Prøv avisen
Debat

Kære kristne: Hvorfor hader I ateisterne?

"Kort sagt: Ud over Det Gamle Testamente og patriarkerne har kristendom intet tilfælles med krigerreligionen islam ud over troen på én gud, som visse præster og imamer finder er den samme, og som de derfor kan forenes om at hade os ateister for ikke at tro på eksistensen af," skriver Jens Morten Hansen.

Det støder mig som kulturkristen ateist, at ikke alle folkekirkelige præster kan indse, at islam på afgørende punkter er uforenelig med kristendommen. Kristendommens fjende nummer ét er ikke ateisme, skriver Jens Morten Hansen

I løbet af det sidste år har islamiske terrorister myrdet godt 30.000 og lemlæstet mere end 100.000 tilfældige personer, der var så uheldige at befinde sig på det forkerte sted.

Ikke desto mindre har min bedste avis, Kristeligt Dagblad, gennem nogen tid givet plads til harmdirrende indlæg mod ateistisk religionskritik. Er der noget, visse præster og imamer kan blive enige om, så er det, at vi ateister er ”djævelens værk”.

Nu burde man jo kunne være ligeglad med, hvad folkekirkelige præster synes om os ateister, eftersom Danmark heldigvis er et kulturkristent land – endnu da – der modsat islam ikke foreskriver dødsstraf og anden barbarisk forfølgelse af vantro og frafaldne.

Især derfor støder det mig som ateist, kulturkristen og medlem af folkekirken, at ikke alle folkekirkelige præster kan indse, at islam på afgørende punkter er aldeles uforenelig med kristendommen og Europas kristne fundament. Kristendommens fjende nummer ét er ikke ateisme og religionskritik, men europæernes mangel på kristendomskundskab.

Alt mens islamisk inspirerede drab på kristne, ateister, frafaldne og jøder finder sted i de muslimske lande og Europa med større intensitet end nogensinde efter Osmannerrigets fald for 100 år siden, synes alene dét at have en religion at være vigtigere for for eksempel domprovst Anders Gadegaard, end hvad muslimer foretager i islams navn af umenneskelige handlinger mod kristne og andre.

At Koranen cirka 40 steder opfordrer til drab på vantro, gudløse, frafaldne, homoseksuelle og jøder er således ingen hindring for at afholde fælles gudstjenester med muslimske imamer. Havde disse imamer så blot utvetydigt taget afstand fra islams morderiske påbud. Men det har de ikke, for der er principielt også dødsstraf for islamkritik.

Kirkeligt samarbejde med islam er derfor knæfald for en religion, der strider så meget, som det vel er muligt, mod de kristne grundværdier om næstekærlighed, tilgivelse og tolerance. Modsat Koranen opfordrer evangelierne intet sted til drab, hævn, blodhævn, forfølgelse af anderledes tænkende, undertrykkelse af kvinder og vold mod børn. Opfordring til den slags ufredelige handlinger finder man derimod i Koranen, i sharia, Det Gamle Testamente og hos Paulus. Men ikke hos Jesus, der for eksempel velsignede en røver på korset, reddede en utro kvinde fra stening, diskuterede med kvinder på lige fod med mænd og fremhævede børns tillid.

Kort sagt: Ud over Det Gamle Testamente og patriarkerne har kristendom intet tilfælles med krigerreligionen islam ud over troen på én gud, som visse præster og imamer finder er den samme, og som de derfor kan forenes om at hade os ateister for ikke at tro på eksistensen af.

Men dette hadfællesskab mellem visse præster og imamer er som taget direkte ud af Koranen og Det Gamle Testamente. Jesus brød med Det Gamle Testamentes hævntradition: ”De gamle har sagt jer: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer...”

I stedet for at fordømme os fredelige ateister og bede sammen med uærlige imamer, skulle de pågældende præster hellere bruge energien på at forkynde Jesu egne ord og vende deres muslimske kolleger væk fra islams voldelige sider.

Sørine Gotfredsens hadefulde angreb på komikeren Andreas Bos letkøbte religionskritik gør ingen forskel, men burde – når hun nu har været så frisk til at erkende, at alle mennesker rummer mindst et gran af massemorderen Breiviks vanvid – være den første til at erkende, at kombinationen af voldsreligion og alles iboende trang til voldsanvendelse er vor tids forbandelse.

Vist er Andreas Bos kritik simpel, men det er det lille barns kritik i ”Kejserens nye klæder” også.