Bløde, barske og biskoppelige julekalendere

Mest debat står der typisk om fjernsynets julekalender. For kan julen være noget, vi deler, når vi i stigende grad ikke deler religion og livssyn?

Så er der den barske julekalender i form af ”Den Anden Verden”. Her er der snavende teenagere, og de gamle folkeeventyr fremstilles så uhyggelige, som de også er.
Så er der den barske julekalender i form af ”Den Anden Verden”. Her er der snavende teenagere, og de gamle folkeeventyr fremstilles så uhyggelige, som de også er. . Foto: Jesper Tøffner/DR Presse.

Det er december og tid for julekalendere. Julekalendere kommer i flere varianter. Der er pakke- og chokoladekalendere, lågekalendere og selvfølgelig dem på radio og fjernsyn.

Mest debat står der typisk om fjernsynets julekalender. Vi har så mange kanaler, og familien Danmark er ikke længere henvist til de samme programmer, men midt i fjensynsfragmentation og digital mangfoldighed er julekalenderne en slags undtagelse.

De fleste af os har i hvert fald set noget af julekalenderne, og det er ofte alt nok til at danne os en mening. Det er også de færreste tv-programmer, som behandles på lederplan i Kristeligt Dagblad, sådan som det var tilfældet med ”Den anden verden” den 14. december. Er det mon, fordi julekalenderne er et billede på julens nationale tilstand? Trods al snak om julefred, kan der også kæmpes kulturkampe om julen. Kan julen være noget, vi deler, når vi i stigende grad ikke deler religion og livssyn?

Den bløde julekalender må være ”Ludvig og Julemanden”. Der er søde børn og smukke omgivelser, og julemanden i Lars Hjorthøjs skikkelse er lettere fåret og blid som et lam. Der er imidlertid også spøgelser på Børglum Kloster. Nogle er sympatiske, mens julefredsforstyrreren blandt gengangerne er den nederdrægtige biskop Stygge Krumpen. En biskop som overskurk? Er der et anti-klerikalt drag i ”Ludvig og Julemanden”? Så vidt vides er der nu ikke indløbet klager fra bispekollegiet, hverken i 2011, da ”Ludvig og Julemanden” for første gang løb over skærmen, eller dette år, så Stygge Krumpen har åbenbart ikke været et slag i fløjsmaverne.

Men selvom ”Ludvig og Julemanden” er hård ved den højere gejstlighed, har julekalenderen skam meget godt at sige om Jomfru Maria og Helligånden. Marias krone, som det gælder om at samle, beskrives således som ”et relikvie med ufattelige kræfter”, der kan tilkalde ”selveste Helligånden”. Ånden, som ellers blæser, hvorhen den vil, knyttes til en krone, der giver associationer til den romersk-katolske tale om Maria som himmeldronningen. Er ”Ludvig og Julemanden” snarere kryptokatolsk?

Så er der den barske julekalender i form af ”Den Anden Verden”. Her er der snavende teenagere, og de gamle folkeeventyr fremstilles så uhyggelige, som de også er. Som dreng var jeg særligt bange for hekse, fordi jeg i min barnlige enfold ikke kunne forbinde kvindekønnet med det onde – den opfattelse har jeg siden fået lejlighed til at revidere – men ikke desto mindre føltes forne tiders gys, da heksen talte om at gyldenstege sine ofre. Kirkens folk er fraværende i ”Den Anden Verden”, men det er synden sandelig ikke.

Til slut er der ”Bispens julekalender”, som lever en mere hengemt tilværelse på dk4. Her fortalte Haderslev-biskoppen Marianne Christiansen om markens hyrder og mindede om, at Gud ikke kun er menneskenes Gud uden dog at sige, at man kan få hunde med sig ind i himlen. Marianne Christiansen er ikke just nogen Stygge Krumpen, som spreder frygt omkring sig, men derfor kunne hun nu godt have nævnt hyrdernes gudsfrygt.

Jesper Bacher er sognepræst.