Kald tingene ved deres rette navn. Kristne forfølges i Mellemøsten!

GENERALSEKRETÆR Mogens Kjær fra Danmission sætter i en kronik onsdag den 19. marts spørgsmålstegn ved, om nedbrændingen og ødelæggelsen af 139 kirker og kirkelige institutioner i august sidste år i Eypten kan kaldes kristendomsforfølgelse.

Kjær hævder, at volden ikke var rettet mod de kristne personligt. Desuden var det en enkeltstående begivenhed. Men andre ord: Ro på! De kristne slås ganske vist ihjel, og deres kirker brændes ned, men lad os nu ikke gøre det hele for dramatisk.

Det fører til den bagvendte situation, at en stor dansk missionsorganisation taler forfølgelsen af kristne ned, medens politikere som vores udenrigsminister råber vagt i gevær.

Mogens Kjær sætter sin lid til kristne og andre gode kræfters arbejde for rettigheder og demokrati. Dialog med andre ord.

Retorikken efterlader mig med den mistanke, at konflikten søges talt ned, fordi organisationer som Danmission kun kan tænke på mission som dialog, og det er svært at føre dialog, når modparten insisterer på at forfølge dig.

Lad os dog kalde tingene ved deres rette navn: Kristne forfølges i Mellemøsten. Dialog er en fin ting, men kirkens første opgave er ikke at indføre demokrati og bygge dialoginstitutter. Det er at forkynde det kristne budskab, at lede mennesker til tro på Jesus som frelser og bygge fællesskaber af de troende.

Konversion med andre ord. Uanset, hvad magthavere og majoritetsreligionen i dette tilfælde islam måtte mene om det. Uanset, hvor politisk ukorrekt det virker på samtiden.

Jeg kan kun støtte Mogens Kjærs opfordring til, at danske menigheder får venskabsmenigheder i Mellemøsten. Eller i andre områder af verden, hvor kirken forfølges for den sags skyld.

Jeg er selv præst for en kirke, som har en sådan venskabsmenighed i et muslimsk domineret område. En menighed, som leder mennesker til kristen tro og søger at hjælpe sine relationer til at blive efterfølgere af Jesus.

Det er kristeligt set håbet for den muslimske verden. En klar profil med respekt for dem, man driver mission iblandt. Ikke dialog som nedtoner forfølgelsen for ikke at ødelægge den gode stemning.

Tonny Jacobsen er talsmand for FrikirkeNet