Jeg er træt af den ateisme, Anders Stjernholm (AS) udbreder. Jeg er træt af, at AS udtaler sig om ting, der har med kristendom og kirke at gøre, som han burde fakta-tjekke noget bedre, så jeg tænkte, det måske kunne fremme debatten med lidt information. Jeg vil fokusere på tre temaer, som AS og andre ateister burde vide lidt mere om: Hvor tomme er de danske kirker? Hvad laver man egentlig på teologistudiet? Og kan en præst faktisk trøste, når man er ramt af sorg?
I en debat med præsten Flemming Pless sidste år i morgen-tv nævner intervieweren problemet med halvtomme kirker, og senere, da Flemming Pless svarer på, hvem der har meldt sig ud på grund af Ateistisk Selskabs kampagne, afbryder AS og siger ”Fyldte kirker – du bliver ved med sådan nogle anekdoter”. Resten af debatten handler ikke om dette, men så vidt jeg ved, er mange ateister ret overbeviste om, at kirkerne står tomme i det ganske land. Men passer det virkelig? De fleste stifter foretager i dag en optælling af antal besøg til de kirkelige handlinger. Lad os sige, vi ikke tæller vielser, konfirmationer og sådan noget med, men bare ser på de helt almindelige, kedelige gudstjenester. Og lad os nøjes med Københavns Stift, som Flemming Pless hører til. Det sidste nye tal er ifølge Stiftet, at der er cirka 60 i gennemsnit til hver eneste gudstjeneste, alle 52 søndage i alle 109 kirker. Ud af de i alt 5512 gudstjenester bliver kun cirka 14 (eller 0,25 procent) aflyst på grund af for få fremmødte (3 eller derunder). På en normal søndag er der således 6540 københavnere, der går i kirke. På et år bliver det 340.080 deltagere til gudstjenesterne. Vidste du det, Anders? Skal man sammenligne med noget, kunne man bruge disse tal fra Aalborg Stift 2015: Til alle kirkelige handlinger (inklusive vielser, babyrytmik med mere) havde kirken 1,1 million besøgende, mens museerne blev besøgt af cirka 800.000, og teatrene af godt 100.000 i samme periode.
Vi kan ikke vide ud fra tallene, om det er de samme mennesker, der sidder søndag efter søndag på kirkebænken, men det kan vi jo heller ikke med de besøgende i teatre, biografer og museer – og dem vil Anders Stjernholm vel næppe have lukket?
AS fik i et interview i tidsskriftet Epsilon tilbage i 2015 spørgsmålet ”Hvad vil du gerne huskes for som person?” og svarede ”Som ham, der lukkede folkekirken. Det drømmer jeg om”.
Jeg har hørt fra et par religionskolleger, der så AS i debatten ”Er ateismen blevet en ny religion?” på ARoS sidste år, at AS nærmest mente, man skulle lukke teologistudiet, og argumenterede med, at de for eksempel brugte tiden på at lave gudsbeviser. Jeg har spurgt Svend Andersen, der underviser på teologi-studiet i Aarhus, om dette, og han svarer, at det er et middelalderligt emne, der typisk bruges en enkelt dobbelttime på i faget ”etik og religionsfilosofi” – vidste du det, Anders? Én dobbelttime ud af et fuldtidsstudie på 6 år – hvor mange promille af tiden er det? Og når man læser om gudsbeviser, er det ikke, fordi det er en central del af uddannelsen i dag, men fordi det har historisk værdi at kende den debat, der engang var vigtig i kirken. Men du tror jo for øvrigt slet ikke, at teologer kender til kildekritik, vel?
Fra debatten med Flemming Pless, hvor talen faldt på, hvorvidt præsten kunne hjælpe en person i sorg, siger AS: ”I er blevet overhalet fuldstændigt vanvittigt af psykologer og andre mennesker, coaches, som ved meget mere om, hvad der sker inden i et menneske, fordi det er det, de har læst på, frem for nogle gamle gætterier fra 1700 år siden, skrevet af nogle mennesker, der ikke anede noget som helst”.
AS bygger på den forkerte præmis, at alt, hvad præsten laver, bygger alene på Bibelen. Måske kender AS slet ikke begrebet ”sjælesorg” eller ved ikke, hvor centralt dette er for en præsts virke? Det får mig til at tænke på det, Jesper Sørensen siger i interviewet sidst i ”Eftertro” om religion generelt, med Clifford Geertz’s ord, ”at det netop ikke handler om at forklare eller fjerne smerten – det handler om at kunne bære smerten. Religionen giver dig et sprog, du kan sætte din oplevelse ind i” – det gælder vel også for sjælesorgen?
Jeg opfatter ikke mig selv som troende, jeg meldte mig ud af folkekirken som 18-årig, og jeg er ikke medlem af noget trossamfund, men jeg kan godt i dag som voksen finde en slags trøst i for eksempel Paulus’ tanker om at være en synder – for mig handler Paulus’ breve om, at det er pissesvært at være menneske. At det er svært altid at gøre det gode, man gerne vil – og at kirken kan rumme mig alligevel. Ja, jeg får faktisk helt lyst til at melde mig ind igen, når jeg sidder her og tænker over det. Ja, måske skulle jeg ligefrem lave en hjemmeside, der hedder indmeldelse.dk, der gør det nemt for folk som mig?
Nå, men mens jeg tænker videre over dette, kan jeg starte med et ydmygt ønske om en lidt bedre debat, hvor man taler ud fra viden, og hvor man ikke tror det værste om modparten på forhånd. Når AS mener, at præster lyver, når han afbryder folk midt i en sætning, når han kan mene, at religion ”er opstået, fordi vi har en indbygget modvilje mod at erkende vores uvidenhed” (fra bogen ”Eftertro”), så er det for mig at se udtryk for en dyb disrespekt for såvel sine meddebattører som sine medmennesker.
Fordi man er troende, kan man jo godt have tænkt grundigt over tingene... som Alain de Botton siger i ”Religion for ateister”: ”Det er først, når vi holder op med at tro på, enten at religioner er sendt fra himlen, eller at de er udtryk for det rene vanvid, at problematikken begynder at blive interessant”.
Lene Wittrup er lektor i religion, dansk og retorik på Frederiksborg Gymnasium og HF.