Vi er gået ind i julefrokosternes tid. Det er tiden for overskridelser af grænser og overdrivelser af mad- og alkoholindtag, og det er der en tiltrækning i. Særligt er det godt nyt for den type af mennesker, der i overskridelsen af samfundets småborgerlige normer ser muligheden for dyb indsigt og et intenst liv.
Når en sådan karaktér skal argumentere for, at overskridelser – til julefrokoster eller andetsteds – bør anses som det højeste livsprincip, citerer han gerne og som regel kontekstløst den engelske mystiker William Blakes slogan: ”The road of excess leads to the palace of wisdom.” Overskridelsens vej fører til visdommens palads – fra digtsamlingen ”Proverbs of Hell”. Den blev skrevet i 1789 under, naturligvis, den franske revolution, hvis blodige og bevidste essens præcis var en uhørt brutal overskridelse af samtlige borgerlige principper.
Digtet rummer tilmed en linje, der afslører, at end ikke den hypersensitive Blake anede, hvilken mennesketype det moralsk frisatte forbrugssamfund 200 år senere ville resultere i: ”You never know what is enough unless you know what is more than enough.”
Blake forestiller sig helt korrekt for sin samtid, at ”det gode” – berømmelse, skønhed, mad, juleøl, sex, yoga, bjergcykling, skærmtid og ”Ramasjang” – taget i for store kvantiteter vil ændre sin kvalitet og blive dårligt.
Det er sandt nok, men, kære digter, vores problem er et andet, hvilket årets julefrokoster igen vil dokumentere: Vi kan ikke længere identificere det punkt, hvor dette sker.
Vi ved ikke, hvornår vi har fået mere end nok. Vi bliver bare ved. Det er nemlig i sig selv en kvalitet at vide, hvornår nok er nok, men vi kan, for at blive i nutidens utålelige jargon, ikke ”mærke” dette punkt. Hvor William Blake bliver vis, bliver vi derfor blot fulde, fede og frigide.
Vi, der efterfulgte Blake, har måttet indse, at så snart man opgiver at lade et samfund orientere sig efter begrænsninger og (små-)borgerlige normer, rodfæstet i vores tilfælde i Moseloven og Jyske Lov, så falder forestillingen om asketisk selvbegrænsning og den tidskrævende forløsning gennem åndeligt arbejde – det, som Freud kaldte sublimering – uvægerligt bort.
Herefter kan civilisationen ikke længere tilføres de kvaliteter af kunstnerisk, intellektuel eller religiøs art, der gør samme civilisation i stand til at overskride sig selv og, netop ved at gå ud over dens nuværende niveau, at blive stærkere.
Nok kan vi i dag ganske udmærket og i munter flok praktisere lovens overskridelse, men vi når ikke det mål, Blake sætter op: at erkende, hvornår nok er nok, og dér, idet vi standser op, føle lovens klippefasthed og se dens vertikale landemærke rejse sig foran os.
Imidlertid behøver man ikke at være et narkotiseret ringvrag af en rockstjerne eller en alkoholiseret rest af en forfatter for at indse, hvorfor Blakes samling af slogans måtte udkomme under titlen ”Ordsprog fra Helvede”. Overskridelser er farlige. Det er derfor, der findes forbud imod dem.
Kun ét sted er farligere, nemlig det sted, hvor loven selv er blevet forbudt, og der kun findes overskridelsens ethos . Dette sted er næppe i moderne tid beskrevet mere rædselsvækkende end i Pier Paolo Pasolinis film fra 1975, ”Salò eller de 120 dage i Sodoma”, hvor en gruppe italienske fascister under krigen lever i en moderne udgave af Det Gamle Testamentes Sodoma og Gomorra, i hvilken de i 120 nætter og dage torturerer og voldtager en kidnappet gruppe af teenagere systematisk. Selv klarede jeg 96 af filmens 116 uudholdelige minutter, så forlod jeg biografen.
Ved premieren i 1975 blev filmen mødt med totalforbud i Italien. På en måde forstod den italienske censur faktisk filmens budskab, idet censuren på stedet genindførte loven som forbud, i stedet for, som fascismen, at omskabe loven til at legitimere mesterracens overskridelse af enhver hellig lov.
Det 20. århundredes moralske katastrofer til trods mener nutidens grænseoverskridende personligheder stadig, at pointen med loven er at overskride den, at autoriteter er til for at blive ”udfordret”, og at overleveret mening nødvendigvis trumfes af ”din” mening, simpelthen fordi den er din.
Med eller uden William Blakes poetiske antrit har disse karakterer med deres evangelium om normoverskridelse, selvrealisering og den indre følelse som sandhedens prøvesten prisgivet de normer og det samfund, de egentlig skylder alt.
Hvis vi modsat kunne begrænse norm-overskridelser til netop julefrokost og festivitas, og være småborgere resten af tiden, ville vi have taget et vigtigt skridt i retning af at redde civilisationen.
Så gør som jeg: Gå glad og fro til julefrokost, og læs dette essay højt som et bidrag til festlighederne.
Det skal nok blive sjovt.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.