Jødehadet vokser. Mediedækningen er tendentiøs

- Det tankevækkende er, hvilke lande disse interviewede indvandrere kommer fra, skriver Rachel Adelberg Joghansen i forbindelse med den nye undersøgelse af antisemitisme i Danmark

-
-. Foto: colourbox.com.

I EN ARTIKEL den 25. november under overskriften "Jødehad er udbredt blandt indvandrere" kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at en ny undersøgelse dokumenterer, at antijødiske holdninger florerer blandt indvandrere fra fem forskellige lande.

Det tankevækkende er, hvilke lande disse interviewede indvandrere kommer fra: Tyrkiet, Pakistan, Somalia, "Palæstina" og Eksjugoslavien. Med undtagelse af Eksjugoslavien, så er fællesnævneren, at alle disse lande er islamisk dominerede.

Hvordan ser det ud med tolerancen over for jøder og jødedommen i Koranen? Hvilket syn på jøder får tilhængere af islam ud fra de hellige, kanoniske skrifter? Det kunne være interessant at få belyst dette vigtige emne af sagkundskaben.

MAN BURDE FORVENTE, at public service-kanalen DR som udgangspunkt er neutral og skildrer virkeligheden, også når det gælder jøder og antisemitiske hændelser. Det er nu langtfra tilfældet i vinklingen af nyhedsdækningen.

Lad mig blot nævne et par eksempler fra indeværende år i kølvandet på Gaza-konflikten. I TV-Avisen på DR blev det for nylig blandt andet sagt, at flere danske jøder havde valgt at rejse hjem, fordi de føler sig forfulgte. Rejse hjem? De danske jøders hjem er måske ikke Danmark i DR's optik? Er man da ikke reelt forfulgt, når man som jøde bliver chikaneret i det offentlige rum, hvis man bærer tydelige jødiske symboler, må skjule sin jødiske identitet, når man arbejder med mange "tosprogede", ikke kan bruge sin forsamlingsfrihed i det offentlige rum uden beskyttelse fra et massivt politiopbud og så videre? DR beklagede dog senere udsagnene i en nyhedsudsendelse efter flere klager.

VED DEN pro-israelske demonstration på Rådhuspladsen den 10. januar var det fortielserne og udeladelserne, der var i højsæde hos DR. Det mest tydelige eksempel for os tilstedeværende var, da en DR-filmfotograf stod ganske få meter fra en heilende indvandrer uden at videreformidle hverken den episode eller den øredøvende anti-jødiske pøbel, der råbte slagordene "Dræb alle jøder", "Jøder har ingen ret til at leve", og "Allah-u-akbar".

Gudskelov var der adskillige ildsjæle til stede, som forevigede de triste begivenheder med både fotos og videooptagelser og efterfølgende offentliggjorde dokumentationen på nettet.

Rachel Adelberg Johansen,
sygeplejerske,
Uraniavænget 19,
Odense NV