Prøv avisen
Debatinterview

Juraprofessor: Lov mod psykisk vold kan risikere at ramme ofre yderligere

Psykisk vold skal kunne straffes på lige fod med fysisk vold, mener justitsminister Søren Pape Poulsen fra Det Konservative Folkeparti. Professor i strafferet Birgit Feldtmann er i tvivl om, hvorvidt det vil have en effekt. Blandt andet fordi det i mange sager vil være svært at løfte bevisbyrden. – Model Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Justitsminister Søren Pape Poulsens (K) lovforslag om at ligestille psykisk og fysisk vold rummer gode intentioner, men risikerer at give ofrene falske forhåbninger, vurderer professor i strafferet Birgit Feldtmann

DET ER TID TIL AT ANERKENDE, at ar på sjælen kan være lige så voldsomme som blå mærker, skrev justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag i sidste uge på sin Facebook-profil samtidig med, at han fremsatte et lovforslag om at ligestille psykisk vold med fysisk.

Ifølge Birgit Feldtmann, professor i strafferet ved Aalborg Universitet, er intentionerne gode, men hun er i tvivl om, hvorvidt man med det konkrete lovforslag har fundet den rette løsning.

Birgit Feldtmann, hvorfor mener du ikke nødvendigvis, at justitsministerens lovforslag er den rette vej at gå?

”Det er et meget svært område at regulere, fordi vi bevæger os på grænsen mellem det private og det offentlige. I et demokratisk samfund vil vi normalt gerne have os frabedt, at staten blander sig for meget i, hvad der sker i vores private liv. Men samtidig skal staten også udøve beskyttelse inden for det private. Det er en svær balance at finde, som jeg ikke er sikker på helt er fundet.

Lovforslaget forsøger at trække en grænse, blandt andet ved at kræve, at den pågældende adfærd skal være grov, at den skal være foregået over længere tid og med henblik på utilbørligt at styre den anden. Men hvornår er disse krav helt konkret opfyldt? Derfor er jeg i tvivl om, hvor stor en effekt en sådan lov reelt vil få.”

Hvilke problemer ser du i forhold til effekten?

”For det første har man lavet en meget kompliceret bestemmelse, som vil være svær at anvende i praksis. Nogle af de handlinger, der er omfattet af den nye bestemmelse, er i øvrigt allerede strafbare i dag. For det andet vil det i mange af sagerne være utrolig svært at løfte bevisbyrden, da loven sigter mod handlinger, som ofte vil have fundet sted i hjemmet uden andre til stede end de involverede. Derfor risikerer det hurtigt at blive påstand mod påstand.

Det er svært at skulle dømme nogen i en sådan sag, for hvis der dømmes, er bevisbyrden reelt set blevet vendt på hovedet, så det er den anmeldte, der skal bevise sin uskyld. Og det er jo et brud på, hvordan vores retssystem fungerer. Derfor forventer jeg, vi vil se en del sager, hvor der enten ikke rejses tiltale, eller hvor dommen vil ende med en frifindelse.”

Hvordan stiller det ofrene, hvis der ikke rejses tiltale, eller sagerne ender med frifindelse på grund af manglende beviser?

”Jeg kan godt frygte, at man med en sådan lov giver nogle falske forhåbninger, der for ofrene kan føles som en dobbelt krænkelse. Først er man blevet krænket af eksempelvis sin samlever. Derefter kan det føles, som om man bliver krænket af systemet, når der ikke bliver rejst tiltale, eller når samleveren bliver frifundet.”

Kan der ikke også ligge et problem i de forskellige parters oplevelser af en situation? Det, der kan opleves som en krænkelse eller som psykisk vold af den ene part, kan vel godt opleves som noget helt andet af den anden part?

”Normalt opererer vi med, at man kan give samtykke til ting. Der kan endda gives samtykke til nedværdigelser eller milde former for fysisk vold, for eksempel i den seksuelle udfoldelse. Man kan godt forestille sig, at der kan opstå nogle uenigheder om, hvad man egentlig er blevet enige om.

Man kan sagtens også forestille sig et parforhold, hvor der er indgået en form for aftale om, at den ene bestemmer mere eller er mere dominerende end den anden. Men hvor det viser sig, at der er en part, som alligevel har følt sig enormt undertrykt eller krænket, mens den anden part troede, at der var en aftale om, at forholdet var sådan indrettet. Der hører sommetider ting med til parforhold, som vi måske nok ikke bryder os om, men som alligevel kan være fuldt ud legitime.”