Præster: Den evige stræben efter effektivisering nedbryder vores naturlige livsmønstre

Der er noget, vi har tabt, som vi længes imod. Men i os har vi en gnist af noget ægte og naturligt – og måske også lidt magisk – som kan føre os tilbage til det, der var. Til verden, som den var engang, og som den burde være, skriver præsterne Nana Hauge og Merete Bøye, der ser en kritik af det moderne samfund i DR's julekalender "Snefald"

Årets julekalender på DR 1 handler om den lille forældreløse Selma, der længes væk fra sin dystopiske samtid. Hun bor i et gråt, firkantet boligbyggeri med sin tilknappede plejemor Ruth. Gennem en portal finder hun nisselandsbyen Snefald, hvor der inde i husene – og hjerterne – er varmt og rødt og magisk. Der findes ikke penge, og folk arbejder med det, der falder dem naturligt. Er der noget, vores tid ikke kan fordrage, er det et sted som Snefald, mener to præster. –
Årets julekalender på DR 1 handler om den lille forældreløse Selma, der længes væk fra sin dystopiske samtid. Hun bor i et gråt, firkantet boligbyggeri med sin tilknappede plejemor Ruth. Gennem en portal finder hun nisselandsbyen Snefald, hvor der inde i husene – og hjerterne – er varmt og rødt og magisk. Der findes ikke penge, og folk arbejder med det, der falder dem naturligt. Er der noget, vores tid ikke kan fordrage, er det et sted som Snefald, mener to præster. – . Foto: NRK/DR.

LÆNGES DU VÆK fra det store og tomme og grå? Sådan begynder sangen, der spilles under rulleteksterne til den norske julekalender ”Snefald”, som sendes på DR 1 for tiden. Inden i dig brænder en stjerne så stærk og klar. I den skal du finde tilbage til det, der var.

Kritikken af det moderne samfund er til at tage og føle på: Der er noget, vi har tabt, som vi længes imod, væk fra det store og tomme og grå. Men i sig har man en gnist af noget ægte og naturligt – og måske også lidt magisk – som kan føre én tilbage til det, der var. Til verden, som den var engang, og som den burde være.

Lille forældreløse Selma længes i høj grad væk fra det store, tomme og grå. Hun bor i det mest grå, firkantede boligbyggeri, man kan forestille sig, sammen med sin tilknappede plejemor Ruth. Der er ingen unødvendige forsiringer og krummelurer i den moderne by af stål og beton, hvor skolen er gjort af de samme grå firkanter som boligbyggeriet.

Denne verden er Disruptionrådets våde drøm: Alt, hvad der er gammelt og ineffektivt, er udraderet. Her er kun de rene linjer.

Ruths lejlighed er holdt i kolde grå og gråblå toner, ligesom resten af den realverden, hvor en del af seriens handling foregår: Verden Udenfor. Ruth har ingen bogreol, alle hendes møbler er fra Ikea, og ingen billeder bryder væggenes blanke flader. På Selmas værelse er der dog en del fotografier og tegninger, skamfuldt gemt af vejen på bagsiden af de enkle, hvide låger på det kedelige klædeskab af hvid laminat.

Selma falder uden for den effektive grå renvaskethed, der hersker i betonverdenen. Hun nynner og synger sange, som på mystisk vis opstår inde i hendes hoved. Og hun er, som det eneste menneske i den kedsommelige Verden Udenfor, altid klædt i rødt. Naturligvis er hun upopulær blandt de gråklædte og velfriserede klassekammerater, sådan som det nu engang er, når man er lidt mere farverig end de andre.

EN DAG SKRIVER DEN ULYKKELIGE Selma et brev til julemanden, som hun ellers ikke tror på, for i seriens realverden er det ikke cool at tro på noget. Dagen efter finder hun en hemmelig portal, som i bedste Narnia-stil fører hende til den parallelle verden, hvor julemandens nisselandsby, Snefald, ligger.

I Snefald er der knusende koldt udenfor, for der er altid sne og frost. Men inde i husene – og hjerterne – er der varmt og rødt og magisk. Julemanden Julius fungerer både som skolelærer og borgmester i Snefald, men hans vigtigste opgave er at sprede juleglæde både i Snefald og i Verden Udenfor.

Beboerne går klædt i gammeldags dragter og går med snesko og skindhuer, der er specielt tillavet til hvert enkelt menneske. Møblerne er lavet af solidt træ i runde former og med unødvendige, men smukke, forsiringer. De er ikke ergonomisk korrekte, særligt ikke sengene, men det er ligegyldigt, for de er hyggelige. Alle beboerne har noget at bestille, men man har ikke indtryk af, at de får løn. Der findes vist ikke penge i Snefald. De udfører med glæde og selvfølgelighed det arbejde, som de mener, der er brug for, og som falder naturligt for dem. Én er bager, én er frisør, én er landmand, én er opfinder og så videre.

SELMA FALDER HURTIGT TIL i denne farverige og krummelurede verden, hvor hun snart får hele to hjertevenner og endda viser sig at være selveste julemandens barnebarn. Men lykken er kort, for julemandens sekretær, den grå og effektive Winter, lægger onde planer. Lige så stille skaffer han julemanden af vejen, så han selv kan blive julemand i stedet.

