Prøv avisen
Mediekommentar

Anders Aggers besøg på kærligt plejehjem får velfærdstro til at vakle

I seneste udsendelse af "Indefra med Anders Agger" indlogerede vært Anders Agger sig på plejehjemmet for demente, Dagmarsminde. Foto: DR

I seneste udsendelse af "Indefra med Anders Agger" understreger plejehjemmet Dagmarsminde, hvor meget der også står og falder med den menneskelige indstilling, skriver Sørine Gotfredsen

Anders Agger har lavet et af sine mest nedslående tv-programmer. Det blev sendt i mandags på DR 2, hvor turen gik til plejehjemmet for demente, Dagmarsminde i Nordsjælland, hvor Agger i den uendelige og som oftest glimrende dokumentarserie ”Indefra med Anders Agger” indlogerede sig i tre dage.

Efter at May Bjerre Eiby mistede sin egen far til demens og som sygeplejerske blev dybt skuffet over det offentlige system, grundlagde hun som 28-årig Dagmarsminde. Det er godt gået, og når programmet alligevel var nedslående, skyldes det, at hendes plejehjem indirekte beskriver mangler i vort legendariske velfærdssystem.

På Dagmarsminde værner man om glæden, og det første Anders Agger møder, er for eksempel en logrende hund. Noget så simpelt. Ofte undrer man sig over, at hunde så sjældent bor på vore plejehjem, for hunde skaber intuitiv livsglæde, også blandt dem, der har mistet kontakt med omverdenen. May Bjerre Eiby sagde det selv, da hun og Agger kiggede til plejehjemmets geder: ”Det er ikke så kompliceret. Naturen virker helende på os alle.” Netop, og mens man selvsagt ikke kan holde tamme geder på alle landets plejehjem, er der tale om en basal visdom, der i for høj grad kan gå tabt i velfærdsmaskineriet.

Det er næppe realistisk, at Dagmarsminde med sin intention om at være et rigtigt hjem, hvor man spiser, danser og kærligt taler sammen, kan være prototypen på et plejehjem, hvilket ikke kun skyldes de stramme budgetter andre steder. Det skyldes garanteret også, at mængden af ildsjæle, der ser det som en livsmission at mildne tilværelsen for andre, ikke er stor nok.

Vi taler altid om penge, det har velfærdsstaten opdraget os til, men besøget på Dagmarsminde understreger, hvor meget der også står og falder med den menneskelige indstilling. Hver dag bliver beboerne af plejeassistenten spurgt om, hvad de i tilværelsen har bedrevet, for hver dag skal den demente på ny erindre, at han eller hun har levet et liv med et fag, en familie og en forankring.

Man siger, at danskerne stadig beredvilligt betaler skat, hvilket er ekstra imponerende set i lyset af, hvor mange millioner der i årtier er brugt på naive integrationsprojekter, der ikke har fået skovlen under hverken paralleltilstande eller bandekonflikter. Men når May Bjerre Eiby fortæller om sin enorme skuffelse over systemet og med Dagmarsminde demonstrerer, hvordan meget kan være anderledes – også uden altid at koste dyrt – fornemmer man velfærdsundergrunden vakle lidt.

”Det er svært at være forarget,” konkluderer Anders Agger med henvisning til anklagen om, at Dagmarsminde kan ses som et eksperiment for de velbjærgede. Ja, det er svært, men det er nemt at blive nedslået ved tanken om alle dem, der ikke i deres nød oplever den samme kærlige omsorg.

Det var jo dét, velfærdsstaten skulle være den store garant for, men det bliver gradvist lidt sværere at tro på. I visse øjeblikke føles det ikke længere helt så nemt at betale sin skat med glæde.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.