Kærligheden giver alt

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”

Johannesevangeliet 15, 13

Menneskers syn på kærlighed har gennemgået en del forandringer i historiens løb. Sociale, kulturelle og andre forhold har påvirket synet på kærlighed. Disse forandringer har særligt at gøre med måden, vi forholder os til kærligheden på. Mange vil i dag sige, at kærlighed er en social konstruktion eller en biologisk betinget refleks, måske blot et stykke kemi i hjernen.

Kærlighed er imidlertid noget meget større og mere grundfæstet. Den er en grundfæstet sjælstilstand i mennesket, og den har mange livstegn og skikkelser. Kærligheden giver alt.

Det forekommer modsætningsfyldt, men der findes et gode, som man er skyldig over for, og som man er rede til at forsvare, om det så vil koste livet. Noget giver i dybeste forstand først mening, når man har fundet det, som det er værd at miste livet for. Det er kærlighedens særlige væsen. Kærligheden kræver i yderste forstand selvtilsidesættelse, selvopofrelse.

En del eventyr og film rummer denne stærke reference: Livets dybde og højde afdækkes, når to mennesker forstår, at den ene giver sit liv for den anden. I en såkaldt efterkristen tid med værdirelativisme stækkes denne radikale, lidenskabelige kærlighed imidlertid nemt.

Halvhjertede, lunkne kærlighedsfølelser er blot ikke nye generationers problem. Vi har alle brug for at lære af den fuldkomne kærlighed, som Kristus havde. Han havde en trang til at elske ethvert menneske, og derfor var kærligheden fuldkommen til stede i ham.

Det er at sætte barren højt, men kærligheden er livets mål og indhold, hvad end det må koste. Din og min udfordring i livet hedder derfor kærlighed til mennesker og kærlighed til Gud. Mister vi dette indhold i livet, mister vi i dybeste forstand alt.

Kristus ofrede sig selv for os på korset. Her ser vi den sande og ægte kærlighed, dens særlige væsen: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.