Prøv avisen
Debat

Kære kommuner og regioner: Lad os redde den syge psykiatri

På det socialpsykiatriske område er kommunikationen mellem kommunen og regionen nærmest ikke-eksisterende. Jeg tror, tiden er inde til at sammenlægge kommunernes og regionernes arbejdsområder, når det gælder psykiatrien, skriver Kim Engelbrechtsen. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/ritzau

På det socialpsykiatriske område er kommunikationen mellem kommunen og regionen nærmest ikke-eksisterende. Jeg tror, tiden er inde til at sammenlægge kommunernes og regionernes arbejdsområder, når det gælder psykiatrien, skriver Kim Engelbrechtsen.

Jeg opfordrer kraftigt til, at de nyvalgte til landets kommunalbestyrelser og regionsråd får gjort noget ved den nødlidende psykiatri. Det er jer, der kan give os med en psykisk lidelse en mere tålelig tilværelse.

I dag oplever vi, at kommunernes jobcentre skræmmer os i stedet for at hjælpe os. De har udviklet sig til ekstremt dyre kontrolinstanser, der bygger på mistillid. Det skal der laves om på. I Silkeborg er jobcentrenes medarbejdere rykket ud af centrene og ind på for eksempel biblioteker, hvor de møder borgerne i øjenhøjde – indimellem til morgenmad. Den model vil vi gerne have i alle kommuner – ikke mindst i København.

Jeg har for nylig overværet en demonstration foran et jobcenter på Nørrebro, hvor en kvinde med hjernesvulst, kræft i halsen og posttraumatisk stress-syndrom ankom i en seng for at blive vurderet til eventuel førtidspension. Kvindens bisidder fra organisationen ”Jobcentrets Ofre” havde tårer i øjnene, da hun kunne fortælle demonstranterne, som havde samlet sig udenfor, at kvinden ikke havde fået pensionen.

Kommunerne bliver ligefrem belønnet for ikke at give førtidspensioner. Det er vanvittigt, og det skal laves om. Derudover er det mit klare indtryk, at der mangler mennesker med forstand på psykisk sygdom i kommunerne, og at der er stor forskel på behandlingen mellem kommunerne.

Derfor håber jeg, at de nye politikere i kommunerne vil være med til at garantere et godt og vedvarende behandlingstilbud til psykiatriens kernepatienter.

Valget til regionsrådene var også vigtigt for os. Det er regionerne, der bærer ansvaret for den håbløse behandling, vi får på de psykiatriske afdelinger. Hvor alt for mange udskrives alt for tidligt.

Selvom stadig flere får psykiske sygdomme, og flere og flere ”går ned med stress” i et samfund, der med psykologformand Eva Secher Mathiasens ord ”ikke er egnet til mennesker”, er der ikke sengepladser nok. Hvor galt det står til, viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed:

I perioden 2003-2006 begik ikke færre end 27 psykisk syge selvmord efter et (for kort) besøg på hospitalet.

Hertil kommer, at kommunerne og regionerne – så vidt jeg kan se – er dårlige til at samarbejde. Der er for megen kassetænkning – hvem der betaler for hvad, trænger til at blive afdækket. Ligeledes om pengene skal følge den enkelte.

Aktuelt ser det endvidere ud til, at rigtig mange også ret ressourcestærke får en bid af kagen, og prisen betaler ”de rigtige syge”, det vil sige mennesker med svære psykiske sygdomme som skizofreni/bipolar lidelse/tilbagevendende depression/svær angst. Prisen kan blive høj, idet man afslutter dem, som bør være i psykiatrisk behandling. De forsvinder fra afdelingerne i en periode og kommer så tilbage på fuld kraft – ofte meget mere syge, end da de blev afsluttet, og desværre også indimellem med en dom til behandling.

På det socialpsykiatriske område er kommunikationen mellem kommunen og regionen nærmest ikke-eksisterende. Jeg tror, tiden er inde til at sammenlægge kommunernes og regionernes arbejdsområder, når det gælder psykiatrien.

Når det gælder det kommende folketingsvalg, så er det værd at bide mærke i, at psykiatrien ikke blev nævnt med ét eneste ord i Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale til folketinget i år.

Ved folketingsvalget må vi sikre, at psykiatrien sidestilles med fysiske sygdomme – vi skal selvfølgelig på finansloven. I dag må vi tigge om midler, der i forvejen er bevilget til sociale formål – de såkaldte satspuljer.

De er finansieret ved at tage penge fra folkepensionister, førtidspensionister, arbejdsløse og studerende. Det fungerer konkret ved, at man hvert år mindreregulerer ydelserne, så de taber værdi i forhold til den almindelige velstandsstigning i samfundet. Og de penge, man snupper, putter man så ned i satspulje-honningkrukken, som partiernes socialordførere så kan dele gavmilde gaver ud af.

Som hunden i Storm P.’s tegning fodres vi altså med vores egne haler. Men vi logrer ikke!

En af regeringens helt store fejltagelser var førtidspensionsreformen, som har medført uværdige arbejdsprøvninger af mennesker, som er aldeles ude af stand til at arbejde.

Det er derfor glædeligt, at 59 store fagforbund og interesseorganisationer for nylig er gået sammen i en alliance for at få ændret førtidspensionsreformen, som trådte i kraft den 1. januar 2013. Nu lægger de mange organisationer ekstra stort pres på regeringen for at få rettet op på nogle af ”skampletterne”, som de kalder dele af reformen.

De vil blandt andet have sat en stopper for, at mange udsatte mennesker tvinges gennem nytteløse arbejdsprøvninger og perspektivløse behandlinger for at få afsøgt, om de blot skulle have en bagatelagtig og måske endda temmelig imaginær arbejdsevne.

Noget andet, der skal laves om på, er måden, man måler psykiatrien på. Regeringen har indført en såkaldt to procent-regel, der måler kvantitet i stedet for kvalitet – på antal ydelser og drift i stedet for effekten:

Man undersøger, hvor megen tid, der er brugt, men undersøger ikke, om borgerne blev raske eller fik reduceret deres sygdom så meget, at de blev i stand til at tage en uddannelse eller et job. Det er gak i låget.

Der er nok at tage fat på, hvis psykisk syge skal have bedre vilkår. Der er ifølge Psykiatrifonden 700.000 psykisk syge. Det er en kæmpe økonomisk byrde for samfundet, at man behandler så mange så dårligt. Tænk, hvad man kunne spare, hvis der blev sat seriøst ind med forebyggelse og tilstrækkelig behandling på de psykiatriske afdelinger.

Det skorter altså ikke på etiske og økonomiske argumenter for at give psykiatrien bedre vilkår.

Kim Engelbrechtsen er maniodepressiv og informationschef hos ”outsideren.dk – ser psykiatrien indefra”.

Kommunerne bliver ligefrem belønnet for ikke at give førtidspensioner. Det er vanvittigt, og det skal laves om

Kim Engelbrechtsen