DEN 18. AUGUST HAVDE Knud Torm et indlæg i Kristeligt Dagblad om Guds køn og Jomfru Marias rolle i Guds frelsesværk.
Han skriver, at der i kirken allerede findes en bevægelse, der arbejder for, at Jomfru Maria ophøjes til gud/gudinde. Han mener, at denne tankegang sandsynligvis vil modnes så meget, at kirken engang i fremtiden vil udvide den hellige treenighed til den hellige fireenighed og gøre dette til et dogme.
Nu har kirken aldrig vedtaget dogmer som følge af, hvad enkelte grupper i kirken måtte mene og synes, og derved følt sig presset. De tre dogmer om Jomfru Maria er sandheder, som kirken altid har troet på, og på det rette tidspunkt blev de gjort til dogmer.
Det er indlysende, at hun må være Guds moder, da hun frivilligt indvilgede i at føde Jesus Kristus, Guds søn, menneskehedens frelser og forløser, og allerede derved er blevet medforløser. Det andet dogme, at hun er født uden arvesynd, fordi hun skulle føde Guds søn, har kirken fået bekræftet gennem en trettenårig pige fra Lourdes, for hvem Jomfru Maria åbenbarede sig. Bernadette, som pigen hed, kunne hverken læse eller skrive, og da hun spurgte damen om hendes navn, forstod hun ikke, hvad damen mente, når hun sagde: Jeg er den ubesmittede undfangelse. Hun løb hele vejen hen til sin sognepræst, mens hun blev ved med at gentage det, damen havde sagt om sig selv, for ikke at glemme de ord.
Det tredje dogme om, at Jomfru Maria er optaget i Himlen, er for mig helt indlysende. Hun er ikke opfaren til himmels, som Knud Torm skriver, men hun er optaget i Himlen af sin søn. Der er en væsentlig forskel. Da hun ikke er besmittet af arvesynden, er hun heller ikke underlagt arvesyndens følger såsom død og forrådnelse.
I øvrigt kan hun aldrig blive ophøjet til gud/gudinde, da hun var et menneske, som alle vi andre. Også hun kendte til frygt og tvivl: Men hun blev forfærdet over de ord (Luk. 1, 29 ). Hvorledes skal dette gå til? Jeg ved jo ikke af nogen mand (Luk. 1, 34). Alligevel sagde Maria ja til Gabriel og dermed til Gud, selvom hun risikerede at bringe skam over sin familie og i sidste ende at blive stenet til døde.
Det er på grund af sin stærke tro og sin beredvillighed til at følge Guds vilje, at hun viser os vejen. Det var langtfra altid, at hun forstod, hvad der skete omkring hende, og hvad der blev sagt hende, men i stedet for at affærdige det, hun ikke forstod, gemte hun alle disse ord i sit hjerte (Luk. 2, 51).
Maria er vor tids profet, der altid peger hen på sin søn. Hvad som helst han siger til jer, det skal I gøre (Johs. 2, 5). Ved brylluppet i Kana fik hun sin søn til at forvandle vand til vin trods det, at hans time endnu ikke var kommet, og i dag er vi millioner af katolikker og andre kristne i verden, der til stadighed erfarer Jesu nærhed, kærlighed og hjælp netop gennem hans moders forbøn.
Maria fulgte sin søn hele vejen til Golgata, og da hun stod under korset, sagde Jesus til den discipel, han elskede, og som repræsenterer hele menneskeheden: Se, det er din moder!(Johs. 19, 27). Med hensyn til Guds køn, så har Jesus lært os at sige fadervor, men derfor kan Gud godt have omsorg for os både som en mor og en far, hvad han jo også har.
I øvrigt mener jeg, at det er ligegyldigt, om man opfatter Gud som han eller hun. Gud er Gud, som har skabt og opretholder verden på trods af alt det onde, der sker i den. Han vil gerne bruge os mennesker til at hjælpe sig med at gøre verden bedre.
Karla Andersen,
pensioneret folkeskolelærer,
Sofiegade 13, Nykøbing F