Johanne Schmidt-Nielsen: Vi har igen fejlet i Somalia. Nu sulter børn ihjel

Somalia er på randen af en hungersnød, der kunne have været undgået. Nu er kampen reduceret til at begrænse tabet af menneskeliv, skriver Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet

Somalia er på randen af en hungersnød, der kunne have været undgået, hvis det internationale samfund havde reageret i tide, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.
Somalia er på randen af en hungersnød, der kunne have været undgået, hvis det internationale samfund havde reageret i tide, skriver Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: Feisal Omar/Reuters/Ritzau Scanpix.

Man skulle tro, at vi havde lært lektien. Lært af fortidens katastrofale fejltagelser. At vi aldrig igen ville risikere – som i 2011 – at se en kvart million mennesker sulte ihjel, fordi vi tøvede med at hjælpe.

Men godt 10 år efter at en hungersnød i Somalia rystede hele verden, står landet på tærsklen af en ny. Vi er ved at gentage præcis samme fejl som dengang. Her kom der for alvor først hjælp, da folk var begyndt at dø af sult – men der var det allerede for sent.

Det er en politisk falliterklæring, at vi nu står her igen. Det internationale samfund er blevet advaret adskillige gange i løbet af de seneste års omfattende tørke på Afrikas Horn. Man har vidst, hvad der skulle gøres for at forhindre en sultkatastrofe, men alligevel har man siddet på hænderne, og det koster nu børn livet. Hver eneste dag.

Langt størstedelen af de midler, som FN har anmodet om i nødhjælp til Somalia, er først kommet inden for de seneste par måneder. Det tager tid, før de penge omsættes til reel nødhjælp. Der er brug for, at verdens ledere – herunder Danmarks – viser solidaritet med børnene på Afrikas Horn, når de i disse dage mødes til FN’s generalforsamling i New York.

Der er akut behov for flere penge til nødhjælp – og for, at midlerne gives til de ngo’er, som er aktive i felten og kan omsætte pengene til nødhjælp hurtigst muligt.

Mindst 20 millioner mennesker sulter lige nu på Afrikas Horn, som er ramt af den værste tørke i 40 år på grund af klimaforandringer. Stigende priser på mad accelereret af krigen i Ukraine og konflikt i regionen er med til at kaste benzin på bålet. FN advarer om, at hungersnød kan ramme inden for kort tid i Somalia. Her risikerer over halvdelen af alle børn under fem år at blive akut underernærede. De risikerer simpelthen at dø af sult, hvis de ikke får hjælp.

Allerede i juni, da vores danske chef i Afrika besøgte de hårdest ramte områder i Somalia, var situationen kritisk. Nu er udviklingen gået fra kritisk til katastrofal.

Alle sengepladser på de hospitalsafdelinger, som vi støtter i Baidoa, er overfyldte. For at få en sengeplads må man vente på, at andre dør. Mange af de syge og underernærede børn er så afkræftede, at de ikke engang har energi til at græde. De ligger bare og stirrer tomt ud i luften. Og de børn, som når frem til hospitalsafdelingerne, er endda de heldige. Andre dør ude i landsbyerne eller på vejen dertil.

Desperate mødre må gå over 100 kilometer fra landsbyerne for at bringe deres syge børn til en hospitalsafdeling, hvor de kan få hjælp. Mødre, som må foretage umenneskelige valg og prioritere mad til den lidt ældre søskendeflok og derfor ender med at begrave deres små børn, som dør af underernæring i landsbyerne.

Situationens alvor skræmmer selv de lokale medarbejdere. De ved, at de kan redde flere liv, hvis de havde flere ressourcer. De gør alt, hvad de kan, og holder hospitalsafdelingerne åbne, så meget som det er fysisk muligt. Der er fyldt hver dag.

Den omfattende sultkatastrofe kunne være undgået, hvis det internationale samfund havde lyttet til de utallige advarsler og havde handlet i tide. Det skete under den seneste store tørke i 2017. Her afværgede man netop en sultkatastrofe ved at få kanaliseret penge ud til ngo’er i felten i tide. Tusindvis af menneskeliv blev reddet.

"Vi står i sidste øjeblik af den 11. time for at redde liv," lød det fra FN’s nødhjælpschef Martin Griffiths under et besøg i Somalia for nylig. Hungersnød er efter alt at dømme svær at undgå. Nu er kampen reduceret til at begrænse tabet af menneskeliv.

Johanne Schmidt-Nielsen er generalsekretær i Red Barnet.