FAR, DU GAV MIG udfordringen at liste de bedste grunde til at se ”Skam”.
På papiret virker dette noget nær umuligt: Hvordan skal jeg overbevise dig, en voksen mand, om at se en norsk tv-serie om piger og drenge i gymnasiet? Selvom du er kulturelt nysgerrig og frivilligt hører Rihanna, er jeg vist sat på lidt af en opgave.
Hvorfor skal du se ”Skam”? Du skal se ”Skam” af samme årsager som alle andre. Du skal se ”Skam”, fordi den fortæller en uoriginal historie på en vanvittigt original måde. Den er sjov, stilet, spændende og smuk.
Man skulle nærmest tro, at der blandt manuskriptforfattere cirkulerer en tjekliste tilegnet ungdomsserier: graviditet, alkohol, seksuel debut, voldtægt og spiseforstyrrelser. ”Skam” opfylder kravene, men ikke på en kvælende måde som ”Beverly Hills 90210” og andre, især amerikanske ungdomsserier.
Der er nemlig en smuk larmende stilhed over den måde, de forskellige piger oplever små og store dramaer. ”Skam” er ”show it, dont tell it” på fornem vis.
VI FORFÆRDES OG ER BANGE på en af hovedkaraktererne, Nooras, vegne, da hun vågner hos sin kærestes bror og frygter, at han har voldtaget hende. Den zombielignende tilstand, der omklamrer hende, fanger os som seere også, og tågen letter først, da ordet voldtægt endelig nævnes. Det subtile ved voldtægtshistorien er dog, at den lige præcis ikke er der.
Hvis plottet repræsenterer stilheden, er filmsproget larmen. Jeg husker ikke, hvornår jeg sidst har set en mainstream-serie eksperimentere så meget med musikken og klipningen. Det er lige på og hårdt, det er grænseoverskridende og invaderende. Men det virker.
Det er i høj grad lydsiden, der får gode scener til at blive fremragende. Da Noora er væk i en alkoholrus, som hun vel at mærke ikke selv har bedt om, og festen er i fuld gang omkring hende, brager klassisk musik igennem. At Noora næsten er bevidstløs, er i sig selv ubehageligt, men valget af overdøvende klassisk musik i stedet for musik, der passer til billedsiden, får hårene til at rejse sig på seeren. Det føles helt forkert og omklamrende. Seeren føler det ubehag, som Noora ikke kan føle. At den klassiske musik også er en subtil ledetråd til den eneste egentlige skurk, gør det kun mere gennemført.
LIGELEDES UNDGÅR ”SKAM” i sin dialog og sit persongalleri at være moraliserende og bedrevidende, hvilket let kunne have været udfaldet med en ungdomsserie.
Jeg har absolut intet imod, at jeg føler, at nogle teenagere er klogere end mig. I enhver anden serie havde det været kvalmende klichéfyldt, men i ”Skam” fungerer det: På Nooras væg hænger en seddel, hvor der står:Everyone you meet is fighting a battle you know nothing about. Be kind. Always. (Enhver du møder kæmper en kamp, du intet aner om. Vær god. Altid.)
Vi kan se en fin parallel mellem de vise, tidsløse ord og ”Skam”s koncept med at skifte synsvinkel fra sæson til sæson, så vi får et mere nuanceret forhold til pigerne. Blandt mange ting husker ”Skam” os på ikke at dømme mennesker på forhånd, og at fordomme intet godt gør for nogen.
Det er lige meget, hvor gammel man er, hvilket køn man har, når det handler om at elske ”Skam”. For man lærer noget af ”Skam”, man belæres ikke. Så far, du skal ikke ”Skam”me dig over at se ”Skam”.
Undskyld, den var næsten for oplagt.
Nina Jerslev Svendsen er statskundskabsstuderende