Er det en begrundet bekymring, at det kirkelige foreningsarbejde rundtom i landet vil blive ramt, såfremt folkeoplysningsloven ændres som led i den såkaldte imam-lovpakke, der blev fremsat i begyndelsen af folketingsåret?
Nej, siger kulturminister Bertel Haarder (V) og afviser kritikken. Han mener heller ikke, at lovforslaget som helhed, herunder begrænsningen af religiøse forkynderes ytringsfrihed, er et udtryk for mistænkeliggørelse af religiøs aktivitet. Vi deler ikke helt ministerens opfattelse. Vi har forståelse for, at politikere har set sig nødsaget til at forholde sig til en problemstilling i det danske samfund efter forårets moské-afsløringer. Men vi oplever også en katastrofal symbolpolitik i væsentlige dele af den aftale, regeringen indgik med tre andre partier, og ser uklarheder i lovforslaget.
Nok anføres det om lovens hensigt, at for de fleste eksisterende foreninger ”vil lovforslaget ikke ændre på de eksisterende støttemuligheder”. Samtidig er det et grundlæggende problem, at der rejses en modsætning mellem religiøse forkyndere/kirkelige aktiviteter og folkeoplysning. Det risikerer at indskrænke åndsfriheden i folkeoplysningen og dermed i samfundet.
Særligt vil vi fremhæve det forbud, som indføres i § 33 stk. 4, at der ikke ”ydes tilskud til aktiviteter, som har karakter af gudsdyrkelse eller kirkelige handlinger”. Lige forud er det præciseret (stk. 3), at ”aktiviteter for børn og unge af idebestemt, politisk og religiøs art skal sidestilles med anden folke- oplysende aktivitet for børn og unge”. Problemet er, at suppleret med det nye forbud vil det akkumulere en særliggørelse af religiøse holdninger, livsindstilling og ritualer.
Det kan åbne for en administrativ praksis i den kommunale forvaltning, som kommer til at udelukke foreninger med henvisninger til kristendom, kirke og andre religiøse livsanskuelser i deres formål. Sådan har det allerede været tilfældet, hvorfor daværende kulturminister Marianne Jelved (R) i september 2014 udsendte en fortolkning af nugældende lov, der indskærpede, at kommunerne ikke må forskelsbehandle de religiøse organisationer og foreninger, der får støtte til børne- og ungdomsarbejde gennem folkeoplysning.
For hvad betyder ”aktiviteter, som har karakter af”? Det bliver ikke klart defineret eller afgrænset i lovens bemærkninger. Hvis en spejderklub er på lejr og holder gudstjeneste som en del af programmet, vil det så henfalde til ”gudsdyrkelse”? Er bøn, bibelhistorier og socialt samvær, som det typisk finder sted i folkekirkeligt børnearbejde, af religiøs karakter og ikke folkeoplysende? – og mange flere eksempler kunne nævnes.
Vi henstiller til, at man overvejer, hvor vilkårligt det kan blive i den kommunale forvaltning at afgøre ”karakter af gudsdyrkelse”. Selvom man politisk har til hensigt at ramme nogle få, vil det i praksis få konsekvenser for mange. Det kan på længere sigt betyde, at kirkelige foreninger er tilbageholdende med deres aktiviteter for ikke at komme på kant med loven.
En lovændring vil også vanskeliggøre samspillet mellem det folkelige og det kirkelige, der er godt de fleste steder i Danmark, og som bidrager i rigt mål til folkeoplysning og den almene dannelse.
Vi vil minde om, at staten hverken kan eller skal udleve frihedsrettighederne, men alene garantere dem. Det er til gengæld borgerne, der opretholder og udlever retsgarantierne ved at tage frihederne i brug og udfolde dem ud fra deres religiøse, politiske eller ideologiske overbevisninger. Dette er folkeoplysningens inderste formål og af den grund et samfundsmæssigt gode, som ikke må sættes over styr på grund af misbrug.
Formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard , Formand for Grundtvigsk Forum, Kirsten M. Andersen, Formand for FrikirkeNet, Tonny Jacobsen, Formand for Danske Kirkers Råd, biskop Henrik Stubkjær, Formand for Mellemkirkeligt Råd, Mogens Mogensen, Biskop Elof Westergaard, Generalsekretær i Luthersk Mission, Søren S. Sørensen.