Prøv avisen

Kønsneutralt ægteskabsritual. En idé uden kulturhistorisk dækning

Seksualetikken har været skiftende. Men opfattelsen af ægteskabet som et (i princippet) livslangt og bindende forhold mellem mand og kvinde går igen overalt, skriver dagens debattør.- Foto: colourbox

Seksualetikken har været skiftende. Men opfattelsen af ægteskabet som et (i princippet) livslangt og bindende forhold mellem mand og kvinde går igen overalt, skriver dagens debattør Leif Andersen

Se lige bort fra skriftstederne et øjeblik. Og prøv i stedet at se på det næstvigtigste: kulturhistorien. Ægteskabet er måske den eneste institution, der går på tværs af alle kulturer. Alt andet kommer og går. Men der findes vel knap et hjørne af verdenshistorien, hvor en kultur ikke kender det livslange ægteskab – eller anerkender det som samfundets fundament.

Seksualetikken har været skiftende. Men opfattelsen af ægteskabet som et (i princippet) livslangt og bindende forhold mellem mand og kvinde går igen overalt.

Synet på homoseksualitet har været forholdsvis stabilt i alle kulturer. Enkelte kulturer har ganske vist hyldet homoseksualiteten, i nogle tilfælde endda som ædlere end seksualiteten mellem mand og kvinde. Men selv ikke da har det rørt ved synet på ægteskabet.

Ingen kultur nogensinde har kendt til et kønsneutralt ægteskab! Selv ikke de få kulturer, der ligestillede homoseksualitet og heteroseksualitet. Selv ikke de få polygame kulturer har kendt til kønsneutrale ægteskaber.

Så kunne vi ikke lige overveje, hvor den selvfølgelighed kommer fra, som ud fra et par årtiers kovending nu vil hamre en grundpille omkuld?

Hvordan kan det gå så stærkt? Så vidt jeg husker, var det i 1991, at verdenssundhedsorganisationen WHO fjernede homoseksualiteten fra de psykiatriske diagnosesystemer (i Danmark skete det 1980). Det var måske godt nok. Men er det så ikke tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution?

Der var ekstremer i ungdomsoprøret og i radikal feminisme, som vi i dag tager os til hovedet over: at der kun er fysiske forskelle på mand og kvinde, at sportsgrene for mænd og kvinder skal slås sammen og så videre. Men for 40 år siden blev de fremført som selvfølgeligheder. Tænk, om vi dengang havde taget de konsekvenser, som fortalerne for det kønsneutrale ægteskab nu kræver.

ER ET NEJ til homoseksuel vielse ikke diskriminerende? Ikke mere end et nej til det polygame frivillige ægteskab er det. Eller til "polyamori", sådan som det har været diskuteret i for eksempel Sverige. Ikke spor mere diskriminerende end et nej til søskendeægteskab. Der er ikke ét af argumenterne for homoseksuel vielse, der ikke uden videre kan kalkeres over på andre alternative samlivsformer, som bare endnu ikke er blevet selvfølgeligheder.

Og kovendingen er komplet: I dagens selvfølgelighed er det nu pludselig os andre, der erklæres syge. Vi er nu "homofobe". Vi har altså en fobi, er psykisk utilregnelige. Og kriminaliseringen ånder os i nakken: Hvornår bliver det kriminelt at anse homoseksualitet for en itugået seksualitet? Ikke mange vil påstå, det ikke er et realistisk scenarie.

HVAD BLIVER KONSEKVENSERNE for vore relationer, kærligheden, børnene og identitetsdannelsen, hvis vi fjerner den grundpille, der har båret alle kulturer indtil i dag? Vi ved intet om det!

Faktisk ved vi ikke engang, hvad homoseksualitet er. Forskningen er både usikker og fra begge sider forpestet af forudbestemte dagsordener. Ingen ved bare nogenlunde sikkert, hvorfor den er nogles virkelighed og ikke andres. Er det så fornuftigt at hæve den til en position, hvor den bliver til ligestillet grundpille for kultur og samfund?

Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt.

Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?

Leif Andersen,
cand.theol., rejsepræst og lektor i praktisk teologi,
medlem af Evangelisk Luthersk Netværk,
I.C. Lembrechts Allé 30, Hvidovre