Kære far: Jeg synes, vi to er gået glip af meget

”Pas godt på mor” sådan sagde du til os, da falck-folkene hjalp dig ned af trapperne og ud i ambulancen. Det er det sidste, jeg kan huske om dig, før du døde, få dage efter. Jeg var fem år gammel, og jeg synes, vi to er gået glip af meget siden. Det vil jeg gerne fortælle dig lidt om.

Da du døde, blev mor og vi seks børn efterladt alene, og tre måneder efter blev vores lillesøster født. Jeg kan huske, at vi fik hjælp fra familie og naboer den første tid. Og jeg har fået fortalt, at det gav genlyd i sognet, at vi pludseligt stod der, mor og seks, snart syv, børn, uden dig!

Jeg var ikke med til begravelsen, vi børn, der ikke var konfirmeret, kom ikke med. Til gengæld kan jeg huske, at vi efter hver gudstjeneste gik ned til din grav, hvor vi stod. Der stod vi og samlede tankerne, uden de mange ord og jeg blev mindet om, at du hørte med til vores familie. Vi sagde ikke meget, men de ordløse skridt satte spor i mit sind. Spor om døden og spor om livet som en skrøbelig gave.

Du og mor havde givet os et god hjem, og mor førte det flot videre efter din død. Lad mig nævne nogle pejlemærker, som jeg synes, jeg har fået med.

Den kristne tro var også efter din død en helt naturlig del af min barndom. Med kirkegang, søndagsskole, juniorklub, korsang, bordbøn og andagt. Det kunne godt være pinligt, når jeg havde kammerater på besøg, men det hørte med. Det var den ramme, jeg voksede op indenfor. En tryg ramme! I søndagsskolen fortalte de bibelhistorier. Du ved godt, hvem søndagsskolelærerne var. Jeg har siden tænkt på, at det var en stor opgave. Og det faldt ikke lige naturligt for dem alle, men de havde alle noget på hjerte, som skulle overleveres til næste generation, og det gjorde de trofast.

Men det med at tro var ikke kun noget, jeg hørte, jeg så det også for eksempel i forhold til søndagen. Som du ved, fik vi kartofler de fleste dage. Der var nok af dem, for vi dyrkede dem på en lille strimmel på marken. Som du helt sikkert kan huske, skrællede mor hver lørdag dobbelt så mange kartofler, og halvdelen blev sat i spisekammeret. Jeg så, at om søndagen havde vi lov til at holde fri fra at arbejde. Særligt det arbejde som kunne skubbes til andre dage.

I femte klasse købte jeg seks dværghøns og en dværghane af min matematiklærer, fru Bjerrum. Jeg havde dem med hjem i skolebussen. Hjemme fik de lov at gå løs i stalden, i haven og på gårdspladsen. De lagde æg på halmballen over de små grise, og i truget kæmpede de med grisene om foder. Og når det gik godt, kom en af hønsene pludseligt gående med bittesmå kyllinger en sommerdag. De lavede tit lidt rod i køkkenhaven, men mor gav lov. Siden da har jeg haft høns mange gange. Jeg blev aldrig bonde som dig, men jeg ved, at det, jeg har set på gården har sat sine spor i mig. Jeg har set dig kastrere grise og aflive killinger – det var ikke sjovt, men jeg kunne se, at det var nødvendigt.

Da jeg kom i syvende klasse, gik jeg til præst. Min klasse var ikke søde konfirmander. Præsten var nok heller ikke den fødte pædagog. Han underviste os på skolen. Jeg husker, at han forsøgte at lære os salmevers, og jeg kan stadig de tre vers, han nåede at lære os. En gang skød vi med eleastikker efter ham. Det kostede mig en tur uden for døren. Jeg prøvede at løbe ned i kælderen, men jeg blev fanget af skoleinspektør Clausen. Han mindede mig om, at mor nok ikke ville blive imponeret af, at jeg blev sendt uden for døren til konfirmationsforberedelse.

