Kære forældre: Ønsker I, at vi, der ser jeres børn i udsatte situationer, vender det blinde øje til?

Skal man blande sig for at passe på et barns velvære eller vende det blinde øje til? Lola Jensen står i et dilemma og har et budskab til nutidens forældre

Forsvarsparaderne kommer hurtigt op hos dagens forældre, mener Lola Jensen. Og det uanset, om man ønsker at kritisere eller hjælpe deres børn.
Forsvarsparaderne kommer hurtigt op hos dagens forældre, mener Lola Jensen. Og det uanset, om man ønsker at kritisere eller hjælpe deres børn Foto: Lena Granefelt/Johner/Ritzau Scanpix

Går man få generationer tilbage, fik børnene en endefuld af de voksne, hvis der kom melding om, at de var trådt ved siden af. De fik lussing og skideballe, både med rette og urette. Sådan gør vi heldigvis ikke mere, for det efterlader en følelse af svigt, mistillid og nedværdigende og uretfærdig behandling.

For en generation siden tog de fleste forældre imod de opmærksomme henvendelser fra andre folk og brugte dem til at inspirere børnene væk fra det negative og hen imod den hensigtsmæssige adfærd. Jeg har selv prøvet det få gange og kun været taknemmelig hver gang.

Den imødekommenhed og taknemmelighed over, at andre var med til at passe på barnet, er pist væk hos mange forældre i dag.

Der er sket noget på dette område hen over en enkelt generation. Det har aldrig været rart, at der kom kritik af eget barn, heller ikke da jeg var del af forældregenerationen til småbørn og større børn. Kritik af barnet har altid nemt fået forældrekløerne frem til beskyttelse af afkommet. Men min forældregeneration lagde eventuelle forsvarsparader hurtigere, fordi der kort efter budskabet opstod den gode fornemmelse, at det jo var til barnets, de andre børns eller omgivelsernes bedste. Derfor kom der dengang nemmere et ”tak for oplysningen og opmærksomheden, der skal hurtigt blive rettet op på det”.

Så let går det ikke i dag, hvor rigtig mange forældre beholder paraderne oppe eller endda spidser kløerne yderligere. Dilemmaet opstår derfor: Skal jeg blande mig for at passe på barnet, eller skal jeg vende det blinde øje til?

Jeg var tilskuer til en situation i det offentlige rum, hvor en dame henvendte sig til en toårig, der i en tid havde set lidt efterladt ud. Damen spurgte den toårige: ”Lille mand, du ser så forladt ud, er du blevet væk fra dine voksne?”, hvorefter et forældrepar på et tæppe en halv snes meter væk, siddende blandt andre folk, hurtigt kom på benene og bebrejdende råbte: ”Hvad laver du? Hvad har du gang i? Lad vores dreng være. Vi har fuld kontrol over situationen.”

Eller en anden situation med en godt toårig dreng bag en parkeret bil, der ventede på mulighed for at bakke ud, mens bilen ved siden af pakkede klapvogn, køletasker, badetøj med mere ind i bilen. Passageren fra bilen, klar til at bakke, tog venligt ved drengen og sagde: ”Uha, lille fyr. Nu skal du passe på, at du ikke bliver kørt over. Du skal gå lidt til side”, hvorefter en meget bøs far snerrede: ”Hvem er det lige, der skal passe på her? Vi skal jo være her alle sammen.”

Og en tredje episode, hvor forældre ringede til en klassekammerats forældre for at fortælle, at deres dreng havde været med til noget mobning i weekenden, hvor returneringen lød: ”Det kan simpelthen ikke passe. Vores dreng har ikke være uden for en dør hele weekenden. Vi har været til fødselsdag. Han kommer i øvrigt aldrig oppe ved ramperne, så jeg ved ikke, hvor du har din fantasi og historie fra. Er du klar over, hvad det kan gøre ved at barn, hvis man mistænker dem uden grund?”.

Kære forældrerolleindehaver årgang 2021. Jeg vil gerne have jeres hjælp til at løse, bremse eller afblæse alarmen omkring det dilemma, der er ved at gro frem. Hvad ønsker I? Skal vi hjælpe ved at være opmærksomme på jeres børn, selvom det sommetider kommer til at føre til overdrevet og måske unødig opmærksomhed? Eller ønsker I, at vi, der ser jeres børn i udsatte situationer, vender det blinde øje til og lader uheldet/ulykken gå sin gang?

Hvis I ønsker det første, så er I nødt til at skifte spor for at holde på omgivelsernes opmærksomhedsenergi og derfor returnere til at bruge tidligere generationers ”tak for oplysning og opmærksomhed”.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.

Den imødekommenhed og taknemmelighed over, at andre var med til at passe på barnet, er pist væk hos mange forældre i dag.