Journalist og tidligere elev på Herlufsholm: Fravær af fakta i TV 2-dokumentar er påfaldende

TV 2-dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder" er fyldt med ord som “flere”, “en række”, “størstedelen” og “langt de fleste”. Upræcise angivelser, der vækker mistanke om manipulation, skriver dagens kronikør

Dokumentaren "Herlufholms hemmeligheder", der blev vist på TV 2 for nylig, mangler fakta, skriver kronikør, der har gået på kostskolen.
Dokumentaren "Herlufholms hemmeligheder", der blev vist på TV 2 for nylig, mangler fakta, skriver kronikør, der har gået på kostskolen. Foto: TV 2/Pressefoto.

Ved De, kære læser, hvor mange og hvor ofte overgreb er blevet begået på Herlufsholm gennem de sidste tyve-tredive år?

Ifølge TV2's dokumentar, “Herlufsholms hemmeligheder,” som gennem de sidste to uger har udløst statsministerens fordømmelse og politiske krav om skolens lukning, hersker en volds- og overgrebskultur på kostskolen lidt uden for Næstved.

Men fraværet af konkrete oplysninger, altså fakta, som kan tjekkes, er i min optik påfaldende. Når en TV-dokumentar pådutter en institution en så voldsom etikette som “volds- og overgrebskultur,” skal der solid dokumentation til.

Indledningsvis må jeg understrege, at jeg, som vel de fleste, blev chokeret over især historierne om overgreb på en elev, der blev bundet, trukket ud under en bruser og filmet undervejs. Også beretningerne om elever, der på sovesalen fik fingre stukket op bagi, var forfærdelige. Jeg tvivler ikke på, at de overgreb har fundet sted.

Men mit ærinde her gælder påstanden om eksistensen af en volds- og overgrebskultur på Herlufsholm. Har produktionsselskabet bag TV2-udsendelsen, Dokumentarkompagniet fra Aarhus, gjort hvad de kunne for at oplyse seerne om fakta? Eller har de snarere tilsløret fakta for at kunne opbygge et billede af en giftig kultur på skolen?

Lad os se nærmere på påstandene:

Centralt i dokumentaren er vidneudsagn fra “næsten 50” tidligere elever, som har fortalt om deres erfaringer. Hvorfor ikke skrive præcist, hvor mange Dokumentarkompagniet har talt med? Vi får at vide, at “en del” har fortalt om gode erfaringer på Herlufsholm, mens “størstedelen” er kritiske over for kulturen. Hvorfor får vi ikke at vide, hvor mange “størstedelen” er? Er kritikerne flere end 25? Og hvad handler kritikken om? Hvor mange fortæller om vold og andre konkrete overgreb?

Også centralt står “mobbeforskeren” Helle Rabøl, Hun er både jurist og ph.d. og altså trænet i systematisk behandling af fakta. Alligevel er hendes oplysninger præget af fravær af fakta. Vi får at vide, at Helle Rabøl har modtaget “flere” henvendelser om mobning på Herlufsholm. Hvor mange? Vi får dernæst at vide, at der er tale om “drypvise henvendelser over 20 år.” Er dét nok til at klistre mobbekultur-etiketten på Herlufsholm?

Senere i udsendelsen udvider hun sin påstand til at omfatte et større antal henvendelser. Helle Rabøl har “gennem en årrække modtaget en lang række henvendelser om mistrivsel” på Herlufsholm.

Jeg ville have forventet, at en forsker skriver den slags henvendelser ind i en logbog, som gør det muligt at tælle op og eventuelt undersøge henvendelserne nærmere efterfølgende. Men noget antal og en beskrivelse får vi ikke.

Dokumentaren oplyser, at der er indgivet “en række” anmeldelser om voldtægt i 2006, 2016, 2017 og 2018. Når Dokumentarkompagniet kender årstallene, burde man kunne oplyse, hvor mange anmeldelser der er tale om, og hvorvidt anmeldelserne har ført til sigtelser, tiltale og dom. Hvorfor får vi ikke de informationer? Kun får vi at vide, at et overgreb på en dreng tidligere i år har ført til en dom for voldtægt, som nu er anket til landsretten.

Dokumentaren er fyldt med ord som “flere”, “en række”, “størstedelen” og “langt de fleste”. Fluffy angivelser, der hos mig vækker mistanke om manipulation. Grove påstande, baseret på “en række” og “flere” tilfælde havde ikke været tilstrækkelig dokumentation for noget som helst på en seriøs avisredaktion.

Dokumentaren indeholder desuden en række andre oplysninger, som er direkte forkerte. Tag blot en af de tidligere elevers påstand om, at “mange” sovesalslærere på Herlufsholm er tidligere elever. Meningen er, tror jeg, at sandsynliggøre, at skolens betroede sovesalslærere er del af et broderskab, som vender ryggen til overgreb på drengene i deres varetægt. Hvis en sovesalslærer er tidligere elev, er han i hvert fald blind for uhyrligheder, må vi tro.

