Folkekirkens økonomi skaber igen store overskrifter. Eksperter hævder, at kirkens problem er de 13.315 direktører, menighedsrådsmedlemmerne. Og de løsninger, som eksperterne stiller op, er en hårdhændet tvangscentralisering med sognesammenlægninger i retning af provstistørrelse.
Mere fejlagtigt kan det næppe fremstilles. Folkekirken er ikke en statsinstitution, som skal styres ovenfra og ned. En af folkekirkens største kvaliteter er den lokale forankring. At kalde menighedsrådene for kirkens problem er en hån mod den instans, der har sikret folkekirkens folkelige forankring i over 100 år. De er omdrejningspunktet for hele kirkelivet, og uden dem vil folkekirken miste en god del af sin legitimitet.
LÆS OGSÅ: Nye menighedsråd skal drive kirken mere effektivt
Når en af eksperterne kan udtale, at frivillighedsprincippet er smukt, men tiden er ved at løbe fra det, er det udtryk for en komplet mangel på forståelse for, hvad folkekirken er. Uden frivillighed er der ingen folkekirke.
Selvfølgelig skal vi se på, hvordan økonomien kommer under kontrol. Men det skal ske med udgangspunkt i menighedsrådene.
Menighedsrådenes samarbejde i provstiet er en glimrende ramme for den fælles lokale styring og prioritering af økonomien. Det er også her, man skal finde nye veje: samarbejde om både praktiske forhold (medarbejdere, indkøb, administration og så videre) og kirkelige aktiviteter. Her kan der gøres endnu mere end i dag. Selvfølgelig kan der også ske strukturændringer og sammenlægninger.
Men det er afgørende, at det sker i en proces, hvor menighedsrådene har ejerskabet til udviklingen. Ellers vil det ødelægge den lokale forankring. Så kan det godt være, at vi ikke får store hovsa-besparelser lige hen over natten.
Men erfaringerne fra mange spareinitiativer i andre dele af samfundet viser også, at kortsigtede hovsa-løsninger ofte kan blive meget dyre, både økonomisk og indholdsmæssigt. Det skal ikke gå sådan, at operationen lykkes, men patienten dør.
Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge og bispekandidat i Haderslev Stift