Prøv avisen

Kallesøes ulidelige lethed. Ikke se og ikke høre

Forfatter og samfundsdebatør Lone Nørgaard. Foto: Kristian Juul Pedersen.

De færreste danskere forstår, at islams dagsorden er det stik modsatte af at gøre muslimer til statsborgere i vestlige demokratier

Jesper Kallesøe har skrevet en interessant kommentar under overskriften "Lone Nørgaards spredehagl. Mistænkeliggørelsen af alle muslimer er forkert" den 9. februar. Interessant, fordi teksten kan bruges i undervisningen som en klassiker inden for "genren": kritik af islamiseringen af Vesten forvrænges til, at alle muslimer bliver mistænkeliggjort, hvilket er lig islamofobi.

Kallesøe rider godt nok først med et stykke af vejen i min kritik af Hizb ut-Tahrir. Men så falder han tungt i grøften med sin billige retorik, hvis målsætning er at lukke og slukke for videre diskussion. Han vil ikke videre eller grave dybere.

Hvorfor forholder Kallesøe sig ikke til, at 37 procent af de britiske 16-24-årige muslimer siger, at de ville foretrække sharialovgivning frem for britisk lov? Eller til, at 28 procent af danske muslimer ønsker, at Koranen eller en blanding af Koranen og Grundloven bliver grundlaget for dansk lovgivning? Eller til, at den tyske undersøgelse "Muslime in Deutschland" udpeger 14 procent blandt muslimer, der er parate til at bruge voldelige metoder for at fremme islams sag?

Hvorfor lukker Kallesøe øjnene for islamiseringen? Findes den i virkeligheden i Gellerup, Berlin, Luton og Bradford og i Frankrigs over 700 "quartiers sensibles"? Eller er den kun et Loch Ness-uhyre og en mental forstyrrelse i hovedet på islamofober?

Hvilke parametre vil Kallesøe acceptere ved en undersøgelse af dette punkt? Flerkoneri? Parallelle retsinstanser i selvskabte ghettoer? Jihad-trusler? Reparation af mødom? Drab og massefordrivelse af kristne i arabiske lande?

Hvorfor skal Patrick Sookhdeo stemples som kontroversiel? Hvem bestemmer adjektivet kontroversiel? Er Jørgen Bæk Simonsen kontroversiel? Er Tariq Ramadan? John Esposito? Mikael Rothstein?

De fremsætter synspunkter og skaber debat. Det samme gør Thilo Sarrazin og Sookhdeo. Har Kallesøe argumenter og information? Hvad betyder "til glæde for islamhadere"? Hvad er det faktuelle?

Husker Kallesøe karikaturballaden? Den viste om noget, at Islamisk Trossamfund er forlænget arm for Organization of the Islamic Conference og dermed også Det Muslimske Broderskab. Her ses et stærkt udslag af "islamisk identitet" – nemlig en protest- og krænkelsesidentitet, der øjensynlig breder sig, og som aldeles udelukker "integration".

Så bruger Kallesøe det tyndslidte manipulations-trick at sammenligne islam og kristendom: "De samme faser med andre fortegn har kristne vel været igennem, hvor som helst i verden vi har slået os ned i fremmede kulturer: bære kors, oprette kristne organisationer, insistere på at holde vores højtider og så videre. Hvad galt eller udemokratisk (?) er der egentlig i det? Så længe det kommer nedefra."

Altså religion er bare religion, der er ingen forskel, og alt, der kommer nedefra, er helt o.k. Er det korrekt, at der ikke er forskelle? Er det jøder, katolikker og buddhistiske vietnamesere og hinduistiske tamiler, der skaber problemer?

Vestens embedsmænd, politikere, journalister – og åbenbart seminarielektorer – er som Amazonas-indianere, der for allerførste gang står ved en fodgængerovergang i en millionby. De kender med ganske få undtagelser ikke betydningen af islamiseringens symboler (hijab-uniformering, moskébyggeri, "religiøse" særkrav).

De tror øjensynlig, at der kun findes én slags mennesker med samme symboler. Diplomater mødes med andre diplomater i nogenlunde ensartede omgivelser og underskriver nogenlunde ensartede erklæringer om tolerance og samarbejde. Tilsvarende mødes akademikerne på internationale symposier. På en helt anden planet gennemfører islamisterne deres dagsorden – ofte med rå vold.

De færreste danskere forstår, at islams dagsorden er det stik modsatte af at gøre muslimer til statsborgere i vestlige demokratier. Også Kallesøe misforstår. Måske fordi han ikke har orket arbejdet med at sætte sig ind i islams helligtekster? For slet ikke at tale om politisk islams voldelige skrifter og brutale praksis rettet mod "de vantro" og Vesten med dens vestlige værdier?

Lone Nørgaard,
lektor, cand.mag.,
Normasvej 9,
Frederiksberg