Selvom ønsket om kvindekvoter fylder i debatten, er det endnu ikke på tapetet hos landets lovgivere. Det er i stedet de mindre kategoriske måltal. Et lovforslag, fremsat af Beskæftigelsesministeriet og med forventet ikrafttrædelse om præcist et år, har som mål at sikre en mere ligelig kønssammensætning på direktionsgangen i private virksomheder og offentlige institutioner.
Det skal ske ved, at virksomhederne forpligtes til at opstille måltal for repræsentation af køn på ledelsesniveau, ligesom en tilsvarende lov i 2012 gjorde det med hensyn til kønsmæssig repræsentation i virksomheders bestyrelser.
Men hov, bemærker juraprofessor Jesper Lau Hansen; det er jo inkonsekvent at tale om to køn, når der efterhånden har bredt sig en accept af, at en persons selvopfattede kønsidentitet ikke alene er biologisk betinget, men kan have en hel vifte af forskellige udtryk.
Juraprofessoren efterlyser i et høringssvar til ministeriet derfor et bedre lovforberedende arbejde, der forholder sig til den kompleksitet, virksomhederne skal operere i, hvis og når loven vedtages.
For hvad betyder ”ligelig repræsentation”, hvis der indenfor en given branche er en kønsmæssig skæv fordeling og dermed et meget begrænset antal lederemner af det ønskede biologiske køn? Og hvordan tæller kandidater, der ikke bekender sig til den traditionelle, binære kønsopfattelse, lige i det regnestykke? Må man overhovedet spørge til det?
Du er kendt om en borgerlig debattør. Er du nu pludselig sprunget ud som lgbt-fortaler for diversitet og mangfoldighed i erhvervslivet?
”Min kritik af lovforslaget er fagligt begrundet; forslaget er ganske simpelt for uklart. Men spørger du til min personlige holdning, ser jeg det som positivt, at samfundet accepterer en større diversitet, også omkring kønsidentitet, og jeg tror faktisk, at virksomhederne bedre kan håndtere den mangfoldighed, end rigid lovgivning kan. Det forekommer mig, at denne form for lovgivning alene har til formål at tilgodese en meget privilegeret form for feminisme, blandt andet fordi man bevidst udelukker kvindelige ansatte på arbejdspladsen og kun vil tilgodese bestyrelseskandidater. Som forsker peger jeg på, at hvis vi går videre ned ad den vej med måltal baseret på de to biologiske køn, åbner der sig nye problemstillinger, der kan sætte virksomhederne i en slem kattepine. Tiden er efter min opfattelse løbet fra en lovgivning, der fokuserer på den traditionelle, binære kønsopfattelse. Det er jo åbenlyst. Se bare på, hvordan de store, internationale sportsorganisationer netop nu har været nødt til at forholde sig til, at for eksempel transkvinder, der stadig har muskulatur og testosteronniveau som en mand, ønsker at konkurrere i kvindediscipliner. Så derfor: Hvordan vil en nonbinær person tælle i en virksomheds måltals-beregning? Altså en person, der ikke selv mener at have noget køn. Det er enfoldigt – ja, undskyld – at fremsætte et lovforslag, der ikke forholder sig til de bevægelser i tiden, og jeg fatter ikke, hvordan for eksempel Enhedslisten eller SF overhovedet kan leve med det. Eller Socialdemokratiet for den sags skyld. Hvordan kan de acceptere, at der kun er to biologiske køn i denne lovgivning, når de i alle andre sammenhænge hylder de flydende kønsidentiteter?”
Det lyder som om dit ærinde også er polemisk?
”Ja, desværre. Ingen herhjemme vil rigtig røre ved det, men diskussionen er i gang i udlandet. Så det er sådan set ikke min egen personlige holdning, for jeg mener som sagt, at virksomhederne nok selv skal finde ud af at sammensætte deres ledelser med dem, de mener, er de bedst kvalificerede. Det er da også i deres egen interesse at sørge for den bedst mulig ledelse. Men hvad er repræsentation? Det defineres overhovedet ikke i lovforslaget. Ja, kvinder udgør 50 procent af befolkningen, men er det hele befolkningen, der skal repræsenteres, når selskaber vælgere ledere? Kan man overhovedet gå ud fra, at der eksisterer et diskriminationsproblem, der skal lovgives om, når det aldrig er blevet opgjort, om de rent faktisk allerede ansættes i rimeligt forhold til deres repræsentation i rekrutteringsgrundlaget i deres branche?”
Så du vil måske helst have, at al den snak om nye, flyende kønsidentiteter bare går i sig selv?
”På ingen måde. Jeg har selv to døtre og kan høre, hvordan den slags optager unge mennesker i dag. Og Ditlev Tamm, juraprofessor emeritus, der er en markant personlighed fra mit eget fakultet på Københavns Universitet, har jo talt og skrevet meget fornuftigt om kønsidentitet. Der er nogle, der er ekstreme, men generelt er det da godt, at vi accepterer friere former for kønsidentitet. Vi er heldigvis meget langt fra dengang, hvor homoseksuelle blev stenet. Jeg siger bare, at det kan være svært at navigere i, hvilket stiller større krav til lovgivning, hvis man da absolut vil lovgive om disse ting med bødestraf og det hele i stedet for at lade friheden råde.”
Din hovedkritik er altså, at lovforslaget alene har til formål at sikre kvinder, i ren biologisk forstand, bedre plads i toppen af erhvervslivet?
”Forslaget har slagside, men det er naturligvis ikke fordi, jeg vil holde kvinder – eller nogen som helst andre – ude. Og måltal er trods alt bedre end egentlige kvindekvoter. Men når vi taler om repræsentation, hvad så med socialklasser og geografi? Bør vi også have lige mange jyder, fynboer eller personer fra dårlige sociale baggrunde selskabernes ledelser? Og hvordan skal det så ske, rent lovgivningsmæssigt?
Når vi taler om repræsentation, hvad så med socialklasser og geografi? Bør vi også have lige mange jyder, fynboer eller personer fra dårlige sociale baggrunde selskabernes ledelser?
Dette lovforslag baserer sig på en gammeldags opfattelse, det man i kønsforskningen kalder essentialisme. At en mand er en mand, en kvinde er en kvinde og mænd og kvinder er forskellige. Jeg vil tro, at jeg har mere til fælles med en kvindelig akademiker end med en mandlig jord- og betonarbejder. Og når repræsentationen af kønnene ikke er 50/50 alle steder, handler det jo også om livsvalg. Når flere mænd sidder i fængsel, handler det på samme måde om, at de personligt har truffet dårlige valg. Men med hensyn til en kønsmæssig mere ligelig fordeling, kan det blive svært for et nomineringsudvalg at finde ud af, om de ansætter en kvinde eller en mand, og dermed kan opfylde deres måltal. Og er det overhovedet lovligt i forhold til GDPR-reglerne at stille spørgsmål og efterfølgende registrere følsomme oplysninger om kønsidentitet? Hvad nu, hvis vedkommende siger: ”Det rager ikke jer!”. Skal en selvopfattet nonbinær ansøger regnes som kvinde eller mand? ”