Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

Er et menneske sin kærlighed eller sin karriere?

Er et menneske sin kærlighed eller sin succes, spørger Jesper Bacher

Sommetider kan man tænke, at vi også i de reformatoriske lande snarere har fået retfærdiggørelse ved succes alene, skriver sognepræst Jesper Bacher

Til næste år fejres 500 året for Reformationen verden over. Allerede nu er der markeringer i sogne og stifter, på skoler og universiteter. Ja, sågar paven har deltaget i en mindehøjtidelighed i Lunds Domkirke.

Helt centralt i den reformatoriske genopdagelse af evangeliet står tanken om retfærdiggørelse af tro alene. Retfærdiggørelse er ikke et begreb, som bruges særligt flittigt mand og mand imellem. Sagen er derimod hjerteblod for ethvert menneske, for retfærdiggørelse betyder jo godkendelse og mening. Retfærdiggørelse er dybest set et andet ord for, at mit liv er værd at leve, at jeg ikke er dømt meningsløs, håbløs og fortabt.

Men er det virkelig troen, som retfærdiggør det moderne menneske? Sommetider kan man tænke, at vi også i de reformatoriske lande snarere har fået retfærdiggørelse ved succes alene. Succes, som måles i anerkendelse, position og velstand. Det kan være forskelligt, hvor man lægger vægten, men det er succes eller mangel på samme, som definerer os.

Hine tanker meldte sig, da jeg så familiedramaet ”Den eneste sandhed” med Meryl Streep, William Hurt og Reneé Zelleweger. En stilfærdig film om at komme hjem både til sine forældre og til sig selv.

Ellen Gulden, spillet af Reneé Zellweger, er sin fars datter. Højtuddannet, velskrivende med store planer ”Ambitioner er Ellen Guldens religion”. Det fædrene ophav (William Hurt) er en anset litteraturprofessor, som siden deres barndom har foreholdt Ellen og hendes bror, at man bør stræbe efter det fuldkomne og intet mindre. Ellen er også godt på vej mod tinderne, mens hendes bror ikke kan honorere faderens ambitioner. Og så er der moderen (Meryl Streep), som får hjemmet til at hænge sammen og dermed giver sin mand mulighed for udfoldelse og jagten på det fuldkomne.

Da moderen bliver alvorlig kræftsyg, flytter Ellen hjem. Hun er modvillig og bange for den karrieremæssige pris, men giver efter for sin far, som ikke vil hyre en fremmed sygeplejerske eller skære ned på sit virke ved universitetet. Da moderen svækkes, kommer Ellen til at overtage hendes pligter, og i en scene spørger den frustrerede karrierekvinde, hvordan hun har kunnet klare alt det upåagtede arbejde på hjemmefronten og får svaret, at det har moderen jo gjort for de mennesker, hun elsker.

Det viser sig også, at faderen ikke kan leve op til Ellens idealbillede. Han har været utro og bærer på sine egne skuffelser og tilbringer sommetider aftenen i en bar, hvor han ruger over det, som ikke gik. Ellen synes, at faderen svigter moderen og ignorerer hendes sygdom, fordi han ikke ønsker sit vanlige liv forstyrret.

Mellem de krakelerede billeder får Ellen imidlertid også blik for den overbærende kærlighed mellem sine forældre. Kærlighed til det ufuldkomne og livet som hengivelse frem for ambitionsopfyldelse. Ellen går ikke tilbage til kødgryderne, men kærligheden bag kødgryderne bliver åbenbar og meningsfuld. Ja, hvor meget kød er der egentlig på kærligheden, hvis man slet ikke vil stå bag kødgryderne? Er et menneske sin kærlighed eller sin succes?

Jesper Bacher er sognepræst.