Statsministeren sagde i sin tale ved festgudstjenesten for Reformationens begyndelse i Haderslev Domkirke pinsedag: ”Jeg vil citere forbundskansler Angela Merkel, der for nogle år siden sagde i en debat om kristne værdier kontra islam: ’Landet lider ikke under for meget islam, men under for lidt kristendom’.”
Har han og Merkel ret?
Nej, tværtimod. Befolkningerne i de europæiske, mellemøstlige og arabiske lande lider under for meget islam i sin værste udgave, islamismen.
Måske burde statsministeren i stedet have talt om en reformation af islam, for hvad er det, muslimer bliver radikaliseret af? Deres hellige bog, Koranen.
Her kunne statsministeren passende have brugt et af Luthers reformatoriske kernebegreberad fontes , ”til kilderne.”
For hvis vi går til kilderne i islam, i Koranen og haditherne, så vil man her erfare, hvordan muslimen gang på gang opfordres til at bekæmpe de vantro med ordet og sværdet, og hvordan Muhammed indtager den centrale rolle som den, der opfordrer til brugen af vold og hellig krig over for anderledes troende, jøder og kristne.
Netop derfor sker der ting som dem, vi lige igen har set i London og Manchester, hvor islamisterne jo læser opfordringerne til terror i deres egne helligskrifter.
Så hvad med, om muslimerne vendte blikket indad og måske med Løkke Rasmussens (V) afsluttende ord begyndte at studere deres egne helligskrifter med kritiske øjne og måske vovede at kritisere de dele af islam, som står i modsætning til frihedsrettighederne.
Der findes allerede mange muslimer, som ikke deler Koranens dogmer, og dem skal vi støtte.
Men der skal en god portion selvkritik og historisk-kritisk metode til, det har vi lært i Europa siden 1700-tallet.
Synet på Koranen må helt reformeres i en senmoderne verden, og de korantroende har brug for en forsinket oplysningstid, så deres fundamentalistiske syn på deres helligskrifter passer ind i en verden med vestlige demokratiske værdier og normer.
Det kunne statsministeren have sagt i den tale, hvor han jo ellers slog fast, at ”vi er frie til at diskutere, kritisere, tænke og tro og dermed også frie til at kritisere religion”.
Desværre er europæiske politikere ikke helt så frie, når nu ingen af dem tør sætte fingeren på de ømme punkter i islam.