Det første skridt hen imod at komme problemerne i socialt belastede områder til livs er at aflive den såkaldte ghettoliste, som Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet kalder de særligt udsatte boligområder. Indtil da vil listen fortsat medvirke til at ekskludere og fremmedgøre en hel del mennesker.
Oprindeligt kommer jeg fra Vestegnen, nærmere betegnet Ishøj, hvor jeg har tilbragt de fleste år af mit liv. Når jeg tænker tilbage på min tid i Ishøj, husker jeg det ikke som en by med social ulighed, fattigdom eller kriminalitet. Tværtimod. Masser af dejlige, skønne stunder, der har beriget mig med de bedste minder.
Men når jeg fra tid til anden har fortalt folk, at jeg oprindeligt kommer fra Ishøj, er det oftest ikke det brede smil, jeg er blevet mødt med. I stedet har jeg skullet lægge ører til kommentarer som ”Nå, du må da være glad for at være kommet væk derfra!” eller ”Puha, det er da i ghettoen?”, hvilket er pudsigt, da Socialministeriet i januar 2011 fjernede Vejleåparken i Ishøj fra regeringens ghettoliste. Det er altså fem år siden, og folk lader sig stadig afskrække, som var jeg blevet støbt i ghettobeton og traumatiseret af kriminalitetens rædsler.
Når boligområder får et uattraktivt ghettostempel, er det ikke kun et brændemærke, der gør ondt. Det fører til en øget stigmatisering af beboerne og forstærker de sociale problemer, beboerne kæmper med.
Ghettolisten er med til at skabe en ond spiral, der kan forstærke tilknytningen til kriminelle subkulturer.
Ordet ”ghetto” har sin oprindelse tilbage i 1500-tallet og er især kendt fra Anden Verdenskrig, hvor nazisterne samlede polske jøder i ghettoer. Det var områder, hvor man segregerede jøder fra omverdenen, og hver aften låste man portene til disse ghettoer for at holde jøderne afsondret fra den øvrige by.
I en nutidig dansk kontekst er ghettobegrebet forbundet med negative associationer og fordomme og bruges særligt om kvarterer i byområder, hvor der er en høj grad af særskilt social sammensætning. Desuden er ghettobegrebet lovbestemt og afspejler sig i fem kriterier, hvor der blandt andet kigges på antal dømte, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og hvorvidt andelen af efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.
Når man tænker på ghettobegrebets oprindelse, finder jeg det i virkeligheden komplet ubegribeligt, at vi kan gøre brug af det i dagens Danmark. Det giver ingen mening at anvende det, når det fuldstændigt afviger fra ordets oprindelige betydning. Hvordan kan jødernes tvangsforflytning i ghettoer, før de blev sendt i gaskamre af nazisterne under Anden Verdenskrig, sammenlignes med at bo et sted, hvor man er ramt af for eksempel arbejdsløshed?
Har vi overhovedet behov for en ghettoliste? Helt seriøst. Ghettostemplet er blot med til at skræmme ressourcestærke borgere væk. For hvem gider flytte til en ghetto, hvis man bliver mødt med et stigma, der tilskriver en så mange negative egenskaber?
I en tid, hvor regeringen taler så højt og helligt om beskæftigelse, og at vi alle skal i arbejde, er det forkasteligt, at man fører en negativ retorik mod dem, der allerede er udfordrede. At kategorisere og udpege udsatte boligområder som ghettoer gavner intet. Det er at træde på dem, der ligger ned.
Er det ikke paradoksalt, hvordan man fra politisk hold ønsker at forebygge kriminalitet i så mange sammenhænge og sætte ind med diverse indsatser, når man med ghettostemplet samtidig er med til at brødføde komplekse sociale problemer? Konsekvensen af eksempelvis en stigende arbejdsløshed bliver jo, at man konsekvent tiltrækkes af det kriminelle miljø, hvor den økonomiske profit må findes på ulovlig vis.
Ord skaber virkelighed. Når regeringen hvert år udpeger visse boligområder som værende ghettoer, er de ikke alene med til at håne beboerne. De er også med til at fastholde nogle endimensionelle fordomme om disse beboer som værende en ensartet, svagt begavet masse.
Ghettolisten sætter sig som en uafrystelig del af vores erindring. De højt besungne floskler om ”integration” kalder på nye metoder. Så, kære Inger Støjberg, afliv den forfejlede ghettoliste én gang for alle.
Mateen Malik Hussain er socialrådgiver og ghettobarn.