Sørine Gotfredsen: Johanne Schmidt-Nielsens stille sekunder sagde meget

De få sekunders tavshed i TV 2-interviewet sagde meget, for i det øjeblik ved man, at man har mulighed for at revurdere en del af sit eget livsgrundlag. Hvis man altså er modig nok

Johanne Schmidt-Nielsen diskuterede integration i TV 2-program. – Foto: Emil Helms/ Ritzau Scanpix.
Johanne Schmidt-Nielsen diskuterede integration i TV 2-program. – Foto: Emil Helms/ Ritzau Scanpix.

Der findes spørgsmål i dette liv, der pludselig kan lamme. På et øjeblik truer de med at omstyrte en del af det, man længe har opfattet som urokkeligt i ens livssyn, og et sådant spørgsmål blev forleden stillet til tidligere politiker og nuværende generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen.

På TV 2 diskuterede man den svenske erkendelse angående bandekrig, slægtskriminalitet og parallel elendighed, og Johanne Schmidt-Nielsen blev spurgt, om ikke det svenske morads viser, at den idealistiske tro på mangfoldighed har ført til mislykket integration. Hun var tavs i flere sekunder.

Som Enhedslistens centrale profil repræsenterede Johanne Schmidt-Nielsen stor tillid til indvandring og en vellykket integration, hvis blot vi alle sammen ønskede det nok, og hvis hun her svarede ja, ville hun undsige en stor del af sit eget mangeårige standpunkt.

Hvis hun svarede nej, ville hun til gengæld virke blind og døv over for den svenske ulykke, og ved et sådant punkt må et menneske beslutte, om man har mod til at revurdere en del af sit eget eksistentielle fundament.

Bevægelsen kan være direkte smertefuld, og meget tyder på, at nogle svenske politikere har svært ved at gøre den.

I et længere interview på DR 2 torsdag aften opførte indenrigsminister Mikael Damberg den minutiøst kontrollerede balancegang, hvor han erkendte problemernes realitet, men ikke den sammenhæng, der kan ligge bag.

Altså, ikke muligheden af den røde tråd mellem kultur og religion og manglende integration, som vi så længe har debatteret i Danmark, og mens Mikael Damberg konstaterer, at der findes stor kriminel overrepræsentation blandt muslimer, finder han det ikke væsentligt at analysere dybere. For i Sverige sondrer man ikke mellem kriminelle personer, og uanset hvor ihærdigt studievært Jacob Rosenkrands borede i problemet med at integrere bestemte indvandrergrupper, forblev Mikael Damberg urørlig.

De er lavet af et særligt stof, de svenskere. De kan blive ved med at negligere de spørgsmål, der ellers indrammer epokens store værdisamtale i den vestlige verden, og som tilmed konfronterer ethvert individ med sig selv.

Hvad tror du, at et menneske er? Et åndsvæsen dybt knyttet til sin nedarvede kultur og religion eller et globalt individ, der hurtigt i kraft af materiel tryghed og omgivelsernes gode vilje kan slå rødder og blomstre et nyt sted? Spørgsmålene burde oftere i medierne formuleres præcist så udførligt til politikere, og ikke mindst til de svenske socialdemokrater, for det er dybest set dét, det hele handler om. Hvad tror man, at et menneske er?

Johanne Schmidt-Nielsen havde her chancen for at forholde sig til det, men desværre vævede hun bare og sagde, at intet jo er entydigt og så videre, og det magiske moment var forbi. Men de få sekunders tavshed sagde meget, for i det øjeblik ved man, at man har mulighed for at revurdere en del af sit eget livsgrundlag.

Hvis man altså er modig nok. Enten det eller blive ved med at gemme sig.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.