Kære Lars Sandbeck: Ingen kan andet end håbe, at alle frelses

Lektor Lars Sandbeck hamrer løs på Luther og Melanchthon. Men han glemmer, at kristendommens store styrke netop er, at dens grundlag så åbenlyst kalder på fortolkning, skriver dagens kronikør

Længe har jeg vidst, at man kan filosofere med en hammer. Men at man også kan drive teologi med en mukkert, det har jeg først opdaget på det seneste. Med vanligt håndfast greb slår lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck løs i sin ”Kirkeligt set” den 12. juni. Denne gang skal Melanchthon og Luther og deres begreb om frelse og fortabelse have, indtil de endelig selv begriber, at de er førmoderne. Så de kan lære at holde op med det – eller hvordan er det lige, det er?

Selv har jeg altid tænkt det som kristendommens store styrke, at dens grundlag så åbenlyst kalder på fortolkning. Vi har fire evangelier i stedet for blot et enkelt normativt. Bekendelserne er oldgamle, og præsteløftet fortidigt i både sprog og forestilling. At være kristen kalder uundgåeligt på at tematisere sin egen opkomst og kontekst.

Det er da også ingen ringere end den tyske teolog Wilhelm Gräb, der har sagt det i sin ældre, men stadigt relevante bog ”Humanität und Christentumsgeschichte” (1980): Reformatorisk kristendom må ikke blot forholde sig til sin egen historie. Den er dette forhold. Den er med andre ord historisk af væsen. Og godt det samme. For det gør, at vi kan være her. På eget ansvar og i egen ret. Endegyldige udkast og udsagn er der nok af.

En hurtig illustration af denne historiske bevidsthed:

Når Luther ville udtrykke, at der var en virkelighed, som mennesket ikke beherskede, beskrev han den som en ydre realitet, der lå uden for menneskets rækkevidde. Skriften for eksempel er ifølge Luther lysende klar og behøver ingen udlægning.

Der er bare det ved det, at det ikke er en klarhed for os, men én, skriften så at sige har i sig selv – derude. Den består dermed ret beset i, at Kristus selv må komme og gøre menneskets historie til en del af sin. Og det er ikke en klarhed, der kan aflæses af os. For vi bruger alt i vores egeninteresse. Og vi vil ikke være ved, at vi skal hentes og bringes. Vi vil selv, fortsætter Luther.

Så den klare skrift består egentlig ikke. Den har ikke sin faste plads i reolen, hvorfra den kan tages ned til opslag, når vi synes. Nej, skriftens klarhed opstår. Når skriftens indhold – og det vil sige Kristus – gør sig klar hos os; gør os klar til sig.

Det, der er så fremmed, er her to ting:

1) At Luther insisterer på en virkelighed, vi er afskåret fra. Uden at det ændrer på dens virkelighedskarakter.

2) Og at denne virkelighed ”uden for os” i virkeligheden er den virkelige virkelighed. Den afgørende.

Disse to punkter er det førmoderne hos Luther.

Efter den moderne religionskritik er denne argumentationsfigur imidlertid ikke længere mulig; den falder for projektionsanklagen. Det er jo mennesket, der her beskriver, hvad mennesket hverken kan gribe eller begribe. Og det går naturligvis ikke. For Luther var det ikke noget problem. På hans tid kunne mennesket virkelig forstå sig som en funktion. Men den tid er ovre. Tilsvarende med frelse og fortabelse. I middelalderlig reformatorisk sammenhæng er fortabelsen uden diskussion, hvad enhver frelses fra. Uden nogen form for egen fortjeneste. Den bliver dermed det klareste udtryk for frelsen som gave. Og gøres følgelig til objektiv virkelighed. Før og uden for vores forhold til den.

At være luthersk betyder imidlertid, at vi netop ikke skal repetere denne slutning, men tværtimod være klar over, at det kan vi ikke gøre. For for os er der ingen virkelighed, uafhængig af vores relation til den. Det spændende spørgsmål bliver derfor, hvordan vi i dag kan reformulere Luthers grundpointe.

Det har jeg allerede skrevet om og skal ikke gentage her, men blot pege på tre i mine øjne afgørende perspektiver:

1) Ingen kan sige, at alle bliver frelst. Det ville gøre frelsen til en menneskeret og dermed sprænge dens begreb.

2) Ingen kan sige, at nogle går fortabt. Det ville være at sætte sig i Guds sted og tale på hans vegne.

3) Ingen kan andet end håbe, at alle frelses. Alt andet ville afsløre, at jeg ikke troede mig selv ”frelst”. Det vil sige ufortjent retfærdiggjort ”af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”. (Paulus i Romerbrevet, kapitel 3, vers 24.)

Det springende punkt bliver på denne måde, om vi forstår, at Guds dom ikke står i modsætning til ”det evige liv”, men tværtimod er forudsætningen for det. Fordi det ganske enkelt er nådigere at komme under Guds dom, end at stå under sin egen. Men er det ikke også sådan, vi erfarer det? Om natten, når lyset er slukket? Det, der holder mig vågen, er i alle tilfælde ikke tanken om eventuelt engang ikke at kunne bestå. Men det er alle utilstrækkelighederne her og nu – som ægtemand, far, lærer og medmenneske. Derfor bliver det at undlade forkyndelsen af Guds dom også at svigte mennesker. At svigte enhver, som med rette dømmer sig selv. Fordi han eller hun ikke slår til som sit eget livs arkitekt.

Og så bemærkelsesværdigt er det, at de trosbekendelser, vi bruger i gudstjenesten, og som står bagest i Den Danske Salmebog, er særdeles tydelige på dette punkt. Kaster vi for eksempel et blik på den apostolske trosbekendelse, er resultatet entydigt: Efter forsagelsen følger den treleddede tro – på Gud skaber, på Jesus Kristus, der ”skal komme at dømme levende og døde”, og på Helligånden, ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. Der står ikke på ”kødets opstandelse og det evige liv og den evige dom”!

Tilsvarende gælder den anden gudstjenestebekendelse i de vesterlandske kirker: den nikænske trosbekendelse. Mange vil sikkert erindre, at mens den apostolske trosbekendelse er vestkirkens dåbsbekendelse, er den nikænske siden den tidlige middelalder Vestens oprindelige nadverbekendelse. Heller ikke her finder vi nogen omtale af den ”evige dom”, hvorimod den findes i lærebekendelserne Athanasianum (artikel 39) og Confessio Augustana (artikel 17).

Hvorfor og hvorfor ikke? Fordi menneskets faktiske tro ikke kan bekende sig til endegyldig fordømmelse. Det ville jo være at bekende sig til sin egen ophævelse. Tager jeg mig selv med i det, jeg siger, er lærens neutralitet derfor ikke længere mulig.

Så mærkeligt forbliver det da, at læren om dobbelt udgang er et korrekt citat. Samtidig med, at et udsagn om håbet på alles frelse kan stå som fuldt troværdigt. Nemlig som udtryk for troens nødvendige position i forhold til læren. Objektiv virkelighedsforståelse er der ikke længere noget, der hedder.

Så mærkeligt forbliver det da, at læren om dobbelt udgang er et korrekt citat. Samtidig med, at et udsagn om håbet på alles frelse kan stå som fuldt troværdigt. Nemlig som udtryk for troens nødvendige position i forhold til læren. Objektiv virkelighedsforståelse er der ikke længere noget, der hedder.