Journalist-barnebarn fortæller tragisk familiehistorie på P1. Men journalistens personlige tilknytning er ingen udelt fordel

Journalist Sofie Tholl opruller sin tragiske familiehistorie i P1’s podcast ”Mord i kultureliten”

Arkitekt, revyforfatter og samfundskritiker Poul Henningen var en nøglefigur i den kulturradikale elite i fra 1930’erne til sin død i 1967. I denne kreds blev der brudt tabuer på stribe - dog ikke det tabu, der omgav sorgen og tragedien i et uhyggeligt dr
Arkitekt, revyforfatter og samfundskritiker Poul Henningen var en nøglefigur i den kulturradikale elite i fra 1930’erne til sin død i 1967. I denne kreds blev der brudt tabuer på stribe - dog ikke det tabu, der omgav sorgen og tragedien i et uhyggeligt dr. Foto: Olaf Ibsen/Ritzau Scanpix.

Der er et markant misforhold mellem de glade melodier, der danner lydkulisse, og selve den grumme beretning om drabet på to små drenge i oktober 1953. Morderen var far til den ene af drengene, og drengenes mor var sangerinden Tove Kemp, mormor til journalist Sofie Tholl, som opruller den tragiske historie i P1’s podcast ”Mord i kultureliten”.

Der er absolut intet celebert over drabet på de to drenge, men både morderen og moderen var børn af personer i kredsen omkring Poul Henningsen, tidens kulturradikale elite. ”Kredsen”, som de kalder sig selv. Det vrimler med berømte bipersoner i historien: forfatteren Mogens Lorentzen, arkitekten Verner Panton, forfatteren Suzanne Brøgger, politikeren Hartvig Frisch, komponisten Bernhard Christensen – og flere til.

Podcasten giver en passant et indblik i den gode smags og de rigtige meningers tyranni. Det var en kreds, hvor en pige ikke måtte gå klædt som de andre børn, men skulle gå i ”det rigtige”. I dette tilfælde ikke tylsskørter, der blev betegnet som ”ren Greve Strand”, hvilket ikke var venligt ment.

Misforholdet mellem de muntre melodier af typen ”Kys det hele fra mig” og mordet på de to drenge er en del af pointen i serien. ”Mord i kultureliten” handler nemlig om tabuisering af sorg, om manglen på en sorgkultur. Man tav og forsøgte at distrahere sorgen væk.

Efter drabene tog børnenes mor med sin mor og stedfar, Inger og Poul Henningsen, på tre ugers ferie i Italien, og da de kom hjem, blev der sunget, spillet og festet. Man talte ikke om drabet, hvilket formentlig ikke var særegent for 1950’erne, men der er et absurd misforhold mellem tabuet og den kulturradikale inderkreds, som anså sig selv for avantgarde, kendte til Freud og psykoanalysen og i øvrigt brød andre tabuer offentligt.

Suzanne Brøgger kalder det et miljø, der ”insisterede på munterheden”, og som derfor også befordrede fortrængningen. Det er svært at kombinere det muntre kulturradikale miljø med tragedien. Den blev fortrængt og fik sit eget liv som en understrøm. Brøgger erindrer om, at det tager tre generationer at komme over en tragedie: I den første generation er det tabu, og heller ikke anden generation taler om tragedien for ikke at såre dem, der oplevede den. Opgaven for tredje generation er at rydde op og få historien fortalt.

Det er netop det, journalisten Sofie Tholl gør med ”Mord i kulissen”. Rydder op og fortæller historien efter flere års research. Det helt konkrete udbytte af historien er, at der indfinder sig en forståelse og et element af forsoning over forholdet mellem generationerne: Den afdøde Tove Kemp, der mistede sine to drenge, og hendes datter, journalistens mor.

For lytteren er det dog ingen udelt fordel, at fortællingen rulles op af et barnebarn. Familierelationerne bliver svære at holde styr på og bringer indimellem mere slør i historien, end de beriger den. Podcasten er absolut lytteværdig, men en mere fast redaktørhånd ville have gjort en stærk fortælling endnu stærkere.

Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.