ÅRET 2016 BLEV af Politiken karakteriseret som terrorens år, og Dronningen indledte sin nytårstale med at advare os mod at blive lammet af frygt efter de terrorhandlinger, som spreder skræk og forfærdelse. De udføres tit af mennesker, som ikke viger tilbage for noget, fordi de også ofrer deres eget liv.
Den tunesiske student, der i december 2010 brændte sig selv ihjel, udløste med sin historiske martyrdød det arabiske forår. Konsekvenserne af denne politiske revolution ser vi i dag i Egypten, Libyen, Syrien og Irak og andre steder i den arabiske verden.
Har vi i Danmark haft noget, der bare ligner? Det havde vi for 73 år siden, da Kaj Munk blev myrdet eller måske snarere lod sig myrde. Han havde i skuespil, prædikener og indlæg i aviserne opfordret danskerne til aktiv modstand mod den tyske besættelse. Da den tyske morderbande den 4. januar 1944 hentede ham i præstegården i Vedersø og myrdede ham i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg, vidste han, hvad der ventede ham. Han havde fået et utal af opfordringer om at flygte, men han blev.
DRABET PÅ HAM gik som en løbeild gennem landet. Den tyske besættelsesmagt opdagede hurtigt, at mordet på Kaj Munk ikke ville afskrække danskerne, tværtimod. Begravelsen blev en stor national demonstration. Ligtoget fra Silkeborg blev et ”sorgens triumftog”, hans begravelse i Vedersø en storstilet national demonstration. Han blev, skriver en historiker, den store martyrskikkelse i Besættelsens sidste år.
Komponisten John Frandsen og jeg har i nogen tid arbejdet på en opera om Kaj Munk, ”Martyriet”, som netop har haft premiere, og vi har under arbejdet med operaen, efterhånden som den storpolitiske terror greb om sig, mange gange spurgt os selv, om vi ved at fordybe os i skildringen af Kaj Munks konkrete skæbne også kunne sige noget om, hvad der i dag kan drive kvinder og mænd til at ofre deres eget liv i kampen for et, synes de, større mål.
Vi er naturligvis helt klar over, at handlingen i Kaj Munks ensomme martyrdød under ingen omstændigheder kan sammenlignes med de selvmordsbombere, som også dræber andre, ofte helt uskyldige mennesker. Kaj Munk dræbte ikke andre, han gik alene i døden. Det blev stadigt klarere for os, at den afgørende forklaring var, at Kaj Munks martyrium var et kristent martyrium.
Da de romerske vagter og ypperstepræsternes folk kom for at pågribe Jesus i Getsemane Have, trådte Jesus, som stod sammen med sine disciple, frem og sagde, at ”når det nu er mig, I søger, så lad de andre gå”. Og disciplene gik. Johannesevangeliet tilføjer, at det skete for, at det ord skulle opfyldes, som Jesus havde sagt: ”Jeg har ingen mistet af dem, du har givet mig.” Vil man gå i Jesu fodspor, går man til martyrdøden alene.
Kaj Munk skrev sine skuespil, prædikener og indlæg i en næsten feberagtig hast, men han sagde engang, at han i hele sit liv faktisk kun havde skrevet to ord: Jesus Kristus. Martyriet, menneskets forsøg på at gå i Jesu fodspor, var for ham tæt ved kristendommens kerne. Han siger i en prædiken, at det dyrebareste er Jesus Kristus, men det næstdyrebareste er martyrsindet. Med martyrsindet overvandt vi – de kristne – engang verden, og uden martyrsindet vil verden overvinde os. Og hvis det kommer dertil, kan man ”ikke skulke fra Golgata”.
Kaj Munks martyrium var først og fremmest hans vilje til at gå i Kristi fodspor, men det gik også op for os, at jo mere vi betonede dette afgørende religiøse perspektiv, des mere nutidig forekom operaen os at blive. Selvom man slet ikke kan sammenligne det, der finder sted i et kristent martyrium, med en selvmordsbombers morderiske handlinger, så syntes vi at opleve lighedspunkter i skildringen af den stærke religiøse overbevisning.
