Jeg mødte min datters far i en militærlejr i Helmandprovinsen i Afghanistan mellem containere og telte, truslen fra missiler, vejsidebomber og patruljer. Midt i en krigszone. Jeg havde beskyttelsesvest på, en hjelm på hovedet, store posede Fjällrävenbukser med praktiske lommer og vandrestøvler. Beskyttelsesbrillerne dækkede mine øjne. Da jeg rejste med forsvaret til Afghanistan i 2012 for at følge de danske kamptropper i nogle uger som inspiration til min roman Mikael (2014), var det sidste, jeg havde forestillet mig, at møde en kæreste.
Men det vidunderlige ved kærligheden er, at den ikke kan kontrolleres. Den lever sit eget uregerlige liv i os og verden omkring os. Og kan blomstre op hvor som helst og når som helst.
Alligevel har vi mennesker en tendens til at stille kærligheden op på formler. Især når det gælder kærligheden til en partner eller rettere: I vores søgen efter en partner. Tinder, Happn og diverse datingsider er vor tids kontaktannoncer. Jeg har ikke selv benyttet nogle af de mange internetmuligheder for at finde kærligheden. Det er ikke, fordi jeg synes, der er noget galt med at gøre det.
Længslen efter at blive mødt og set af et andet menneske, at blive valgt, at være noget særligt for nogen er en helt almenmenneskelig følelse. At række ud og spørge: Er der nogen, der kan elske mig?
Kontaktannoncens problem er mere, at den bilder os ind, at vi kan kontrollere kærligheden. Og kærligheden kan i de sammenhænge hurtigt komme til at antage form af en vare, som man kan handle med. Jeg har dét og dét (grønne øjne, lange ben og en lejlighed for eksempel), og jeg vil have dét og dét (en partner, der holder af hunde, er god til at lave mad, minimum 180 centimeter høj).
Men når man skal møde et andet menneske, må man først og fremmest spørge, om man er klar til at møde sig selv. Et møde med et menneske, der skal tæt på én, som man for alvor ønsker at forbinde sig til, er en sikker billet til et syn ind i skabet med ens egne skeletter, der står og rasler, så snart man åbner skabslågen på klem. Al den bagage, man har med sig. Kufferterne med knuste barndomsdrømme, skuffelser, sorger og glæder vælter ud, og vi konfronteres alle i større eller mindre grad med det punkt i os selv, som vi tror gør os umulige at elske. Vores næse, som Cyrano de Bergerac ville sige det. Så i stedet for at være optaget af, hvad man ønsker af den anden for at ville mødes på en date, må man spørge, om man er villig til at møde sig selv.
Et andet problem ved kontaktannoncens formel er, at kærligheden er ligeglad med vores eventuelle ønsker om blå øjne, en partner med kørekort, der spiller tennis og har en akademisk uddannelse. Den har noget meget større at fortælle os end det. Kærligheden er netop det sted, hvor vi har mulighed for at række ud over os selv. Udover vores egne forestillinger. Kærligheden kan opløse alt dét, som vi troede, der skulle være. Sådan at der bliver skabt noget nyt i os som mennesker. Noget der udvider os. Det er vores egentlige chance i kærligheden. At miste vores forestillinger om, hvad partneren skal være, giver os en erfaring af, at livet er forunderligt. Alt kan ske.
Der ligger naturligvis også et kontroltab i at give afkald på sine forestillinger og krav. Det tror jeg, at mange mennesker har svært ved. Vi vil gerne leve, som om vi har kontrol over vores liv. Men hvis vi tør give slip, får vi en erfaring af, at vi selv og livet er større, end vi nogensinde troede muligt. Og det er kærlighed.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.