At være kvinde eller mand – det er spørgsmålet.
Men hvad vil det sige at være et menneske? Eller spørgsmålet er måske rettere: Hvad vil det sige at blive et menneske?
Det mest udbredte argument i forhold til kønsidentitet, og hvorfor man skal kunne vælge, hvilket køn man “vil være”, er, at køn er socialt konstrueret. Problemet er, at uanset om man er enig i, at kønsrollerne er socialt konstrueret, er det immervæk et faktum, at der er en biologisk forskel på de to køn. (Der findes også enkelte variationer, hvor det kan være svært at se, hvilket biologisk køn man har, men dette er tilfældet i en meget lille andel af befolkningen.).
Fortalerne for, at man frit skal kunne bestemme, hvilket køn man er juridisk – samt eventuelt fysisk ved at gennemgå operationer – er i grunden med til at holde en socialt konstrueret virkelighed om de to køn i live. For hvis man mener, at kønnene er socialt konstrueret, og man ønsker at bryde med dette, er vejen derhen ikke at lave sig selv om til det køn, “man føler sig som”, men hellere at udleve ens egen personlighed – eller identitet om man vil – uafhængigt af, hvilket biologisk køn man er født med.
Hvis man er en biologisk født kvinde, der identificerer sig som en mand, så identificerer man sig dybest set med den socialt konstruerede mand. Hvad har man så vundet i sit forsøg på at bryde med de socialt konstruerede køn?
Frigørelsen ligger et andet sted – nemlig i det at acceptere ens biologiske køn og udleve ens identitet præcis, som man oplever sig selv eller ønsker at fremstå. Friheden følger af, at man netop kan være den, man er, uden at skulle ændre hverken sit biologiske eller juridiske køn. For hvis man træder frem i verden som den, man er, uden at lade sig dirigere af de snævre og begrænsende kønsmæssige samfundsnormer, så hæver man sig netop over den socialt konstruerede spændetrøje og kan identificere sig med sig selv.
Det tager tid at forme ens egen identitet og blive til det menneske, man ønsker at være. At blive myndig er at kunne tage egne valg baseret på ens frie vilje og sunde fornuft. Er man myndig, i ordets reelle betydning, bør man ikke lade sig slå ud af en samfundsmæssig kønsnorm, der presser en til at ville ændre ens biologiske køn. Så kan man netop udleve sit liv som den, man er, uden at underlægge sig andres forventninger.
Vi har stor indflydelse på, hvem vi bliver; hvilken identitet vi får. Det sker gennem vores utallige valg gennem livet: valg af uddannelse, valg af arbejde, valg af civil status, valg af relationer. Det, der former vores identitet allermest, er dog vores personlighedstræk. Vores personlighedstræk har indflydelse på, hvor mange valg vi reelt har, samt på, hvordan vi fungerer inden for de forskellige livsplatforme, så som blandt vores kolleger, i familiesammenhæng, i udlevelsen af eventuelle ambitoner og så videre.
En stærk personlighed med veludviklede personlighedstræk danner grobund for myndiggørelse – og dermed frigørelse.
Vores oprindelse, hudfarve, biologiske køn og så videre er ydre faktorer, der i grunden ingen indflydelse har på vores personlighedstræk. De har ingen indflydelse på, om vi er indadvendte eller udadvendte, ambitiøse eller uambitiøse, kloge eller mindre kloge, sjove eller kedelige. De har heller ingen indflydelse på, hvordan vi præsenterer os i verden, som os selv, hvis vi er myndige mennesker, der ikke lader os styre af socialt konstruerede normer om hverken det ene eller det andet.
Fortalerne for, at mennesker frit må vælge deres juridiske – samt via operation fysiologiske – køn, påpeger, at de vil gøre op med de socialt konstruerede køn. De hævder, at køn ikke er noget, du er født med, men derimod noget, du identificerer dig som, det vil sige, at en biologisk født kvinde kan identificere sig som en mand og omvendt.
Der er flere problematikker knyttet til dette. En er, at uanset om du som kvinde “identificerer dig med” en mand, kan du ikke løbe fra at være født som biologisk kvinde.
Begreberne “mand” og “kvinde” er naturligvis tungt ladede, og man kunne i princippet også ændre begrebernes navne i et forsøg på at komme af med de endeløse forventninger, der er knyttet til idéen om en mand og idéen om en kvinde.
Disse tiltag ville dog ikke ændre ved det faktum, at der stadig ville være en reel biologisk forskel på de to køn, og at vi i rigtig mange situationer ville være nødt til at kunne skelne mellem dem, blandt andet i forhold til medicin og fysiologi. Det har for eksempel været en lang og sej kamp for biologisk fødte kvinder at blive anerkendt for at have anderledes behov end mænd i forhold til medicin og sygdomsbehandlinger.
Det er absurd at se bort fra de konkrete og meget reelle forskelle, der er mellem de to biologiske køn. De tydeligste tegn på dette er nok kvinders menstruation samt deres evne til at føde børn. Når fortalerne for frit kønsvalg peger på, at ikke alle kvinder menstruerer, og at ikke alle kvinder kan føde børn, repræsenterer de en politisk korrekthed, der er løbet af sporet. Der vil altid findes variationer og undtagelser, i alle livets vilkår. Det betyder ikke, at vi ikke kan kategorisere biologisk fødte kvinder og biologisk fødte mænd som to forskellige biologiske køn, baseret på generelle betragtninger.
Antitolerance er blevet til en ny slags “tolerance”, hvor mindretallene altid har ret og de, der ikke tilhører et mindretal, ingen ret har til at have en mening om mindretallenes synspunkter og konklusioner. Argumentet er, at du som tilhørende et flertal ikke har nogen mulighed for at forstå de følelser eller oplevelser, som en person, der tilhører en mindretal, har – og at du dermed ingen ret har til at argumentere mod dem.
Det er en form for magtanvendelse, som det er svært at argumentere imod. Alligevel er argumentet ikke holdbart, for hvis vi skulle følge den logik, ville de fleste mennesker ikke kunne udtale sig om særligt mange forhold.
Mindretal har en demokratisk ret til at ytre sig, og de har ret til at blive beskyttet imod diskrimination. Det betyder dog ikke, at de har ret til ikke at blive modsagt, eller at de kan bruge deres status som værende et mindretal i et magtspil, hvor de, der falder uden for deres gruppe, ikke må have en holdning til deres politiske agenda.
Man skal huske på, at mange, der tilhører flertallet i forhold til et specifikt mindretal, måske tilhører en mindretal i andre livsforhold. Derudover vil der også være medlemmer inden for enhver minoritet, der ikke vil være enige i deres egen gruppes generelle holdninger, og de må vel også have ret til at sige sig uenige med disse?
Den største frigørelse ligger i at blive myndig i ordets filosofiske betydning. Man bliver til sig selv: et menneske, der står ved sig selv og sine egne holdninger, og som ikke lader sig styre af hverken andres forventninger eller socialt konstruerede normer om for eksempel køn. Dermed bliver man til et menneske, der er modigt og sikkert – uafhængigt af sine biologiske vilkår, så som biologisk køn, kropsfunktionalitet, hudfarve eller udseende generelt.
Det er dér, den ægte identitet findes; i at blive sig selv gennem myndiggørelse og accept.
Ph.d.-studerende i politisk filosofi