Winter har ambitioner for Snefald. Nu skal der rationaliseres og effektiviseres. Nu skal der rethinkes og disruptes. Væk med skæve lamper og ind med skemalagt rengøring. Væk med bollespiseri og selvvalgt arbejde, ind med ure og diktater fra Winter. Væk med hyggeskolen, hvor børnene samles for at høre julemandens gamle fortællinger, og ind med lige bænkerader og lærdom om at kende klokken.

Julemandens daglige morgenhilsen, som under den rigtige julemand havde været forvrøvlet, men varm og kærlig, erstattes af Winters kolde og stive: ”Jeg ønsker jer alle en rigtig produktiv arbejdsdag.” New public management er kommet til Snefald.

De fleste nisser er ulykkelige og rådvilde over alle disse omstillinger og forbedringer. De savner højtlæsningen, hvedebollerne og den traditionsbundne, men aldrig skemalagte hverdag fra før systemskiftet. Én nisse, frisøren Yndis, er dog glad for forandringerne. Hun har altid ærgret sig over de andre nissers modvilje mod at få tæmmet og kæmmet håret og tilværelsen i det hele taget, så hun tager godt imod de nye tider.

Hun er vild med den ordensfikserede og humørforladte Winter og ser billigende på hans opstigning til magtens tinde. ”Hvorfor smiler du?”, spørger hendes magelige nissemand Stål, da Winter broadcaster en ualmindelig kedsommelig meddelelse over julemandens radio. ”Jeg syn’s bare, det er dejligt, at der sker noget nyt!”, svarer hun. Stål ser med utilsløret væmmelse på sin hustru, for i Snefald har man endnu ikke lært at bøje nakken og træde til side ved lyden af dette trompeterende ”Nyt!”. Det har vi til gengæld i Verden Udenfor, som nu i flere årtier har været ramt af smitsom neofili (en forkærlighed for alt, hvad der er nyt).

LÆNGES DU, der bor i Verden Udenfor, også væk fra det tomme og grå? Så er det ikke så mærkeligt, for det har mennesker til alle tider og alle steder gjort. Man prøver at bilde os ind, at verden indrettes bedst, når vi hele tiden ”gentænker” traditionerne og alt det, vi plejer. At stort altid er bedre end småt, og at nyt altid er bedre end gammelt. Og det er lykkedes rigtig godt i dagens Danmark.

Hvis der er noget, vores tid ikke kan fordrage, så er det sådan et sted som Snefald, hvor folk bare går rundt og gør det, de plejer, uden at reflektere konstant over, om det er smart og kan betale sig. Winters tankesæt gennemsyrer hele vores samfund. Alting skal fornyes, hele tiden, hver dag. Ud med det gamle, ind med det nye.

Tidens løsen er forandring og innovation, og denne modestrømning har bredt sig ud i alle ender og kanter af samfundet, sådan så der nu knap er en eneste, der tør forsvare den traditionelle julemiddag, den gamle bog, det lille samfund, det grundige håndværk og andre af de ting, som vi ellers plejede at værne om, før vi blev kollektivt nyhedsforelskede.

Innovation, disruption, forandring, rethink, befri, tænk nyt, vi skriver trods alt 2017. Alt dette får vi tudet ørerne fulde af, og hvis man stiller sig skeptisk an over for al denne fornyelse, får man at vide, at man er bagstræberisk og ”sidder i det brune hjørne”. Man skal tænke positivt og have ja-hatten på hele tiden, hedder det sig. Men det betyder i virkeligheden, at man skal være negativ og have nej-hatten på over for alt det bestående, uanset hvad det er.

Destruktion er blevet noget godt i sig selv. Ingen beder nogen om at tænke positivt om gamle ting, såsom de gamle danske sange, Bibelen, kernefamilien, klassisk litteratur, klassisk musik og gamle menneskers indgroede vaner. Alt dette skal man være kritisk over for og helst latterliggøre og nedbryde.

DEN BEFRIENDE PÅSTAND i serien ”Snefald” er, at denne evigt gentænkende måde at være til på er unaturlig for mennesker. Den endeløse stræben efter fornyelse, forandring og effektivisering nedbryder menneskers naturlige livsmønstre og skaber en verden, der nok er stor, men også tom og grå. Menneskene i Verden Udenfor bliver enten til afstumpede dyr, ligesom Selmas åndsforladte klassekammerater, eller knuste og bitre menneskevrag, ligesom Selmas plejemor, Ruth.

Det er naturligt for mennesket at elske overflødige ting som hvedeboller, træskærerarbejde, skønhed og ånd. Det er ikke naturligt for mennesket at leve i stål, beton og Ikea-møbler. Mennesker længes mod at leve et sted som Snefald, der ikke er stort og koldt og gråt, men lille og varmt og rødt som det menneskelige hjerte.

Derfor håber vi, at tv-julekalenderen ender med, at Winter bliver afsat, og julemanden kommer tilbage, så det ikke går med Snefald, ligesom det er gået med Danmark.

Vi håber også, at noget af ånden fra Snefald får lov at sive ud i Verden Udenfor, så den magiske, varme verden kan overvinde det tomme, grå og moderne. Og mon ikke også, det ender sådan? Hvis ikke, så ville det ikke være en rigtig julekalender, men en tragedie.

Nana Hauge er valgmenighedspræst i Høve og Havrebjerg. Merete Bøye er sognepræst i Viborg Domkirke samt Tjele og Nr. Vinge. Begge er redaktører af det teologiske tidsskrift nytbabel.dk.