Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debatinterview

Jordemoder om fertilitetsbehandling: Vi skal ikke gøre alt, bare fordi vi kan

Af hensyn til både barnets, moderens og samfundets helbred er jordemoder Lillian Bondo ikke tilhænger af, at 50-årige danske kvinder skal have adgang til fertilitetsbehandling. Nogle gange er det okay at rette sig efter naturen, påpeger hun. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det bliver for tiden diskuteret, om aldergrænsen for fertilitetsbehandling skal sættes op, men det vil blot skabe incitament til at vente længere, påpeger jordemoder Lillian Bondo

Lillian Bondo, i dag er aldersgrænsen for fertilitetsbehandling på 45 år. Du mener ikke, aldersgrænsen skal sættes op. Hvorfor ikke?

”Jeg synes, det er passende, at grænsen for fertilitetsbehandling ligger der, hvor man i den bredeste almindelighed ikke længere spontant kan få børn. Der er selvfølgelig kvinder, der bliver spontant gravide efter de 45 år. Men at behandle sig til det, med de afledte effekter, det kan have på både kvindekroppen og på fostret, det er et andet spørgsmål. Og der er jeg tilbøjelig til at holde fast i de nuværende aldersgrænser.”

Men er det ikke op til den enkelte kvinde selv at vurdere, om hun vil udsætte sin krop for fertilitetsbehandlingen?

”Det er fint, at kvinder har valgmuligheder. Men jeg finder, at de skal være bæredygtige og etisk forsvarlige. Jeg synes, man overskrider de grænser ved at jagte valgmulighederne så langt, som nogle debattører har lagt op til, nemlig ingen aldersgrænse overhovedet. Og hvis kvinder hinsides den gennemsnit-lige seneste reproduktionsalder kan blive ved med at få hjælp til at få børn, kan det også skabe incitament til at vente med at undfange, mens man faktisk kan.”

”Vi ved, at mange yngre mennesker mener, at det med at få børn kan skydes ud i det uvisse, fordi man alligevel altid kan få hjælp. I nogle lande opmuntrer visse store virksomheder til, at unge kvinder fryser æg ned, så de kan udskyde familiedannelsen. Så kan de altid tø æggene op igen, når de får tid – men ikke længere har gode æg indenbords. Nogle mener, at vi bør gøre det samme i Danmark, men jeg vil da meget hellere opfordre til, at vi bygger et samfund op, hvor man faktisk får børn, mens man kan, og hvor karrieren ikke skal tvinge nogen til at vente for længe. Vi skal lade være med at skabe flere problemer, end vi forvejen har i dette samfund.”

Staten skal ikke altså ikke skabe incitamenter til at vente, men hvad med behandling i den private sektor? Er det ikke op til folk selv, når det er deres egne penge, det handler om?

”Igen så synes jeg, at der er nogle hensyn til både kvindekroppen og til forældrenes alder i forhold til barnet, som man må forholde sig til. Hensynet til at få børn, mens man stadig har tid til at se dem vokse op. Og hensynet til, at der også er en rask bedsteforældregeneration til børnene. Ja, vi bliver ældre, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi får flere raske år.”

”Generelt burde vi i højere grad tage udgangspunkt i det, som kan lade sig gøre naturligt, og bakke det op, i stedet for det, som vi med hiv og sving kan få til at ske.”

”Nogle påpeger så, at det ikke er noget argument i sig selv, at vi bør rette os efter naturen i denne sammenhæng, da vi alligevel ikke retter os efter naturen i andre sammenhænge. Men der er jeg nok af den holdning, at det burde vi gøre en gang imellem. Jeg er heller ikke tilhænger af, at vi gør alt for at forlænge livet. Jeg tror for eksempel ikke selv, jeg har lyst til at kæmpe hårdt for at nå de 100 år. Skal vi gøre alt, bare fordi vi måske kan? Det synes jeg ikke.”

Er det ikke problematisk, hvis der opstår en social skævhed i, at nogle kvinder over 45 år har mulighed for at rejse til udlandet, hvor man lovligt kan få foretaget fertilitetsbehandlingen?

”Jo, selvfølgelig – og det kan også være et problem, at folk køber sig til hjælp i lande, hvor behandlingen er grovere og mindre skånsom for kroppen. Men den diskussion har vi haft herhjemme på så mange planer: Hvis det kan lade sig gøre i udlandet, skal vi så tilbyde at gøre det herhjemme på en sikrere måde? Jeg mener, at vi må starte med at vælge, hvad vi selv synes er ret. Og så må vi derfra vurdere, om det, som man kan få gjort i andre lande, bør få indflydelse.”