John Kerrys bosættelseskritik udstiller et splittet Israel

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har skabt en polariseret debat i Israel, efter at han i en lang tale fremlagde den afgående Obama-regerings syn på konflikten mellem Israel og palæstinensere. Talen var et testamente over Kerrys inkompetence, lyder det fra chefredaktør

Amerikansk mellemøstpolitik følges intenst i Israel som her, hvor den amerikanske udenrigsminister John Kerrys tale om tostatsløsning og bosættelser kort før nytår optager en købmand i Sderot nær grænsen mellem Israel og Gaza. –
Amerikansk mellemøstpolitik følges intenst i Israel som her, hvor den amerikanske udenrigsminister John Kerrys tale om tostatsløsning og bosættelser kort før nytår optager en købmand i Sderot nær grænsen mellem Israel og Gaza. – . Foto: Tsafrir Abayov/AP/Polfoto.

EN ÆGTE VEN, en forræder og et levn fra 1990’erne.

Holdningerne til den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har ikke blot været mange, men også særdeles delte blandt israelere, efter at han i sidste uge fremlagde den afgående Obama-regerings syn på konflikten mellem Israel og palæstinensere.

I sin godt en time lange tale advarede John Kerry om, at grundlaget under en tostatsløsning med oprettelsen af en palæstinensisk stat er ved at smuldre væk. Og at en stor del af skylden ligger hos Israel med dens nuværende højreorienterede regering.

John Kerry langede i hårde vendinger ud efter Israels voksende bosættelser på Vestbredden og de israelske politikeres dobbeltspil, når det kommer til en palæstinensisk stat. Ligesom han også forsvarede, hvorfor USA få dage forinden havde undladt at nedlægge veto i FN’s Sikkerhedsråd imod en resolution, der kritiserede de israelske bosættelser.

”Den israelske premierminister støtter offentligt en tostatsløsning, men hans nuværende regering er den mest højreorienterede i Israels historie, hvor dagsordenen er sat af de mest ekstreme elementer,” lød det fra John Kerry.

Dermed formår den afgående udenrigsminister at varetage den opgave, som den politiske opposition i Israel forsømmer, lyder det i en leder i det venstreorienterede dagblad Haaretz .

”Det er præcis sådan en ægte ven taler,” skriver lederskribenten om John Kerry og fortsætter:

”Det er sådan en tale, vi også burde have hørt fra oppositionen i Israel (…). Men Israel har ingen opposition, der udfører sit job. Derfor er det yderst vigtigt at lytte til Kerry selv på hans sidste dage som minister.”

TALEN BLIVER DOG opfattet stik modsat af chefredaktør David Horovitz på netmediet Times of Israel . Han mener, at John Kerry begår forræderi ved at placere så megen skyld på Israel og samtidig helt ignorerer den militante, islamistiske bevægelse Hamas, der sidder på magten i Gaza-striben.

”Dette er et testamente over Kerrys inkompetence (eller det, der er værre), og over tillidsbruddet mellem ham og Israel,” skriver han.

I talen opfordrer John Kerry både palæstinensere og israelere til igen at forpligte sig på de løfter, de gav til hinanden under Oslo-aftalen i 1993, hvor meget af grundlaget for tostatsløsningen blev lagt.

Men dermed viser John Kerry, at han befinder sig i en bedaget virkelighed, mener Michael Oren, parlamentariker for centrumpartiet Kulanu og frem til 2013 ambassadør i USA.

”Han lever stadig i 90’erne uden at se de ændringer, der er sket i Mellemøsten, den anden intifada (palæstinensisk opstand i starten af 00’erne, red.) og Israels tilbagetrækningen fra Gaza, hvor vi som et resultat deraf er blevet angrebet med masser af raketter,” siger han til Ynetnews .

På den yderste politiske højrefløj har man set John Kerrys tale samt FN-resolutionen som anledning til endnu en gang at opfordre til, at Israel tager skridtet og annekterer store dele af Vestbredden på samme måde, som Israel har gjort med Golan-højderne op mod Syrien. Opfordringen har blandt andet lydt fra den indflydelsesrige uddannelsesminister Naftali Bennett, der leder det bosætterstøttede parti Det Jødiske Hjem.

”Hvis det er et op til mig, skal vi aldrig tillade oprettelsen af en anden terrorstat lige midt i vores land,” siger han til Jerusalem Post.

Naftali Bennett tilføjer, at når Donald Trump først overtager præsidentposten i USA, er tostatsløsningen og en palæstinensisk stat endegyldigt reduceret til historie.

Donald Trump selv sagde efter talen, at han har et andet syn på Israel end John Kerry, og at Israel er blevet behandlet meget urimeligt.

”Vær stærk, Israel. Den 20. januar nærmer sig hastigt,” skrev han på Twitter lige inden talen.