Prøv avisen

Kærligheden kan ikke med døden

Dalmers egentlige ærinde synes at være en nedgøring af kristentro og poesi som noget, der på nogen måde måtte have med erkendelse at gøre, skriver Gudmund Rask Pedersen. Foto: Sergey Galushko

Kærligheden dæmoniserer ikke døden. Kærligheden hylder og holder sig til livet, skriver sognepræst Gudmund Rask Pedersen

I en kronik så dum som sjældent set i Kristeligt Dagblad den 27. april harcelerer psykolog Jørn Dalmer under overskriften Intet liv uden døden over biskop Niels Henrik Arendts påskekronik fra den 7. april og skriver: Dødens konstruktive bidrag til menneskelivet fortjener på ingen måde fortsat at blive dæmoniseret af kirkens folk.

LÆS OGSÅ: Intet liv uden døden

Dalmers egentlige ærinde synes at være en nedgøring af kristentro og poesi som noget, der på nogen måde måtte have med erkendelse at gøre, og en opprioritering af en rent rationel og naturvidenskabelig tilgang til tilværelse.

Dalmer bliver her i sin splintjagt i Arendts og andres kristensyn selv så bjælkeblind, at han overser det, der helt elementært og uden diskussion gør døden til menneskets fjende nummer et, også for en ikke-troende, rationelt tænkende psykolog, nemlig kærligheden.

LÆS OGSÅ: Påskekronik: Over den, som vender mod den opstande, skal dage og lys og komme

Kærligheden kan ikke med døden. På ingen måde. Benny Andersen siger det så fint og ligeud i digtsamlingen Sjælen marineret i digtet Ode til døden, hvor han først taler (næsten dalmersk) om døden som en del af livet. Ja, jo, biologisk set og så videre. Men ikke, slet ikke, når det kommer til kærligheden. Døden og kærligheden går ikke i spænd. Som digtet siger det:

når jeg tænker på min elskede/ tænker jeg:/ Aldrig i livet!/ Disse øjne dette smil denne stemme/ lukket og slukket/ Dén går ikke du gamle./ Denne fine bløde hud dette varme hjerte denne/ ømhed for andre disse skøre indfald for slet ikke/ at tale om denne uforlignelige latter og hvert øre/ er et lille mesterværk og tæerne glem ikke tæerne/ og de uimodståelige graciøse knæhaser/ Hallelunej/ sådan leger vi ikke/ når hun lider lider jeg/ når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til/ sådan er det bare/ så kom ikke for godt i gang/ gigt og andre skavanker/ skal vi nok selv ta os af/ men hold nallerne fra hende/ Forstået?/ Hvis du prøver på noget i den retning/ blir det over mit lig!

Sådan taler kærligheden. I samme toneart taler i mine ører kristendommen om menneskelivet. Om hvordan døden gør alt til ingenting. Og om hvordan kærligheden gør ingenting til alt. Elsker med hud og hår og med en særlig sans for det, måske slet ingen andre så.

Kærligheden dæmoniserer ikke døden. Kærligheden hylder og holder sig til livet. Det er ikke så dumt. Det er sådan set velsignet godt.