Journalistikkens troværdighed og etik

KOMMENTAR: Der kan selvfølglig sættes spørgsmålstegn ved troværdigheden hos journalister fra u-landsorganisationer, men alternativet er tvivlsom »faldskærmsjournalistik«, hvor journalister uden lokalkendskab dumpes lige ned i en katastrofe

Kristeligt Dagblad bragte for nylig en artikel af Karin Dahl Hansen, hvor Hjalte Tim fra Dansk Udenrigspolitisk Institut og professor Hans-Henrik Holm fra Danmarks Journalisthøjskole stiller spørgsmålstegn ved det betimelige i, at en »U-landsorganisation sætter dagsorden for katastrofe-dækning«. Hans-Henrik Holm er blandt andet citeret for at sige følgende: »Når en journalist, ansat af Ibis, skriver om Mozambique, kommer der jo ikke kritik af Ibis. Der er tale om et partsindlæg, og det skal læserne være opmærksomme på«. Det har han principielt fuldstændig ret i, men i denne sammenhæng fremstår det som en mere eller mindre suspekt handling, at undertegnede sammen med kollega Ulla Hauer har leveret stof til en del danske medier. Tillad mig derfor at komme med et par enkelte væsentlige oplysninger: n Der har været klar afsender på alle artikler, så ingen har været i tvivl om, at stoffet er kommet fra organisations-ansatte journalister. n U-landsorganisationen Ibis har ikke, som udtrykt af Hjalte Tim, »været god til at få historien i aviserne«. Det er redaktionerne i København, der har bedt os om stof og ikke omvendt. n Vi har bestræbt os på at give så objektiv en dækning som overhovedet muligt, og der har ikke været nævnt ét eneste ord om vores projekter, der i øvrigt ligger flere tusinde kilometer fra de oversvømmede områder. n Ibis er ingen nødhjælpsorganisation, men en bistandsorganisation, der arbejder med udvikling på længere sigt. Vi har derfor ingen egen-interesse i størrelsen af den indsamlede nødhjælp. n Ibis' hovedkontor i København har ikke på nogen måde »kontrolleret« eller »godkendt« vores artikler for at checke, om de nu også var politisk korrekte. n Politiske budskaber fra Ibis om gældslettelse m.v. er udsendt som pressemeddelelser fra vores hovedkontor i København, og de har ikke været blandet ind i dækningen hernede fra. Skæg for sig og snot for sig. Det grundlæggende spørgsmål er så, om man - selv når ovenstående principper overholdes - overhovedet kan stole på sådan nogen som mig, der har solgt deres sjæl til en organisation for en periode på to år? De foregående 18 år som journalist på bl.a. Politiken, Københavns Radio, Radioavisen og TV-Avisen har jeg vist nok haft ry for at være ganske troværdig og seriøs, men har jeg mistet min troværdighed ved at blive udsendt af Ibis? Det kan da godt være, at jeg har, selv om jeg ikke selv synes det. Men jeg vil godt spørge, hvad alternativet er, hvis der skal være en seriøs dækning fra udviklingslandene. De er jo ikke godt stof i ret mange danske medier, og der afsættes praktisk talt ikke ressourcer til f.eks. dækningen af Afrika. Når der endelig skrives om Afrika, er det som regel udelukkende i forbindelse med katastrofer, og så er der oftest tale om det, jeg plejer at kalde faldskærmsjournalistik: Ind med fly fra København og ekspert på hvad som helst to timer senere. Som regel består denne ekspertise i, at man skriver af fra de nyhedstelegrammer, som redaktionen hjemme i København har sørget for at fremsende per fax til hotellet i hovedstaden i Unga-Bunga-Land. Der bliver lavet uhyggelig meget af denne type journalistik, hvor det først og fremmest handler om at »have vores egen mand på stedet«, og det er i mine øjne rent bedrag over for læsere, lyttere og seere. Et bedrag, som for eksempel CNN mestrer til perfektion, men som også dyrkes flittigt af danske udlandsredaktioner, der jævnligt får beskåret budgetterne, og derfor ikke har andre alternativer. Man kan også med god ret spørge om uafhængigheden hos de kolleger, der udelukkende kommer frem til katastrofeområderne, fordi de får et lift med et nødhjælpsfly eller en helikopter. Mit spørgsmål er så, hvad der er det mindste onde: Faldskærms-journalisterne eller organisations-lakajer som undertegnede? Jeg ved i hvert fald med mig selv og min samvittighed, at jeg har kunnet levere et mere gennemarbejdet og troværdigt materiale end de mange tilrejsende kolleger fra alverdens nyhedsbureauer, aviser og tv-stationer. De har nemlig ikke haft en chance for at lære landet at kende, før de skulle levere deres stof. Og jeg er også i Mozambique om to måneder, når vi skal se, om al den meget hjælp fra udlandet nu også er blevet brugt på den rigtige måde. Og jeg skriver gerne om dette til både Kristeligt Dagblad og andre danske medier, hvis der ellers er interesse for det til den tid. Jeg vil oven i købet prøve at gøre det både hæderligt og objektivt. Tro mig eller lad være. Per Østerlund journalist, U-landsorganisationen Ibis, Mozambique