Jurist: Staten kiler sig ind i mellem børn og forældre

Når vi accepterer, at staten udøver gradvist mere autoritet i forhold til vores børneopdragelse, bliver vi som forældre usynlige og holdningsløse, hvor vi skulle være tydelige og retningsanvisende over for vores børn, skriver jurist Louise Kobbernagel

Pædagogerne er, i lighed med alle andre, der er født i dette land fra 1960’erne og frem, produkter af den institutionalisering, der fulgte med 68-oprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. En institutionalisering, der i dag virker så naturlig, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved den. Min generation synes i vidt omfang at acceptere institutionaliseringens præmis om, at professionelle ved bedst, når det handler om vore børn.
Pædagogerne er, i lighed med alle andre, der er født i dette land fra 1960’erne og frem, produkter af den institutionalisering, der fulgte med 68-oprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. En institutionalisering, der i dag virker så naturlig, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved den. Min generation synes i vidt omfang at acceptere institutionaliseringens præmis om, at professionelle ved bedst, når det handler om vore børn. Foto: CARSTEN ANDREASEN/Ritzau Foto.

For et par år siden blev min søn indskrevet i sfo og skole. I den forbindelse blev jeg, i lighed med alle andre forældre til ”førskolebørnene”, indkaldt til en ”overleveringssamtale” i børnehaven.

På forhånd følte jeg en modvilje, men mødte alligevel op til samtalen, hvor overleveringspapirerne skulle skrives. Jeg husker ikke præcis, hvad der skulle noteres, men det har formentlig været oplysninger om skolemodenhed, sociale færdigheder med videre.

Min modvilje mod overleveringssamtalen blev mødt med undren. Jeg fik at vide, at der jo var tale om en normal procedure med det formål at sikre den bedst mulige overgang for børnene. Egentlig kunne jeg godt forstå denne begrundelse.

Alligevel blev jeg fyldt af en ubehagelig fornemmelse – der var jo blot tale om et helt almindeligt barn, der skulle starte i en helt almindelig skole. En almindelig hændelse i et almindeligt børneliv. Hvorfor skulle børnehaven have noget at sige om dette?

Det er forståeligt, at personalet undrede sig over min modvilje: Pædagogerne er, i lighed med alle andre, der er født i dette land fra 1960’erne og frem, produkter af den institutionalisering, der fulgte med 68-oprøret og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. En institutionalisering, der i dag virker så naturlig, at de færreste sætter spørgsmålstegn ved den. Min generation synes i vidt omfang at acceptere institutionaliseringens præmis om, at professionelle ved bedst, når det handler om vore børn.

De love, der vedtages, afspejler samtiden og fortæller os noget om de herskende værdier.

Dagtilbudsloven, som regulerer området for dag-, fritids- og klubtilbud med videre til børn og unge, er ingen undtagelse.

Af formålsbestemmelsen for dagtilbud (lovens paragraf 7) fremgår det blandt andet, at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst (stykke 2). Det skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem oplevelser, leg og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordybelse, udforskning og erfaring (stykke 3). For blot at referere noget af formålsbestemmelsen.

Det er altså andet og mere end blot omsorgsfuld pasning, som dagtilbuddet skal varetage i forældrenes fravær. Ja, formålsbestemmelsen synes ligefrem at afspejle den opfattelse, at det i sig selv er et mål at gå i børnehave: Den lyder som en beskrivelse af en nærmest fuld opdragelsesopgave. En opdragelses- og dannelsesopgave, som altså skal varetages i et samarbejde mellem forældre og daginstitution. Da der er tale om et ”samarbejde”, må man vel også acceptere, hvis børnehaven har det halve at skulle have sagt om ens barn? Eller måske ligefrem det hele?

Reglerne om sprogvurderinger, som blev indført i 2007, kunne tyde på det sidste.

Ifølge dagtilbudslovens paragraf 11 har kommunalbestyrelsen nemlig ansvaret for at foretage obligatoriske sprogvurderinger af treårige børn, der er i dagtilbud, og som det pædagogiske personale har en formodning om kan have behov for sprogstimulering. Derudover har kommunen ansvaret for at foretage sprogvurderinger af alle børn omkring tre år, der ikke er optaget i dagtilbud.

