Prøv avisen

Kærligheden driver værket

KRONIK:I dag fejrer Kirkens Korshær sit 90 års jubilæum. I den anledning har Korshærens chef ladet kærligheden sætte fornuften og meningsløsheden i stævne til en snak om meningen med det hele

Kærligheden går med langsomme skridt. Ikke fordi den er træt. Tvært-imod. Men fordi den har god tid. Hele tiden er Kærligheden på vej rundt i menneskelivet. Den er altid parat til at stoppe op og blive længe, hvor der er den mindste anledning til det. Og den er der altid.

Kærligheden har et skarpt blik: Den kan se på lang afstand, den kan se om hjørner, den kan se bagud. Og især kan den se bagved. Den kan se det hele på én gang. Den kan se det allermindste, ja, den kan se alt det, der ikke kan ses.

I modsætning til sit skarpe blik har Kærligheden et lidt sløvt intellekt. Når den er i gang, tænker den ikke på, om den nu kan betale sig. Den dur ikke til overfladiske cost-benefit-analyser. Logik er absolut ikke dens stærkeste side. Det ved den godt. Og er faktisk lidt stolt af det.

Der er noget næsten tvangspræget over Kærligheden. Den kan ikke lade være med at være til! Den bliver ved og ved - helt ud i det håbløse, dér hvor enhver fornuft er stået af for længe siden. Kærligheden er ikke eksklusiv, den befinder sig tilsyneladende godt dér, hvor alt er umuligt.

Kærligheden har været til fra før tidernes morgen. Og den ved, den skal blive ved ind i tidernes evighed, som aldrig får ende. Den ved også, at den en gang skal være helt alene.

Kærligheden holder meget af Fornuften. De mødes indimellem til en kort snak, hvor de prøver hinanden af og ser, hvem der er stærkest. Fornuften er funktionel. Den tænker logisk og rationelt og analyserer med lynets hast Kærlighedens arbejde sønder og sammen.

Fornuften har nemlig et godt øje til Meningsløsheden. Den er til at tage og føle på, og man kan argumentere alt i sænk ved hjælp af Meningsløsheden. Fornuften kan se det meningsløse overalt uden at ulejlige sig særligt meget. Blot en korttidsobservation af menneskelivet får Fornuften til at se på Kærligheden som en illusion, som mest af alt har underholdningsværdi - og ikke ret meget andet. Kærligheden er nyttesløs, den har ingen effekt, ingen resultater. Dens svaghed er iøjnefaldende.

Men Kærligheden er ligeglad med Fornuften. Den påstår uden videre, at Fornuften ser dårligt og går med skyklapper på. Og at den frem for alt hverken kan høre, føle, sørge eller lide. Tilmed har Fornuften ikke Evigheden i sig. Det er derfor, den giver op og standser forskrækket foran Meningsløsheden.

Når Kærligheden for alvor skal holde sjov med Fornuften, siger den, at Fornuften måske nok kan observere, men den gør det med distance og uden at involvere sig. Fornuften kender ikke til engagement i menneskelivet. Den bliver udenfor. Og så er det ingen sag at stoppe foran det meningsløse.

Kærligheden, derimod, bliver ikke udenfor. Tværtimod. Kærligheden går lige ind i Meningsløsheden og sørger for, at Meningsløsheden aldrig får lov til at være alene. Ondskab, had, ødelæggelse og død - hvordan Meningsløsheden ellers udtrykker sig - så går Kærligheden med og sætter det hele i relief og siger: Meningsløsheden er ikke alt i livet!

Fornuften bliver ganske bleg og ved siden af sig selv, når Kærligheden fortæller, hvor den kommer fra. Der er ikke noget, der hedder Gud, det kan man da sige sig selv, påstår Fornuften og lader kold luft sive mellem sig og Kærligheden. Sådan ender deres møde hver eneste gang.

Men Kærligheden ved, at den kommer fra Gud. Derfor kan den høre, føle, sanse, sørge og lide. Alle mulige former for ondskab, had, ødelæggelse og død kalder - uden at vide det - på Guds Kærlighed. Menneskelivets lidelse, smerte, død og meningsløshed rummer i sig et råb efter Guds Kærlighed.

Derfor er Guds Kærlighed aldrig i ro. Dens liv er én lang kamp. Den kamp vil Kærligheden gerne have menneskene til at gå ind i. Helt præcist vil den gerne have dem til at gå med hinanden ind i det smertefulde liv og håbe håndgribeligt. De stærke med de svage. De raske med de syge. De glade med de sørgende. De lykkelige med de ulykkelige.

Kærligheden vil gerne have menneskene til at fatte, at livet er skabt til - netop kærlighed til jorden med hele dens fylde og alle dens skabninger. Kærligheden vil gerne have menneskene til at se, at den ikke er en blank og glat kærlighed, som kun lever for sig selv, men at Kærligheden er med dem i deres dødelige liv, i smerten, i lidelsen - helt ind i døden.

Døden lever, så sandt som livet lever. Det ved Kærligheden godt. Men døden kommer aldrig af sted, uden at Kærligheden slår følge. Kærligheden går med i døden og bliver i livet. På en og samme gang. - Det er Kærlighedens inderste væsen: intet er den fremmed. Den kan godt nok ikke slå døden ihjel, men den kan sørge for, at den aldrig er alene.

Døden er aldrig større end Kærligheden. Kærligheden overvindes aldrig af døden, men slår sig ned i sorgen og savnet og lever sammen med smerten hos hvert eneste menneske.

Det fatter Fornuften ikke. Den spørger igen og igen:

»Kender du den inderste mening med sygdom og død, med smerte og savn?«

»Nej«, svarer Kærligheden, »men jeg er der!«

»Er de klar over det, de, der lider og dør, og de, der savner og sørger og lever med den afmægtigste smerte?«

»Jeg ved det ikke altid«, siger Kærligheden. »Men jeg er der!«

»Får de levende deres døde igen?« Fornuften ser triumferende på Kærligheden.

»Nej, men jeg er der«, siger Kærligheden og kigger Fornuften ind i øjnene: »Ved du, hvorfor mennesker lider, sørger og savner med smerte?«

»Ja«, siger Fornuften, »det gør de, fordi de mister!«

»Nej!« siger Kærligheden, »de gør det, fordi de elsker.«

Fornuften er allerede på vej væk. Men Kærligheden bliver stille lidt og tænker, at det hele måske er dens skyld. Kærligheden tænker, at hvis den ikke var til, gjorde livet ikke ondt. Hvis den ikke var til, gjorde døden ikke ondt. Hvis Kærligheden ikke var til, gjorde alting ingenting!

Så var alt tomhed. Men Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da Tro, Håb, Kærlighed, disse tre. Men størst af dem er Kærligheden.

Bjarne Lenau Henriksen er chef for Kirkens Korshær og sognepræst