Teolog og lektor: Julen opfordrer os til at se nærmere på korsene i vores liv

Hvert år ved juletid kommer korsene frem. Det er dem, der er døde og borte, som vender tilbage som minder ved højtiderne. Og dem, der socialt er døde for os, men som stadig lever

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Juletiden nærmer sig, og som barn var jeg helt vild med julen. Stearinlysene. Glæderne. Gaverne. Farverne. Men jeg forstod snart, at ikke alle voksne så sådan på det. Der var for nogle voksne en bitterhed over julen, måske en slags julesorg, som Grundtvig skriver om i sin julesalme ”Velkommen igen Guds engle små”. Det lød ikke, som om alle voksne var helt vilde med, at det ”igen” blev jul: ”Har det ikke lige været jul?”. Nogle voksne nærmest spyede ild, når der blev talt om julehygge og julepynt og juleklejner og julekomsammen. Tænk blot på Dan Turèlls: ”Jul igen. Pul igen”. Ikke ligefrem en introduktion til julestemning.

Først som voksen forstod jeg selv, hvad julesorgen handlede om. Den handler blandt andet om X’et i julen: julen som ”X-mas”. X’et står for Kristus og er fra græsk. Bogstavet K skrives som et X. Men X’et er også udtryk for det kors, som Jesus Kristus døde på, og det kors, som vi alle sammen hver især har at bære på med vores X’er.

Hvert år ved juletid har vi mas med X’erne. Dem, der er døde og borte, som vender tilbage som minder ved højtiderne. Og dem, der socialt er døde for os, men som stadig lever og indimellem stikker deres hoved frem og spiller en rolle igen. For halvdelen af os er vores X’er formet som det tilbageværende bogstav efter forliste ægteskaber. Små, store og voksne børn tvinges til at tage stilling til, om de vil til det ene eller det andet julearrangement; til den ene eller den anden udgave af Danmarks 37 forskellige familieformer.

Det er ikke kun børnene, som alt X’eriet går ud over. Bedstemødre og bedstefædre kan opleve sig selv taget som gidsler i diskussioner og sms-fejder over, hvorfor det er mere rimeligt, at børnene kommer med til vores julearrangement end til deres.

Værre er dog de tilfælde, hvor forældrene skændes om ikke at have børnene. For eksempel fordi moderen hellere vil være sammen med sin gifte italienske kæreste og pludselig mener, at nu må det være faderens tur til at tage børnene, for nu kommer italieneren på besøg. Charles Dickens skrev i ”Oliver Twist” om disse omsorgssvigtede børn. Dickens’ pointe er, at de værste forældre er dem, som ikke vil have noget med deres børn at gøre: værre end de forældre, der er hysteriske i deres krav. Ligegyldighed gør mere ondt.

Dette svigt træder frem i julen. Der findes et stigende antal voksne, som ikke vil have noget med deres forældre at gøre. Forældrene bliver X-forældre.

Jeg er dog usikker på, om det bedste er at vende ryggen til X’erne, eller om det er muligt at omfavne X’erne som en stadig nærværende del af ens liv? Kan X’et omformes til andet end en blindtarm, som man tilfældigvis slæber rundt på? Jeg tror, at julens X vil os noget mere end et konstant farvel til X’erne.

Julen opfordrer os til at se nærmere på korsene i vores liv, og hvordan de stadig er en del af vores liv, og om muligheden for at omfavne i det mindste X’et som noget, der engang har været der.

For at være eller blive nogens X betyder, at man i det mindste engang har betydet noget for nogen. Man kan ikke være sorgfuld over noget uden, at det engang har haft en betydning: måske som en forventning; måske som et håb; og som regel som en erfaring af noget, man var glad for, men som endte med at slutte.

Vi kan ikke gå igennem livet uden at lade noget bag os. Vi møder mennesker, forelsker os, får venskaber, bryder med kærester, venner, kolleger, familiemedlemmer. Det sker i form af den fysiske død og den følelsesmæssige død.

Det er ikke altid med vilje, at tingene går en anden vej, end vi havde tænkt os. Noget, der kan opleves som stærkere end os selv, kan gøre os til X’er for hinanden.

En stor del af året kan vi leve med at være X’er for hinanden. Men når julehjerterne lyser os i hovedet fra stearinlys og gadeornamentik, bliver vi igen konfronteret med skammen over ikke at kunne tilgive. Hvorfor er man så mange år senere stadig sur og bitter? Hvorfor fylder julesorgen os med et stænk af smerte? Hvorfor giver man ikke slip og lader julebudskabet glide ind?

Måske fordi man ikke ved, om der er nogen, der gider tage den udstrakte hånd. Så vi giver op på forhånd. Men julen minder os om, at der er noget, vi har efterladt. Når vi er sorgfulde, lever vi med et indre kaos i nærværet af smerten og vreden over X.

Julen sætter julelysets spot på skammen over, at vi ikke altid lykkes med fred. Men det er en skam, vi har brug for: Skammen fremkaldes af X’et, af korset og konfronterer os med, at tilgivelsen er en mulighed. For julens hjerte rimer på smerte, men også på tilgivelse og forsoning. Vi kan smide korset af os og tilgive andre og os selv for det, vi ikke kan finde ud af.

Salmedigteren og teaterdramatiker Christian Hostrup har i en af julens skønne salmer ”Julebudet” skrevet om den konstante kamp mellem torden og kaos på den ene side og kristendommens budskab om fred på den anden side.

Hostrup skriver, at vi skal favne, hvad der er os givet: ”Løft dit hoved og tak for livet.” Dét er den sande betydning af ”merry X-mas”.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.