrologi, ånder og karma, men religiøse – det er vi ikke. Vi har bunkevis af fordomme over for kristne mennesker. Det har jeg paradoksalt nok også selv over for andre kristne. Kristne er kedelige. Kristne kan ikke lide homoseksualitet. Kristne drikker ikke alkohol. Kristne er gammeldags. Kristne tror på alt, hvad der står i Bibelen. Kristne tror ikke på videnskab. Kristne tror, at alle, der ikke er kristne, ryger direkte i helvede.

Jeg kan sagtens forstå, at der er fordomme om kristne. Problemet er, at det er dem, der gør, at vi ikke tør tale om tro. Og når vi ikke taler om tro, så opstår der flere fordomme. Det er en cirkel uden ende.

Det er nok nemt at gætte, hvordan jeg mener, vi skal få brudt den cirkel: Vi skal turde tale om tro.

Da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg så småt at tale med mine ikke-kristne venner om tro. Det foregik for det meste med en øl i hånden og et par øl i maven. Min bekymring for at tale om min tro viste sig at være unødvendig. Jeg mødte nysgerrighed og oprigtig interesse. Jeg mødte også fordommene, men jeg fandt ud af, at jeg kunne punktere dem. Jeg havde lige pludselig muligheden for at ændre folks syn på, hvad kristendom i dagens Danmark er.

Det krævede ikke lange teologiske redegørelser for mit syn på arvesynden eller den kødelige opstandelse. Det krævede, at jeg fortalte, hvad jeg tror på, og hvad troen betyder for mit liv.

Jeg er sikker på, at vi skal gå den vej, hvis vi skal nå derhen, hvor man ikke bliver nervøs ved tanken om at skrive i avisen, at man er kristen. Og så skal vi sige det ofte og uden skam.

Jeg er kristen. Punktum.

Johanne Aarestrup er elev på Silkeborg Højskole.