Kærlighedens gerninger

”Vi elsker, fordi han elskede os først.”

Johannes' Første Brev 4, 19

Kærligheden er i grunden. I sin grund kan den ikke ses. Den er skjult. Samtidig har kærligheden synlige kendetegn, fordi den er til stede i menneskers liv og relationer.

Allerede i første tale – ud af i alt 18 taler – i Kierkegaards "Kjerlighedens Gjerninger" møder vi dette: ”Kjerlighedens skjulte Liv og dets Kjendelighed på Frugterne.” Kærligheden kan ikke forblive usynlig, men kommer til udtryk i dette liv og ytrer sig i konkrete måder at forholde sig til næsten på. Denne kærlighed er grænsesprængende næstekærlighed, som ikke udspringer af almindelig medfølelse eller sympati med andre. ”Den christelige Kjerlighed lærer at elske alle Mennesker, ubetinget alle.”

Det er et bedrag, hvis vi selv tror, at vi kan opdigte kærligheden. Vi er ikke overladt til de mere eller mindre selvbestaltede opfattelser af, hvad kærlighed er. Vi kan ikke selv beskrive og udvikle kærlighedens reglement. Kærlighed er handling. Den er opgaveorienteret. Den er ikke kun en eftertænksom opfattelse.

Kierkegaard taler om pligten til at elske. Det sker i den syvende tale: ”Vor Pligt at elske de Mennesker, vi see.” Med pligten bliver kærligheden fastholdt i vores liv.

Kærligheden bestemmes således ikke efter vore egne selvskabte og selvrådige kriterier, hvornår noget er kendeligt som kærlighed. Skulle sidstnævnte være tilfældet, digter vi selv løs på, hvordan vi kan elske ham eller hende. Det er ikke os, der opstiller de passende målestokke for, hvornår noget kan kaldes kærlighed.

”Vi elsker, fordi han elskede os først,” skriver kærlighedens apostel, Johannes. Gud er kærlighed, og det er denne kærlighed, hvor den kristne kærlighed henter inspiration og frimodighed.

Guds kærlighed kommer først og er størst. Vi elsker Gud, fordi han elskede os først.

Ingen af os kan lade pligten til at elske ude af vores liv. Kampen består i at lade den få rum i livet for ikke at miste det største.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.