Prøv avisen
Debat

Jurist: Stressede børn har ikke brug for mindfulness, men for forældre, der tager ansvar

Det at lære sit barn at træffe gode valg og sætte det i stand til at håndtere ydre påvirkninger er en opgave, der starter i fødselsøjeblikket og først slutter, når barnet bliver voksen, skriver jurist Louise Kobbernagel Foto: arkiv/Caroline Baclig/ritzau

Mindfulness i skolen er endnu et påfund i rækken af statslige tiltag, der flytter ansvaret for barnets udvikling fra forældre til stat, vil ikke gavne vores børn. Jeg efterlyser politikere, der tør placere ansvaret, hvor det hører hjemme, nemlig hos forældrene, skriver jurist

Alternativets sundheds- og psykiatriordfører Pernille Schnoor er i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 23. december overrasket over, at hun møder modstand, når hun vil poste millioner af satspuljekroner i mindfulness i skolerne.

”Vi lever i en kultur, der er stærkt individorienteret. Og vi lever i en verden med så mange informationer, påvirkninger, beslutninger og krav, at mange mentalt ikke længere kan følge med,” skriver Schnoor i sit indlæg. Så nu skal der altså med bred politisk opbakning bruges millioner af kroner på uddannelse af lærere og pædagoger i mindfulness.

Lad være, at selvmodsigelsen er til at tage at føle på, når Schnoor vil kurere symptomer på en stærkt individorienteret kultur ved at lære børn mindfulness, som er en praksis, der forekommer noget indadvendt og selvfokuserende. Langt værre er det, at politikerne falder over hinanden for at løse problemer, der helt indlysende ikke lader sig løse af staten med smarte snuptagsløsninger.

Schnoor vil give børn mulighed for at opleve mere nærvær og give dem et pusterum fra en hektisk hverdag. Samtidig taler hun i luftige vendinger om sideløbende at ”ændre på konteksten”, altså det, der ligger til grund for problemerne.

Isabella Arendt fra Kristendemokraterne er mere konkret i sit debatindlæg i avisen den 21. december, når hun vil gå til værks med reformer, for eksempel i form af ret til deltid og bedre normeringer i institutioner. Arendt er på sporet af noget, når hun peger på, at børn bruger for megen tid uden for hjemmet i for hektiske rammer.

Men Isabella Arendt går i samme fælde som Pernille Schnoor, når hun vil løse problemerne ad politisk vej, for ligesom Schnoor fjerner hun ansvaret fra forældrene og placerer det hos ”samfundet”. For hvis løsningen er reformer, som politikerne skal tilvejebringe, har vi andre vel hverken ansvaret for problemerne eller for at løse dem selv, vel?

Politikerne svigter vores børn, når de med mindfulness-projekter eller reformsnak bekræfter os i, at ”det er samfundets” skyld, når vores børn ikke trives. For de luller os ind i en bekvem forestilling om, at staten vil løse problemerne for os. Men helt ærligt: Staten kan ikke gøre et barn sundt og livsdueligt. Det at lære sit barn at træffe gode valg og sætte det i stand til at håndtere ydre påvirkninger er en opgave, der starter i fødselsøjeblikket og først slutter, når barnet bliver voksent. Det kræver nærværende voksne, der står fast i deres egne liv.

Det er selvfølgelig muligt for den enkelte familie at skrue ned for presset i verdens mest privilegerede land, hvor de fleste har mere, end de behøver, men det kræver, at vi siger nej til nogle af de fristelser, vi jagter rundt efter på vores børns bekostning: karriere, penge og selvudvikling.

Endnu et påfund i rækken af statslige tiltag, der flytter ansvaret for barnets sunde udvikling fra forældre til stat, vil ikke gavne vores børn. Der er tale om et luftkastel, hvorfra børnene kastes ud i et frit fald. Og et mindfulness-kursus eller reformer vil ikke gribe dem.

Jeg efterlyser politikere, der tør placere ansvaret, hvor det hører hjemme, nemlig hos forældrene, men det er der næppe mange stemmer i at sige højt. Så tavsheden vil desværre nok forblive larmende.

Louise Kobbernagel er jurist.