Prøv avisen

- Kønsneutralt ritual nødvendigt

Debatten om homoseksuelles ret til en kirkelig vielse er forbavsende fikseret på sex, mener Peter Grønlykke. Foto: .

Ingen vil vel nægte, at Guds ord både er til for homo- og heteroseksuelle, skriver sognepræst Peter Grønlykke i diskussionen om homoseksuelle vielser

DET ER IKKE KUN sognepræst Poul Joachim Stender, der tager Gud med i sengen i den nyligt udkommne bog "Med Gud i sengen"om al den sex, der findes i Bibelen.

En væsentlig del af den konservative modstand mod kirkelig vielse eller velsignelse af homoseksuelle fokuserer således også – ubevidst og ufrivilligt måske – på det seksuelle og kønslige. Man mener ikke, at Gud har noget imod at være med i seng, hvis det vel at mærke er to mennesker af forskelligt køn, der ligger i den. Ellers vil han ikke være med.

Rent bortset fra, at jeg ikke tror, at vi skal forestille os, at Gud er så smålig, heller ikke selv om der er et par bibelsteder, der mener noget andet, så finder jeg den kønsfikserede debat omkring vielse og velsignelse af homoseksuelle temmelig problematisk.

Vi har nemlig ikke vielse eller velsignelse i kirken af kønspolære grunde, men fordi en vielse har været – og åbenbart stadig er – en så væsentlig begivenhed i livet, at den har "Guds ord for sig", som Luther sagde. Det er det primære. Og ingen vil vel nægte, at Guds ord både er til for homo- og heteroseksuelle?

Ordene fra skabelsesberetningen, om at mennesket er skabt som mand og kvinde, indgår i det nuværende vielsesritual.

Det har været meget passende, så længe vi i kirken kun har foretaget vielse af heteroseksuelle par. Vielsesritualet er imidlertid kun et ritual, selvom de konservative kræfter næsten kan se ud til at betragte det som et helligt sakramente.

SOM RITUALTEKST kan den pågældende tekst derfor godt ændres. Ja, selv ved en vielse af et heteroseksuelt par kunne denne tekst såmænd trænge til at blive skiftet ud. Den lægger op til en "me Tarzan, you Jane"-betragtning, som bestemt kan stemme sindet til romantik. Men den rammer dermed ikke blot ved siden af det centralt evangeliske, den negligerer også det dagligliv, som mere er præget af ligestilling end af kønspolaritet. Med det for øje kunne der være evangeliske pointer, der var nok så væsentlige af fremhæve.

Vi kommer ikke i kirken primært som dem, der har den ene eller den anden seksuelle præference. Vi kommer der som mennesker. Derfor kan vi ikke i kirken leve med to forskellige ritualer for den samme menneskelige situation. Det vil betyde en evangelisk uretfærdighed, som en evangelisk-luthersk kirke ikke bør acceptere.

Det er imidlertid forholdsvis uproblematisk at udarbejde et kønsneutralt vielses- eller velsignelsesritual. Ligesom jordpåkastelsen er det eneste forordnede i forbindelse med bisættelser og begravelser, kunne der udarbejdes en tilspørgselsformel for vielser. De tekster, der skulle læses og tales ud fra, kunne præst og par eventuelt frit vælge på baggrund af nogle vejledende forslag. Og selvfølgelig kan stykket fra skabelsesberetningen også indgå blandt mulighederne.

Peter Grønlykke,
sognepræst,
Rosengade 18, Sønderborg