Eller som det formuleres i Kommunernes Landsforenings (KL) vejledning om emnet (”Sprogvurdering af børn i 3-årsalderen, inden skolestart og i børnehaveklassen”): Forældre til børn, der ikke går i dagtilbud, har ”pligt til at tage imod tilbuddet om en sprogvurdering”.

Det er bemærkelsesværdigt, at man i KL’s vejledning får koblet ordene ”tilbud” og ”pligt” sammen. Sprogligt såvel som juridisk forstås der almindeligvis ved et tilbud noget, der er frivilligt – mens en pligt er noget, man ikke kan undslå sig.

Alligevel blander KL begreberne godt og grundigt sammen, og dette valg af ord i vejledningen afslører den holdning, der ligger bag lovgivningen: at staten ved, hvad der er bedst for os (”et godt tilbud” – hvem er dum nok til at sige nej til det?), men hvis vi alligevel stritter imod, er det gode tilbud reelt en pligt, vi ikke kan komme uden om.

Forældre, der ikke har deres barn i dagtilbud, er altså forpligtede til at lade kommunen sprogvurdere barnet. Medvirker forældrene ikke til sprogvurderingen og den eventuelle sprogstimulerende indsats, kommunen kan beslutte at iværksætte, er der i dagtilbudslovens paragraf 12, stykke 2 hjemmel til at sanktionere ved standse familiens børneydelser.

Denne sanktioneringsmulighed kan kun opfattes som et udtryk for lovgivers antagelse om, at det kan blive nødvendigt at presse de berørte familier for at få dem til at samarbejde om det, kommunen mener er bedst. Man regner åbenbart ikke med, at gode argumenter vil være nok.

Men hvad er så problemet i det, jeg ovenfor har skitseret? Dagtilbudsloven er jo ikke vedtaget for at skade vores børn, men tværtimod for at gavne dem.

For så vidt angår reglerne om sprogvurdering giver de helt konkret kommunen en mulighed for med loven i hånd at hjælpe de børn, der lever i miljøer, hvor der tales meget lidt eller dårligt dansk.

Umiddelbart er det vanskeligt at være imod, at alle børn lærer et alderssvarende dansk, gives omsorg og stimuleres relevant i børnehaven.

Problemet er, at dagtilbudsloven blot er ét blandt flere eksempler på, at staten ad såvel formelle som mere uformelle veje kiler sig mere og mere ind imellem børn og forældre og tiltager sig den autoritet, der naturligt burde ligge hos forældrene.

Når det sker, holder vi op med selv at tage ansvaret for vores børns opdragelse, for vi har lært, at det gør professionelle bedst. Når vores børn ikke opfører sig ordentligt, siger vi derfor: ”Det er skolens ansvar – skolen må løse problemet med psykologhjælp eller støttepædagog,” selvom det er helt åbenlyst, at problemet er opstået på grund af forældrenes ansvarsløshed i første instans og ikke kan løses andre steder end i familien.

Ansvaret for vores børns sunde kostvaner placerer vi i børnehaven – hvor man jo allerede har vedtaget en kostpolitik for os – selvom det er helt åbenbart, at det er vanerne i familien, der er afgørende for vore børns sundhed. Hvis vores børn ikke udvikler sig sprogligt, som de burde, stiller kommunen straks op med foranstaltninger – selvom den opgave, det er at lære et barn at tale, helt naturligt ligger i familien.

Når vi accepterer, at staten udøver gradvist mere autoritet i forhold til vores børneopdragelse, bliver vi som forældre usynlige og holdningsløse, hvor vi skulle være tydelige og retningsanvisende over for vores børn. Denne usynlighed og holdningsløshed er katastrofal for vores børn, for den betyder, at de kommer til at mangle det fundament, fra hvilket de skal tage deres afsæt, når de springer ud i livet.

At støbe det fundament ved at tage ansvar for sine børns opdragelse og gøre dem til hele mennesker, der kan træffe egne duelige valg, er en kæmpe opgave.

Det er ikke en opgave, man kan studere sig frem til at løse på pædagoguddannelsen. Det er nemlig en opgave, der er så krævende og til tider ligefrem utaknemmelig, at den kun kan næres af den uendelige kilde, der hedder moder- og faderkærlighed. Den opgave kan i sagens natur ikke varetages meningsfuldt af staten – for staten elsker ikke vore børn.

Indtil vi indser det, styrer vi som forældre, billedligt talt, langsomt, men sikkert mod afgrunden. Og vi tager vores børn med i faldet.

Louise Kobbernagel er jurist.