NEJ, JULEN VARER IKKE TIL PÅSKE. Men efter kirkens gamle kalender varer den til helligtrekonger. Og den begynder strengt taget først første juledag, hvor mange i dag vist nærmest føler, at den er ved at være slut. Men indtil 1992 var juleaftensdag ikke engang en helligdag, og præsterne havde faktisk ikke pligt til at holde juleaftensgudstjenester.
Min mor var vokset op på en vestjysk gård, og hun levede stadig i kirkens kalender. ”Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit Himmerig”, var et af hendes favoritsalmevers (fra Grundtvigs ”Kirkeklokke! mellem ædle malme”, Salmebogen nummer 783). Og hun slog ikke om sig med ”Glædelig jul” før tiden. De ord var reserveret til julemorgen - til gengæld var der en højtid i hendes blik og stemme, når hun mødte os med denne hilsen. Det farvede dagen for os alle.
Anderledes verdsligt er et andet kært minde om julemorgen. Jeg kommer ned og finder min otteårige Sisse i nattøj med hovedet dybt begravet i gåseskroget fra aftenen før. Hun og hendes søskende har, fra de var helt små, siddet på mit eller deres mors skød og sunget ”Velkommen igen, Guds engle små” (nummer 99) fra børneudgaven med Herluf Jensenius' herlige tegninger. Og der dukker den op igen, den gamle kalender: ”Da vågne de blidt i morgengry og tælle mer ej timer” - det er om børnenes julemorgen, hvor det endelig, endelig er jul.
Det hører til Grundtvigs mesterskab at kunne fortælle en helt enkel, barnlig historie i sin salme, men sådan, at den lige såvel er for voksne, der næsten ”bliver som børn” på ny ved at synge med. Der er et gammelt ord for det - enfold. Sådan er det i ”Dejlig er den himmel blå” og i ”Sov sødt, barnlille” - og her i ”Velkommen igen, Guds engle små”.
I første vers er vi julenat på marken ved Betlehem, hvor en himmelsk hærskare af engle synger ”Ære være Gud i det højeste og fred på jorden!”, som vi kender det fra juleevangeliet. Det er dem, der bliver budt velkommen. Digteren forestiller sig, at de kommer igen hver eneste julenat ”med dejlige solskinsklæder på i jordens skyggedale”, og det ”trods klingrende frost”.
Og det er en børnefamilie, der nu byder englene velkommen. Det fremgår af andet og tredje vers. De byder dem indenfor i deres lave hytte, og I må ikke ”gå vores dør forbi”, lyder det til dem - I skal ind at smage en bid af julebaget, ellers ”bærer I julen ud”, og det kan I da ikke ”nænne”. Vel er det ikke noget slot, I skal gæste, nej, ”kun armod er derinde”, ”kruset er bare af ler, og kagen er tør” (kage er sjællandsk for hvedebrød, som småfolk kun smagte i julen). Men I har jo ”gæstet en hytte før”, det er stalden dengang, den første julenat, der tænkes på.
Og så kommer de med indenfor i vers fire. Og nu forstår vi, at det er i børnenes drømme julenat, mødet med englene foregår. Dem skal englene synge for. Og det er en børnerig familie: ”Med venlige øjne himmelblå, i vugger og i senge, vi puslinger har i hver en vrå”, ja, ligeså mange, ”som blomster gro i enge”. Og når så englesangen lyder over børnene, ”så drømme de sødt om Betlehem” og om ”barnet i krybberummet”. Og de drømmer, at ”de leger jul med englene” - synger og danser med dem.
På Herluf Jensenius' tegning bliver det til dans om juletræet med strålende børneblikke og en engel i hver hånd. Ellers er ”lege jul” et udtryk fra meget gamle dage, hvor der virkelig var jul i dagene mellem juledag og nytår, og hvor det gik muntert til med god mad og leg og dans, i visse perioder så meget, at det udartede.
Der fødtes for mange børn uden for ægteskab ni måneder senere, og kongen måtte forbyde julelegene. Vi har en reminiscens af det halvfordægtige i udtrykket ”og andre små julelege”.
Men så efter denne herlige drømmenat er det, at de ”vågne blidt i morgengry og tælle mer ej timer”. Nu - det er i sjette vers - er ventetiden, den lange, lange advent, omsider forbi. Nu er det den hellige dag og stund. Og ”nu høre vi julesang” på ny - hallo, først nu? Ja, det var dengang - først julemorgen er tiden inde til at synge julens salmer!
Det tager jeg som et memento om at holde igen med al den julesang før tiden i vore dage. t er, at den brøler ud af alle højttalere alle dage fra decembers begyndelse - der er jo ingen grænser for, hvad det hellige, almindelige erhvervsliv har lov at bedrive (læs: helligdagslovgivning er en saga blot).
Præsterne og vi andre behøver dog ikke at følge trop. Al denne tagen på forskud fortrænger helt de prægtige adventssalmer (nummer 71-92) og ødelægger den helt særlige adventsfølelse - ventetidsfølelsen, menneskehedens ventetids- og Marias opover-ventetidsfølelse, som adventsugerne gentager hvert år.
Men nu klinger så ”juleklokken”, der kalder folk til kirke, til julegudstjenesten. Og dér tager alle del i sangen. Og her glimter Grundtvigs poetisk-teologiske geni: Ligesom patriarken Jakob, der, mens han sov ved Betel med en sten som hovedpude, så himlen åben og ”Guds engle stige op og ned over sig”, så stedet og nuet dér blev universets kulminerende hellig-centrum, således stiger nu her i kirken ”Guds engle op og ned på salmens tonestige”, og ”Himlens borgeled”, porten til himlen, åbner sig også her over den syngende menighed - og ”da kommer ret Guds rige”. Da sker det, Guds rige er her. Vi behøver ikke længere bede ”komme dit rige” - det er der i denne hellige stund.
Men, men! I sidste vers er vi igen nede på jorden og tilbage i hverdagen. Vi får igen brug for at bede ”komme dit rige”. Så længe denne verden står, har vi kun Guds rige på de betingelser, som dialektikken mellem kommer og komme udtrykker.
En tysk teolog sagde det sådan: Guds rige er her ”allerede og endnu ikke” på én gang. Det kunne vi læse ind i salmens sidste linje, hvor Grundtvig beder om, at ”julesorgen må slukkes”. Som en mørk sky over al glæden ved Jesus-barnets fødsel ligger vor viden om dets forfærdende lidelse og død senere til påske.
Grundtvig selv mente nok også noget andet med det: En bøn om, at hans tids hensygnende danske kirkelighed måtte opleve en opvågnen. Sådan skal han have følt det den julenat 1824, hvor han efter sigende skrev salmen for næste morgen at deklamere den efter julemorgengudstjenesten i Vor Frelsers Kirke.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen