DEBATTEN OM menneskerettighederne er i gang. Danmark har overtaget formandskabet for Europarådet og vil se kritisk på Menneskerettighedsdomstolens praksis. Dansk Folkeparti har foreslået at skrive Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ud af dansk lov. Menneskerettighederne er i det hele taget under kritik – også af kristne meningsdannere.
Flere af forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti har teologisk baggrund, og præsten Søren Krarup (DF) har tidligere kritiseret menneskerettighederne for at være udtryk for en religiøs bevægelse, der udgør et problem for den nationale retsorden.
Det er derfor relevant at stille spørgsmålet: Udgør menneskerettighederne et uforeneligt alternativ til kristendommen, eller var de i virkeligheden Guds idé?
Lad os starte på side ét. I Første Mosebog skabes mennesket i Guds billede: Gud former mennesket af jord og blæser sin livsånde ind i dets næsebor. Selvom skildringen kan virke besynderlig, viser den, hvordan Guds fingeraftryk blev sat på mennesket, og hvordan Guds ånd bor i os – derfor er mennesket helligt og uendeligt værdifuldt.
Tanken tages videre i den amerikanske uafhængighedserklæring, der – selvom den ikke formåede at stoppe slaveriet – alligevel viser, at menneskerettigheder og kristendom ikke er to separate tankesæt, men én ganske sammenhængende idé. Erklæringen skriver: ”(…) at alle mennesker er skabt lige; at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder (…).”
Menneskets uendelige værdi er også central i personalismen, en filosofisk retning, der har sat sit aftryk i FN’s Menneskerettighedserklæring, men som har rødder i kristen teologi. FN’s Menneskerettighedserklæring er derfor ikke udtryk for et religiøst alternativ til kristendommen, men rettere en inkorporering af kristne tanker i den globale verdensorden.
Længe inden Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forsøgte Gud at skabe retfærdighed blandt det jødiske folk.
I Salme 146 i Det Gamle Testamente beskrives han som den, der står på de undertryktes side, sørger for mad til de sultne, giver frihed til fanger, tager sig af de fremmede og viser omsorg for enker og forældreløse. I Femte Mosebog foreskriver Gud, at landmanden skal efterlade lidt korn på marken efter høsten, da der skal være mad til den fremmede, enken eller den forældreløse. Fattige daglejere skal have løn hver dag ved solnedgang, og en enkes tøj må ikke tages i pant.
Med andre ord: Gud beskytter retten til mad, en retfærdig rettergang, amnesti, familieliv, fair løn, klæder og meget mere.
Idéen med menneskerettighederne er at beskytte mindretal mod overgreb fra magthavere. Det harmonerer fuldt ud med Guds retfærdighed: de undertryktes beskyttelse.
Menneskerettighederne er umistelige. De gælder for alle og kan ikke tages fra os. Det leder tankerne hen på lignelsen om den fortabte søn – en fortælling om en søn, der ødsler sin andel af sin fars formue væk på øl og damer. Da han senere vender fortvivlet hjem, bliver han mødt af sin far, der løber ham i møde med åbne arme, bestiller bord på Noma og inviterer hele byen med til fest. Jeg tror næppe, min egen far ville have reageret sådan i dag. Men dét er faktisk lige præcis idéen med menneskerettighederne: Uanset hvem du er, og hvad du har gjort, så har du uendelig værdi og umistelige rettigheder.
Især teologer burde ikke stå på sidelinjen og tale for, at vi melder os ud af internationale menneskerettighedskonventioner. De burde hellere stå midt på slagmarken som den svages forkæmper og hjælpe til at forme menneskerettighedernes fremtid. Det er muligt, at visse elementer af de nuværende konventioner er problematiske, men så lad os kæmpe for at ændre dem i stedet for at melde os helt ud af samtalen.
Menneskerettighederne er Guds idé og gave til mennesket. Lad os passe godt på dem.
Andreas Daugaard er stud.jur. ved Københavns Universitet.