Sagen er blot, at i 2022 er kun en enkelt ud af de 12 sovesalslærere tidligere elev. Gennem de sidste 30 år har kun 3 af de skiftende sovesalslærere ifølge mine oplysninger en fortid som elev på Herlufsholm. Det kunne Dokumentarkompagniet formentlig have fået at vide, hvis de havde spurgt.

En anden elev fremsætter en påstand om, at Herlufsholms ledelse ikke skiller sig af med elever, der alvorligt forbryder sig mod andre elever eller mod skolens regler, fordi deres “rige forældre” støtter en “Herluf-fond”. Den oplysning undrer mig.

Som gammelherlovianer kender jeg til Herlovianersamfundets legater, som typisk støtter elever med hel eller delvis nedsættelse af skolepengene. Herlovianersamfundet består af tidligere elever, som betaler et kontingent på 400 kroner årligt for blandt andet at modtage et blad med nyt om og fra skolen. Men skulle en sådan “Herluf-fond” eksistere med store bidrag fra rige forældre, burde Dokumentarkompagniet have fortalt mere om det. Eller, hvis “Herluf-fonden” blot er en myte, have oplyst det. Hvorfor lod man den påstand passere utjekket?

Dokumentaren citerer den tidligere elev, kunstneren Kristian von Hornsleth, for udtalelser fremsat i 2015. Hornsleth, der var elev i 1980'erne, fortalte Se&Hør, at han var “meget glad for den lærdom, jeg fik omkring, hvor modbydelige mennesker kan være mod hinanden.” Efterfølgende har Hornsleth forklaret, at udtalelserne i 2015 var ment som en provokation. I dag går Hornsleths egen datter på skolen, som hun ifølge faderen er meget begejstret for. Det kunne Dokumentarkompagniet have fundet ud af, hvis de havde spurgt.

Varedeklarationer på de medvirkende var, for nu at sige det pænt, mangelfulde. En tidligere elev, Kasper Fogh Hansen, der gik på skolen i begyndelsen af 1990'erne, kritiserede i brede vendinger, at ældre elever havde et “hierarki af straffe,” som de kunne anvende over de yngre. Skyldtes kritikken konkrete overgreb, eller var kritikken også funderet i en ideologisk modvilje mod privatskolen Herlufsholm?

Kasper Fogh Hansen er blandt andet tidligere særlig rådgiver for tidligere kulturminister Joy Mogensen og tidligere kommunikationschef for den venstreorienterede tænketank Cevea. I dagbladet Politiken blev han i august 2019 præsenteret som “glødende socialdemokrat.”

Men min virkelige anke i historien om Herlufsholm retter sig ikke mod et produktionsselskab, som har behov for at tjene penge. Min kritik gælder mest af alt de medier, som gerne omtaler sig som “publicistiske” - altså drevet af et højere formål om at oplyse og ikke vildlede. Hvor har de gemt kildekritikken i historien om Herlufsholm? Er fakta-tjekkerne gået på tidlig sommerferie? Eller var historien bare for god til at tåle et tjek?

Kun Politikens mediekommentator, Jacob Mollerup, har rejst et advarselssignal. I sin mediekommentar den 11. maj skriver Mollerup blandt andet: “Når man i ’Aftenshowet’ på DR 1 har en hofreporter fra B.T. til at fortælle, hvad kronprinsparret (hvis ældste søn, prins Christian, er elev på Herlufsholm) nu bør gøre, så ved man, at sagen er kørt af sporet. Sammen med tv-hold uden for skolen er det tegn på, at der mangler stopklodser i nyhedsmaskinen. Og at den fodrer den hellige forargelse, der nu gør, at også almindelige elever på skolen udsættes for urimelige kommentarer.”

Forleden, da Herlufsholms konfirmander skulle konfirmeres, holdt en patruljevogn på en sidevej, klar til at gribe ind, hvis den verbale chikane og spytteri mod eleverne skulle tage skridtet videre til fysisk chikane.

Sådan kan det gå, når både Herlufsholms ledelse og mediernes chefer har forsømt deres pligter. På Herlufsholm har man åbenlyst ikke magtet at hindre konkrete overgreb på betroede børn. På redaktionerne har man givet medløb til et forargelsens amokløb, som savner sidestykke.

Og nu svaret på mit indledende spørgsmål om antallet af overgreb på Herlufsholm i de sidste tredive år: Jeg aner det heller ikke. Ikke engang cirka eller omkring et eller andet antal. Men vi kan nok alle enes om, at ethvert overgreb på børn er ét for mange.