Menneskene var oprindelig cirkelformede dobbeltvæsener med to køn. Men guderne spaltede dem i to dele for at dæmpe deres overmod. Derfor går vi nu rundt og søger vores tabte halvdel. Myten fortælles af Aristofanes i Platons »Symposion«. Den forklarer menneskets søgen efter en livspartner. Det er næppe forkert at hævde, at denne græske myte er gået i blodet på os. Den er en af de grundmyter, der lever nede i vor kulturs dybeste lag. Nede i det personlighedens dyb, hvorfra vores følelser og længsler dirigeres. Med den er der blevet lagt i kakkelovnen til de vidunderligste drømme og de smerteligste forlis.
Myten er blevet genfortalt i utallige variationer. En af de populæreste danske film i nyere tid er »Den eneste ene«. Det er vanskeligt at stå for histo-rien om køkkenmontøren Niller og sminkøsen Sus, der forelsker sig hovedkuls i hinanden på tværs af al rimelighed og firkantede køkkenelementer. Han er lige så almindelig og usexet, som dagen er lang. Ved skæbnens
gunst (!) er han blevet befriet fra en tyrannisk kone ved en bilulykke. Men som alenefar med en adoptivdatter er hans liv ikke lykkeligt. Han er uforløst. Han har endnu ikke mødt kærligheden. Det har Sus heller ikke. Hun er gravid og venter et barn med sin italienske kæreste. Hun tror, at hun har fundet den eneste ene, men ak, han er hende utro med en dansk blondine.
Men et blik skal der til, så forvandles alting. Så sættes tiden i stå. De føres ind i en boble og blændes totalt af hinanden. Det er en komedie. Filmen gør kærligt grin med vores romantiske længsler. Men selv ironien har svært ved at stå distancen. Drømmen om den eneste ene får lov til at gå i opfyldelse. For det kan jo ske, hvis man er heldig. Selv for almindelige mennesker som dig og mig. Og skulle man være så heldig, så bliver alting fryd og gammen.
Man kan med god ret spørge, om ikke forestillingen om den eneste ene rider os som en mare. Det virker paradoksalt. Vi lever i multi-partnernes tidsalder, prøver hinanden og ikke mindst os selv af gennem talrige forhold. Fejler. Tager en ny dans med en ny partner. Det lader sig i længden vanskeligt forene med forestillingen om den eneste ene.
Og alligevel synes forestillingen ikke til at holde fra livet. Som en dæmon holder den os fangen, alle erfaringer til trods. Vi stopfodres med romantiske film om den eneste ene og lapper gladeligt suppen i os. Som singler ser vi frem mod »the big bang«, hvorefter al tvivl og usikkerhed gerne skulle lades ude. Som (midlertidige) partnere arbejder vi hårdt og ihærdigt på parforholdet for at fastholde, at det virkelig er den eneste ene, vi har med at gøre. Er vi i færd med at gøre kærligheden mere umulig, end den er i forvejen?
Når Luther skal forklare, hvad det vil sige at have en gud, er svaret ganske enkelt: »En gud kaldes det, hvoraf man venter sig alt godt.« Forveksler vi kærligheden med Gud? Trådte den romantiske kærlighed i Guds sted, da han med modernitetens gennembrud døde hos os i Vesten? Noget kunne tyde på det. Måske er forestillingen om den eneste ene blevet en slags moderne afgud. For det er fra den eneste ene, vi venter os alt godt, nærvær, livsfylde, mening. Det er med den eneste ene, vi går hen i kirken og ofrer vores hjerte på kærlighedens alter med bønnen om et livslangt sug i maven. I stedet får vi ondt i maven, når guden falder ned af piedestalen og viser sig - som et menneske.
Det gør ondt at måtte erkende, at den eneste ene ikke findes som andet end en ide. Den virker nemlig som alt andet end en fiks ide. Den er en mægtig guddom, der lever i myten og inkarnerer sig på film. Den er drømmen om den pureste kærlighed. Den er længslen efter ubetinget hengivelse. Længslen efter hengivelse bor i os moderne kontrol-freaks, der lever under det vilkår, at vi skal bære vægten af os selv. Valgfriheden tynger. Hvor skal vi gå hen med denne dybe længsel efter at kunne give sig hen til noget større? Her tilbyder forestillingen om den eneste ene sig. Vi blændes og begynder at jage efter luftbobler. Vi ser ikke længere den anden, men ser ideen om den anden. Der går Platon i kærligheden.
Men før eller siden forsvinder forestillingen om den eneste ene for de fleste op i den blå luft. Kontaktannoncer og boomende datingportaler synes at bekræfte det. Her anlægges ofte en ganske praktisk, næsten kølig tilgang: »Good-looking singlepige uden børn med orden i karrieren, økonomien og den sociale status og appetit på livet søger ligestillet ven/partner. Jeg har egen bolig nord for Kbh. Manden i mit liv skal kunne matche ovenstående.« Måske ville hun passe godt sammen med en »ungdommelig enkemand, ultimo femti«, der søger en »som mig selv, attraktiv, flot, velklædt, kærlig kvinde«?
Er det indgangsvinklen til et varigt parforhold? Den pragmatiske selvpromovering. Nogle håndfaste kriterier at gå efter. Det virker ikke særlig romantisk. Det minder mere om at skulle købe en brugt bil med så og så meget på kilometertælleren. Du får, hvad du ser. Jeg kan ikke lade være med at tøve. Der er dømt gudemord over en så jordslået tilgang til kærligheden. Men måske er det lige netop det gudemord, der skal til for at noget solidt kan vokse op? Måske er det lige netop nødvendigt at tage livet af den eneste ene, for at vi kan se og møde den anden som den, han eller hun er? Brugt og bulet. Med ridser i lakken, men også med muligheder i sig.
»I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlene« (Matt. 22,30). Der er nok mange, der kan finde trøst i det Jesus-ord. Ikke blot dem, der ville blegne ved tanken om at måtte hænge på en og samme ægtefælle i al evighed. Men også os, for hvem det med den eneste ene er blevet en mere end tvivlsom affære. Os, for hvem den eneste ene er blevet til to, tre og flere endnu, indtil forestillingen har måttet give fortabt over for et spraglet menneskeliv. Jesus-ordet rummer et stærkt lille evangelium midt i en skilsmissetid. Det livslange ægteskab er ikke det første og det sidste, der er at sige om kærligheden. Evighedslivet hos kærligheden selv, Gud, befinder sig hinsides den kærlighed, der måtte bo i et jordisk ægteskab.
Jeg drager et lettelsens suk ved tanken. Så får eftersøgningen da en ende. Den tyngende opgave at skulle elske rent og purt er løftet af mine skuldre. Den opgave har Gud betroet englene. Jeg kan nøjes med at være menneske. Og elske på godt og ondt.
Eskil Dickmeiss' kronik er den
tredje af de 10 vinderkronikker, vi bringer i årets kronikkonkurrence. Kronikkerne bliver bragt tirsdag
og fredag i de kommende uger
med vinderkronikken den 22. august. Tidligere kronikker blev bragt den 22. og 25. juli.