Prøv avisen
Debat

Kære politikere: Det vil klæde jer at hjælpe seksuelle minoriteter

"Jeg får ganske enkelt ondt i maven over, hvor hårdtslående problemstillinger nogle af mine medmennesker befinder sig i, og det er hamrende svært at hjælpe dem til fulde, når vi som samfund vedbliver med at opretholde en perverteret samfundsnorm, der simpelthen ikke tilbyder andre alternativer," skriver Mateen Malik Hussain.

Unge, der henvender sig til foreningen Sabaah, der hjælper seksuelle minoriteter med anden etnisk baggrund end dansk, fortæller blandt andet, at de overvejer at tage deres eget liv. I den ideelle verden bør det være en statsopgave at hjælpe disse mennesker, mener næstformand

Jeg sidder i øjeblikket som næstforperson i foreningen Sabaah – en forening, der beskæftiger sig med LGBT-personer (engelsk: lesbian, gay, bisexual, transperson) med etnisk minoritetsbaggrund.

Vi løfter tunge opgaver for en målgruppe, hvis hverdag kan få utilsigtede konsekvenser, hvis de udlever en fri og åben seksualitet. Vi taler om unge i æresrelaterede konflikter, der befinder sig i eksistentielle problemstillinger fordi de kommer fra familier, hvor familiens ære og anseelse udgør en topprioritet.

Jeg er ved at være godt træt af evindelige smalltalks med samtlige politikere, og jeg er i virkeligheden ved at være godt træt af, at al snakken forbliver over kaffeslabberas. Hvornår anerkender I, at vi løfter en tung samfundsopgave, og hvornår sætter I vores målgruppe på dagsordenen?

Jeg er egentlig ikke ude på at drive heksejagt, for jeg indrømmer hjertens gerne, at flere enkeltstående personer fra samtlige politiske partier støtter vores forening og betegnes som vores allierede. Men det ville være en direkte løgn, hvis jeg sagde, at jeg fornemmer, vores regering har øje for vores målgruppe. I det store brede billede savner jeg, at der kommer noget mere støtte fra det politiske system.

For arbejdet i Sabaah er alene funderet på frivillige kræfter, hvilket gør det skrøbeligt til tider. Hvis ikke som næstforperson så som helt almindeligt menneske bliver jeg nødt til at råbe vagt i gevær.

For jeg har unge mennesker, der skriver til mig, at de ikke kan finde ro i sjælen, unge mennesker, der aktivt fortæller mig, at de har overvejet at tage deres eget liv, og unge mennesker, der direkte spørger mig, om de nogensinde kommer til at leve et lykkeligt liv – alene fordi deres seksualitet kan resultere i så højspændte konflikter. Unge mennesker, der alt andet lige burde sprudle over forventninger til livet og ikke bekymre sig i sådan et omfang, at det bliver altoverskyggende for deres livsudfoldelse.

I den ideelle verden havde dette været en statsopgave, men i stedet har, vi, civilsamfundet, løftet denne opgave i 10 år nu, og selvom vi skriver 2016 og til stadighed stolte bryster os af vores frisindede seksualkultur herhjemme i vores lille andedam, så har vi et system, der slet ikke er rustet nok til at varetage denne opgave.

Set fra et uddannelsesmæssigt perspektiv er viden om seksualitet og kønsidentitet ikke et obligatorisk læringsmål på de velfærdsprofessionelle uddannelser (pædagog, politi, socialrådgiver, lærer, sygeplejerske og så videre). Dét er et kæmpe problem i sig selv, for det betyder, at vores professionelle simpelthen ikke er rustet nok til at håndtere problematikker, der relaterer sig til seksualiteten eller kønsidentiteten.

Det er en falliterklæring, at viden inden for dette genstandsfelt skulle være mangelfuld, når researchvirksomheden Als Research efter en dybdegående undersøgelse udgav en rapport i 2015. Måske var jeg for naiv, da jeg satte min lid til, at vores folkevalgte politikere selvfølgelig ville bruge rapportens resultater til aktivt at skabe bedre levevilkår for målgruppen.

Men tilbage sidder jeg med en lang næse og venter endnu.

Jeg får ganske enkelt ondt i maven over, hvor hårdtslående problemstillinger nogle af mine medmennesker befinder sig i, og det er hamrende svært at hjælpe dem til fulde, når vi som samfund vedbliver med at opretholde en perverteret samfundsnorm, der simpelthen ikke tilbyder andre alternativer.

Disse unge findes, alene fordi vi som samfund ikke har været gode nok til at løfte opgaven.

Jeg kan sagtens forstå, at det er et ømfindtligt emne bestående af en svært tilgængelig målgruppe, hvorfor det kan være svært at tilegne sig den fornødne viden, men jeg finder det en anelse forstemmende, at en forening som Sabaah, der har været proaktiv på dette område i 10 år, endnu ikke har resulteret i stor politisk bevågenhed.

Berøringsangst og passivitet afstedkommer ingen positive forandringer. Tværtimod er det et direkte signal til de unge mennesker, der blandt andet skriver til mig om, at det politiske system simpelthen ikke prioriterer dem.

Så, kære politikere, kære regering. Det ville klæde jer, bedre sent end aldrig, at komme snakken til livs med reelle handlinger.

Mateen Malik Hussain er international/interkulturel socialrådgiver, næstforperson for Sabaah.