Journalist på avisen om sin afdøde mor: Alt det, du nåede at give – og det, du ikke nåede

For 20 år siden døde journalist Jens Haags mor, da han var ni år. Dengang skrev hun, kort før hun døde, en tekst om alt det, hun nåede, og alt det, hun ikke nåede. Her skriver han om det, hun nåede at give, og det, han ikke nåede at give igen

"Jeg er taknemmelig for alt, du nåede at give mig og ubærligt, sanseløst rasende og utrøstelig over alt, du ikke nåede at give, og som jeg ikke nåede at give igen," skriver Jens Haag.
"Jeg er taknemmelig for alt, du nåede at give mig og ubærligt, sanseløst rasende og utrøstelig over alt, du ikke nåede at give, og som jeg ikke nåede at give igen," skriver Jens Haag. Foto: Pia Hansen/BAM/Ritzau Scanpix

Du døde for 20 år siden i dag.

Vi var til en fodboldkamp en aften, et halvt år forinden, din søster, min moster, spillede. Du fik det dårligt, jeg har aldrig set nogen køre så hurtigt, som min far gjorde på turen hjem. Jeg sad frygtsomt med min søster på bagsædet, mens han skiftevis så panisk på dig og på vejen.

Lægen kom, og min far løj for mig bagefter og sagde, at det nok skulle gå, nu fik du noget medicin, og det skulle nok gå. Jeg gik ud og løj for min lillesøster, nu fik du noget medicin, og det skulle nok gå, og næste dag tog jeg i skole med et brev til mine lærere, som jeg læste i bussen, hvor der stod, at du havde et halvt år tilbage at leve i.

Du gav mig troen på, at Gud blev menneske, at han ved, hvordan og hvorfor vi lider, (...) at vi aldrig går alene gennem livet, og at kærligheden er det første og det sidste, guddommelig, uendelig og ubrydelig.

Jens Haag

Svulsten i din hjerne voksede i takt med efterårsmørket, indtil du ikke kunne huske mig længere, og en dag i november sagde vi farvel til din krop, som gispede efter vejret, indtil den ikke gjorde længere, og vi iklædte dig din brune skindjakke og lagde dig i kisten. Du gav mig troen på, at Gud blev menneske, at han ved, hvordan og hvorfor vi lider, visheden om, at hvis vi deler brød og fisk, så er der nok til alle og for evigt, at vi aldrig går alene gennem livet, og at kærligheden er det første og det sidste, guddommelig, uendelig og ubrydelig.

Jeg husker mest begravelsen som en sværm af alvorlige ansigter og en alt for stor bevidsthed om, at noget var gået i stykker i verden eller inden i mig.

Før du døde, skrev du en liste over alle de ting, du nåede og, mest, alle de ting, du ikke nåede. Jeg kan ikke lade være med, nu, 20 år senere, at tænke på de ting, du nåede at give mig, og alle de ting, du ikke nåede at give mig, så nu skriver jeg dem ned.

Hvad du nåede at give mig:

Du gav mig Astrid Lindgren, den sælsomme melankoli i ”Brødrene Løvehjerte”, som du læste højt for os, da du vidste, du skulle dø. Du gav mig bøger, og du gav mig glæden ved at læse, et utal af forunderlige verdener og evnen til at forsvinde ind i dem og komme styrket tilbage.

Du gav mig en kristentro, som voksede frem i dig, mens kemoterapien og operationerne tog af din krop. Du gav mig troen på, at Gud blev menneske, at han ved, hvordan og hvorfor vi lider, visheden om, at hvis vi deler brød og fisk, så er der nok til alle og for evigt, at vi aldrig går alene gennem livet, og at kærligheden er det første og det sidste, guddommelig, uendelig og ubrydelig.

Du gav mig en rødglødende harme over uretfærdighed, min moster siger, hun ser dig i mig, når jeg raser og taler højt og råbende.

Du gav mig min mærkelige måde at stave til majonæse, du gav mig Lars Lilholt og Kim Larsen og ”Regnvejrsdag i november” og hele Højskolesangbogen.

Du gav mig alt, du kunne, da du kunne, du gav mig breve og bøger og en urokkelig tro på, at du elskede mig, og at jeg er værd at elske.

Du gav mig Karlsvognen, på hvis nederste stjerne, du sidder og ser mig og alt, som er mig.

Hvad du ikke nåede at give mig:

Du nåede ikke at give mig familieopskrifterne eller historierne om, hvad du gjorde som ung.

Du nåede aldrig at give mig smældende skældud, fordi jeg begyndte at ryge eller måtte gå op i fuldt pensum i gymnasiet, fordi mit fravær var enormt.

Du nåede ikke at give mig tomatsuppe og trøst, når mit hjerte uundgåeligt blev knust, og mine tårer gjorde tæpperne våde i den grønne sofa, du og min far købte, og som nu står i min lejlighed med ølpletter og 25 års slid.

Du nåede aldrig at give mig familieopskriften på frikadeller eller dine holdninger til den verden, som findes nu, og som jeg lever i.

Du nåede aldrig at give mig dig selv som et voksent menneske, jeg kunne stå over for som et andet voksent menneske.

Jeg kan aldrig introducere dig for min kæreste, mine bedste venner, alle dem, jeg har valgt at elske. Hvor du skulle være, er der et tomrum, et vakuum med fjerne brudstykker af ting, som var dig. En håndfuld fotos, anekdoter, forsikringer om, at du var god og kærlig og et helt menneske.

Hvad jeg ikke nåede at give dig:

Jeg kan slet ikke være i mig selv for alle de ting, jeg ikke nåede at give dig.

Jeg nåede ikke at give dig tak for, at du gav mig livet. Jeg nåede ikke at give dig teenagerod og kærlighed og hengivenhed. Jeg nåede ikke at give dig det, du skrev om på din liste, glæden over at blive gammel og få børnebørn og være rævestolt og grå. Jeg nåede aldrig at give dig ordene ”jeg elsker dig” fra det menneske, jeg er nu.

Jeg nåede aldrig at give alt det vrøvl og brok, børn skal give deres forældre, jeg nåede ikke at give dig kram og boganbefalinger og ønsker om råd og tanker og ord.

I stedet for dig har jeg en sorg, der er som et træ, lynet har slået ned i og forladt igen, en stub med ulmende, røde gløder og en brændende smerte, som er skjult i regnen og blæsten og skoven.

Jeg er taknemmelig for alt, du nåede at give mig og ubærligt, sanseløst rasende og utrøstelig over alt, du ikke nåede at give, og som jeg ikke nåede at give igen.