Prøv avisen

Kaj Munk fortjener bedre behandling

Det var ikke kun borgerlige partier, der flirtede med fascismen under besættelsestiden. Det glemmer flere socialdemokrater til tider, skriver Jens Kristian Lings Foto: Ukendt

Undertiden bliver Kaj Munk af kritikere udsat for sproglig manipulation. Det er urimeligt, for han var besættelsestidens mest markante sandhedsvidne, mener Jens Kristian Lings

Kaj Munk sagde: Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare spørge, om det er sandt. Som sandhedsvidne er han næsten verdenskendt. For eksempel er han afbildet i en kirkerude i Buffalo sammen med tre andre martyrer: Stefanus, Savonarola og Jan Hus. Til dato er der skrevet fire disputatser om Munks forfatterskab: en tysk, to franske og en amerikansk.

LÆS OGSÅ: Kaj Munk og den danske fascismeI Danmark kæmper Henning Tjørnehøj sin kamp mod Kaj Munk (senest her i bladet den 24. juni). Tjørnehøj virker som en forlængelse af den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhls arm. Buhl erklærede nemlig i 1945, at det var en stats-opgave at bevare Vedersø Præstegård som et minde om Kaj Munk. Erklæringen var utvivlsomt en taktisk manøvre for at gøre Buhl og de andre samarbejdspolitikere populære. Senere trådte de op på Kaj Munk. Og nu fortsætter socialdemokraten Tjørnehøj sisyfos-arbejdet med at træde den jævnligt opdukkende Kaj Munk ned.

Tjørnehøj har ganske ret i, at Kaj Munk ikke var demokrat. I bogen Vedersø Jerusalem retur (1934), skriver Kaj Munk nemlig: I begyndelsen var ordet, men så kom parlamentarismen med vrøvlet som bærende princip. I Ollerup-talen (1940) sagde Munk blandt andet: Parlamentarismen har intet ansvar, den placerer dette hos alle, altså hos ingen.

Men når Tjørnehøj skriver: Det meget kritisable var Kaj Munks intense foragt for demokratiet, må man spørge: Var det forbudt ikke at være demokrat? Måtte Kaj Munk ikke kritisere? Hvad med Søren Kierkegaard, som slet intet havde tilovers for demokrati? Oldtidens Platon kaldte demokrati for pøbelvælde.

Om Hitler skrev Kaj Munk i 1933 i artiklen Det nye Tyskland blandt andet: denne messiasforgudelse af en højttaler. Og Men foreløbig har fremtiden ordet!. I artiklen Danmark engelsk eller skandinavisk? (1935) skriver han: Vi har nok brug for en dansk Hitler herhjemme, men absolut ikke den tyske.

Når Tjørnehøj påstår, at Kaj Munk den 29. januar 1939 mente, Hitler var så nær ved at være en gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske, må man konkludere, at Tjørnehøj ikke kan skelne mellem fiktion og virkelighed. Ganske naivt tillægger han Kaj Munk citatet, som er noget af biskop Beugels replik til Dorn om Føreren (i skuespillet Han sidder ved smeltediglen). Hvis Tjørnehøj vil hente replikker fra skuespillene og lægge dem i munden på Kaj Munk, kan han gøre ham til hvad som helst.

I sin bog Fyn med omliggende øer (1989) bruger Tjørnehøjs partifælle Ritt Bjerregaard også manipulerende citatfusk om Kaj Munk, idet hun angående Ollerup-talen citerer ham for en replik fra skuespillet Sejren (Sejren retfærdiggør alt!).

I talen anvendte Kaj Munk replikken for at karakterisere Staunings holdning til Hitler. Men Ritt Bjerregaard vender tingene om, så det ser ud, som om Kaj Munk hyldede Hitler.

Tjørnehøj benytter også sproglig manipulation. Han skriver: staten har ydet syv millioner kroner til etablering af et Kaj Munk-forskningscenter ved Aalborg Universitet. Renoveringen af Kaj Munks præstegård i Vedersø har kostet 10 millioner. Læseren tror naturligvis, de 10 millioner også er fra skatteyderlommerne, og forarges, men de 8 millioner er fra Realdania.

Når Tjørnehøj med rette og ofte angriber de borgerlige partiers adfærd i besættelsestiden, tror mange, at socialdemokraterne var ganske uskyldige. I 1938 formidlede regeringen Stauning-Munch storkorset af Dannebrogordenen til Hermann Göring. Joachim von Ribbentrop fik storkorset i 1941.

Stauning satsede til sin død i 1942 på Hitlers sejr. I november 1942 opfordrede statsminister Buhl befolkningen til at angive sabotører. I 1945, da han igen var statsminister, vedtoges landsforræderloven, hvorefter man henrettede stikkere, altså dem, der havde fulgt Buhls opfordring. Der er megen politisk råddenskab i besættelsestidens kælder, og for at dække over den arbejder Tjørnehøj utrætteligt på at sammen-lyve et portræt af samarbejdspolitikkens skarpeste kritiker, besættelsestidens markante sandhedsvidne Kaj Munk.

Jens Kristian Lings

Kjeldbjergvej 34,

Fjaltring

7620 Lemvig