”Det her er et opgør med new public management som styringsredskab… Vi er ved at ødelægge noget af den arbejdsglæde, som er forudsætningen for, at det er godt at arbejde i den offentlige sektor.”
Sådan sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, da hun sidste år lancerede et opgør med forestillingen om, at det offentlige kan drives med samme styringsværktøjer som den private sektor. Et forslag, hun selv kaldte for en ”fingrene væk-reform”.
Jeg er enig – men det er ikke kun den offentlige sektor, der har brug for at blive sat fri og styret af tillid i stedet for kontrol.
Derfor dette opråb til det politiske niveau om, at de selvsamme mekanismer truer med at undergrave foreningslivet i Danmark.
For benchmarking, progression og evalueringsmodeller er blevet the new normal i Foreningsdanmark, og de fleste mellemstore eller større foreninger har allerede en tolk ansat til at oversætte systemets sprog til forenings- og frivillighedsdansk.
Tolkene bliver kaldt alt fra fundraisere til projektkoordinatorer og udviklingskonsulenter, for kært barn har som bekendt mange navne.
Ligesom da man indførte new public management i det offentlige, var det formentlig med gode hensigter som at styrke civilsamfundets rolle i samfundet, skabe mere offentlig-privat innovation og flere synergier på tværs af sektorer, men i stedet er regimet endt med at presse foreningstankegangen ind i systemets logik:
Ja, det er da fint, at I giver unge et ståsted at møde verden fra og lærer dem at tage lederskab, men det gjorde I jo også sidste år, så hvad er det nye og innovative i det? Og hvis I bagte 500 snobrød sidste år, så kan I vel bage 1000 i år?
I slutningen af juli samledes 40.000 spejdere i Sønderborg til spejdernes lejr. Sidste år mødtes 25.000 FDF’ere til landslejr i Skanderborg. Man behøver ikke være ret længe i disse enormt engagerede og handlekraftige fællesskaber, før man oplever, hvor stærke de er.
For det er netop, hvad foreningslivet kan: Samle mennesker på tværs af alder, sociale skel og landegrænser i stærke, forpligtende fællesskaber.
Jeg forstår fuldt ud den besnærende idé at udnytte den kæmpe ressource til at løse flere af samfundets udfordringer som integration, antiradikalisering eller omsorg for socialt udsatte.
Men problemet opstår, når de gode intentioner bliver til systemiske forpligtelser, puljeretningslinjer, kommunale partnerskaber, og hvad de ellers bliver kaldt.
Vi har med en logik at gøre, der muligvis på papiret giver mening, men i praksis forvrænger foreningslivets præmisser. For hvor er vi på vej hen, hvis politiske ungdomsorganisationer skal lave integrationsarbejde for at være berettiget til tilskud, og kristne søndagsskoler skal sikre, at unge muslimer ikke bliver radikaliseret?
Det er ikke kun det offentlige, der trænger til at blive frigjort fra new public management-tanken. Foreningslivet har også brug for en fingrene væk-reform.
”Frivillighed og foreningsliv betragtes ofte som centrale – og positive – elementer i det danske samfund, fordi de bidrager til at lære om fællesskab, deltagelse, samarbejde, selvstændighed, lighed og oplysning.” Sådan står der i den store Danmarkskanon, som blev sat i gang af forhenværende kulturminister Bertel Haarder i juni 2016. Lad os værne om det.
Så kære politikere, dette er ikke et råb om flere penge. Det er et forsøg på at minde om, at foreningslivets kamp mod new public management også er en kamp for den grundlæggende danske tanke om, at foreningslivet har værdi i sig selv.
Kasper Sand Kjær er formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.