Om vore dages martyrer siges det tit, at de er blevet ”radikaliseret”. Det er nok heller ikke helt forkert at betegne Kaj Munk som en meget radikal personlighed – både religiøst og politisk.
Danmark havde i 1940 længe været et neutralt land, og den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev betegnet som en ”fredsbesættelse”, som kun havde til formål at skaffe Tyskland visse militære støttepunkter i Danmark, som var nødvendige i den standende kamp om Norge og den svenske jernmalm. Tyskland erklærede i øvrigt at ville respektere Danmarks suverænitet.
Vi blev altså ikke behandlet som en undertvunget ”fjende”, og det officielle Danmark – med kongen i spidsen – formanede år efter år danskerne om at forblive neutrale i ord og handlinger. Det passede mildt sagt ikke Kaj Munk. Han gav ikke meget for den neutralitet, som skulle gøre livet lettere. Han satte sagen på spidsen: ”Hvad der kræves af os som neutrale, det ved jeg ikke. Jeg har aldrig forstået, at man kan være neutral.”
Nej, det kunne han ikke forstå. For Kaj Munk var livet enten-eller. Tyskland var blevet en besættelsesmagt, en ond fjende. Hans prædikener, foredrag og skuespil under Besættelsen handlede alle om, at neutralitet ikke måtte være mulig. Også med sit martyrium ville han ruske op i danskerne, ”dette håbløst ligevægtige folk”.
Og det lykkedes ham! Efter mordet på Kaj Munk kom det afgørende stemningsomslag i befolkningen. Det betød ikke, at alle danske straks greb til våben, men sabotagen steg dramatisk, og det store flertal følte nu, at der var en ond fjende i landet, som skulle bekæmpes. Ligtoget fra Silkeborg til Vedersø blev altså virkelig et ”sorgens triumftog”.
I vores kammeropera optræder der kun to personer, Kaj og Lise Munk. Da Kaj Munk blev dræbt, var han 46 år. Han var gift med Lise, de havde fem børn, og man har i visse kredse, måske især med tilknytning til Vedersø, ikke villet acceptere, at Kaj Munk selv søgte martyriet og dermed ”forlod” sin kone og sine børn. For kunne det være rigtigt? Kan et kristent menneske virkelig gøre det?
Den skildring, som journalisten Poul Høi for to år siden har givet af Kaj Munks sidste timer, efterlader ingen tvivl. Kaj Munk havde i flere måneder imødeset, ja, leget med tanken om sin egen død. Han havde fået breve, besøg og telefonopringninger, som havde tryglet ham om at gå under jorden eller flygte til England. To dage før den 4. januar havde Kaj Munk brændt 25 breve uden at åbne dem, fordi han vidste, at det var advarsler.
KAJ MUNK INSISTEREDE PÅ sit martyrium. Han skulkede ikke fra Golgata, han blev i præstegården, indtil han blev hentet og dræbt. Men hvordan må en ægtefælle, hvordan måtte Lise Munk opleve det? Det betyder jo, når alt skrælles fra, at éns mand hellere vil slås ihjel end blive sammen med hende og børnene. I operaen kan vi kun antyde nogle svar, men måske er der også her en aktuel parallel.
Hvad tænker enkerne efter de danske soldater, som meldte sig som frivillige og omkom i et land langt borte fra Danmark? Forstår de enker inderst inde, at deres mænd forlod dem, fordi ”der var et job, der skulle gøres”? Hvad var det for et job? Hvorfor var det vigtigere end os? Hvad fortæller de enker deres børn, hvad fortæller de sig selv? De efterladte er også en side af martyriets problematik.
Kaj Munk er den eneste martyr, den moderne danmarkshistorie kan opvise. Han kan naturligvis ikke sammenlignes med vore dages selvmordsbombere, som tager uskyldige mennesker med i døden.
Men historien om hans vej til martyriet kan måske også fortælle noget om, hvorfor en mand eller kvinde i verden af i dag søger martyriet, og også om de omkostninger, det har.
Vilhelm Topsøe er cand.jur. og forfatter. Han har skrevet manuskript til operaen ”Martyriet” om Kaj Munk, som havde premiere den 28. januar på Det Kongelige Teater, Takkelloftet, og spiller frem til den 4. februar.