Det var nok en del af mit lille oprør på vejen fra at være barn til at blive voksen. Et oprør, som måske ikke var så nemt for mig, når jeg ikke havde dig at spille bold op ad. Jeg forsøgte også lidt oprør mod de pligter, mor gav mig. Jeg argumenterede imod dem og undskyldte med dårlig ryg, nysesyge, allergi og meget andet godt. Men mor var smart. Hun svarede igen, ved selv at gøre mine pligter, og det gav mig så dårlig samvittighed, at jeg tog fat igen.

Mor har fortalt, at du var god til at få os børn til at lave det, du ikke selv gad. Hun siger, at du legede det videre til os. Vi kunne alle noget, og vi skulle alle noget. Og da de store flyttede hjemmefra, blev vi små skubbet frem i rækkerne. Jeg kan huske, at jeg fejede baggangen, jeg mugede ud hos grise og kalve, jeg fyldte korn i kornkværnen, jeg hakkede roer, vaskede bil og vinduer. Men jeg lavede ikke mad eller bagte, jeg vaskede heller ikke op eller lavede madpakker eller fodrede dyr. Der var åbenbart ting, som var for vigtige, eller steder, hvor mine evner ikke slog til.

Jeg tænker nogle gange på, om der var noget, vi to kunne have lavet sammen. Var der noget, du gerne ville have lært mig eller fortalt mig, som du ikke nåede. Noget om det med at være mand og far eller bare det at bakke med en firhjulet vogn.

En anden ting, jeg husker tydeligt fra min barndom er, at du og mor altid sov middagssøvn. Ikke lang tid, men hver dag. Efter at du døde, fortsatte hun med det. Utroligt at hun havde tid til det, men det prioriterede hun. På samme måde prioriterede hun pengene. De fleste af os børn fik også to år på efterskole, utroligt hun havde råd til det, men det ville hun! Og bekymringer – dem holdt hun for sig selv, hun havde jo ikke dig at dele dem med.

Vi syv børn fik alle en uddannelse. De store har sagt, at du var stolt af dine tre store piger. Jeg håber, og jeg tror, at du også ville have været stolt af os andre. Jeg tror, at jeg har fået selvværd med hjemmefra. Jeg ved, at jeg var og er elsket af dig og mor. Jeg ved i hjertet, at jeg er værdifuld.

Til gengæld har jeg ikke altid haft så meget selvtillid. Jeg kan huske, at jeg ofte følte mig i vejen, for eksempel når vi var ude at købe ind med mor. Hun hev os altid til side, også selvom vi ikke stod i vejen. Jeg lærte, at der var meget, jeg skulle øve mig på. Men jeg lærte også, at jeg har værdi, som den jeg er.

Jeg tror også, det har noget med Gud at gøre. Jeg har altid haft en barnlig tro på, at du var hos Gud i himlen. Da jeg var lille, havde jeg lidt svært ved at forstå, hvordan det gik til, at du kunne blive oppe i himlen uden at falde ned. Men jeg fandt selv løsningen, for ”Gud slog bare gulvbrædder under dig”. Jeg har stadig min barnlige tro på, at du er hos Gud, og at mit liv er i Guds hånd. Den tro har du og mor været med til at give mig, med jeres ord og især med jeres handlinger.

Så kære far, jeg har savnet dig. Jeg savnede dig, når de andre drenge talte om deres far. Jeg var stolt af mor, og sagde, at hun var lige så stærk som min onkel! Men hun var og er jo ikke dig. Jeg savnede dig på livets store dage, min konfirmation, da jeg fik huen på, da jeg blev gift, og da jeg blev far. Men jeg savnede dig også på de mange almindelige dage, når vi kørte halm ind, plukkede stikkelsbær, spillede æsel, skovlede sne eller jeg bare skulle trøstes lidt. Måske er savnet blevet tydeligere som voksen, for som barn kendte jeg ikke andet end hjemme uden dig. Men selvom du ikke har været der, har jeg været tryg. Jeg vidste, hvor jeg hørte hjemme, og hvor jeg var på vej hen, med tydelige pejlemærker.

Med kærlig hilsen Lars.